Morsom og sød

Hvor tit er det man ser et rørende og, ja, morsomt værk nu om dage? Det er i hvert fald sjældent. Derfor var det en nydelse at se ”Calendar Girls”. Jeg brød mig lige så meget om den som min 52 årige mor. Og det er endnu mere sjældent med disse slags film, end det førnævnte.

At filmen er slæbende i sit tempo, er ifølge mig ikke sandt. Jeg følte mig underholdt i samtlige minutter. Det der støtter den ellers solide hovedhistorie op, er nok alle de små og herlige sidehistorier. At det så (Langt hen ad vejen) er autentisk er noget der i det lange løb, støtter det hinsides op, så der ikke kun bliver malet sort på hvidt, og moralen måske ikke bliver prædiket højt men det hele er mere kryptisk. At ældre mennesker på en 50 år kan sælge så godt er lige til at grine af! Og så kan man bag efter spørge sig selv: Var det for sjovt at så mange mennesker købte den? Eller var det for at støtte husmødrenes organisation? Det er næsten absurd, og hovedpersonens teenage søn bliver også meget træt af berømmelsen som filmen skrider fremad. Også dette er sørgeligt, for da teenageren langsomt begynder at drikke mere, og begynder at ryge hash (Selvom det egentlig var oregano).

Vi hives som seer gennem en lang rejse med hovedpersonerne, hvor de simpelthen til sidst begynder at blive udadvendte til en hvis grad, hvor det til den ene hovedperson egentlig originalt skulle være en støttekalender til hendes mand, langsomt kommer til at gå galt og det onde mediegreb river og flår i dem. Det skal jo selvfølgelig også få en fredelig ende, ellers ville mormor jo få aftenkaffen og brunkagerne galt i halsen! Der er også hele tiden gribende og morsomme elementer der kører deres tur over skærmen, og filmen er helt bestemt gennemsyret af den klassiske underspillede britiske humor. Og den virker forrygende godt netop i denne, hvor den hverken bliver streng eller anspændt. Også i den middelmådige ”Billy Elliot” fungerer humoren endda fremragende og til tider fængende.

Der kommer mange anbefalende ord herfra til Calendar Girls. Det er ikke en film man skal skrive specielt meget om, det er bare en af de slags film, der skal ses og ikke tænkes for meget over. Og hvis man så er i målgruppen… Så kan man bare komme i gang med at få set denne film! Men dette kunne samtidig også gælde alle andre med hang til lidt morsomme film, om hvordan alderen langsomt tager sin tørn. Og så bruger de netop dette som deres force og nærmest er ironisk ligeglad med dette. Men selvfølgelig anmelder jeg denne film fra målgruppens (forhåbentlige) synspunkt. Og de mange kostelige grin kommer både fra unge, såvel som gamle. For hvem finder det dog ikke morsomt at der findes en kalender med 50-70 årige damer, der enten sidder og maler skriver eller synger julesange – de er bare nøgne!

Helen Mirren er absolut et af de bedre skuespillere. Hun klarer det fantastisk godt, om end ikke hun har det fantastiske Hollywood look. Stortset bliver der faktisk spillet brilliant i næsten alle roller. Og dertil er instruktøre Nigel Cole også seværdig i sin instruktion, og derfor er det mystisk at han straks efter denne laver den fuldkommen åndssvage ”A Lot Like Love”. Åbenbart er den typiske amerikanske romance komedie næsten over alle der starter ud med at have et godt greb om denne genre. Endda gik det også galt for Kevin ”Clerks” Smith der gav os morsomme komedier i form af for eksempel ”Dogma”. Han lavede i 2004 ”Storby Drømme” (”Jersey Girl”). Det kan simpelthen kun undre mig at geniale mennesker også bliver hevet med i strømmen.