sick and twisted
2.0
Blodig og makaber, men også noget tvivlsom genindspilning af Wes Cravens daterede gyser af samme navn. Craven fungerer selv som medproducent på den nye version, og instruktørtjansen er blevet lagt i hænderne på den franske Alexandre Aja, der sidst leverede den notoriske Switchblade Romance, som jeg dog ikke har set. Efter at have overværet The Hill Have Eyes føler jeg mig dog både afskrækket og draget til at fremskaffe Switchblade Romance, da Ajas første forsøg på den amerikanske spillefilmsscene er opsigtsvækkende på grund af den rå og kompromisløse vold, men også standardiseret og lettere kedsommelig gennem den forudsigelig og bundløst uoriginale handling.
En familie (anført af hovedlederen Ted Levine) strandes i midten af ørkenen, hvor genetiske mutanter (forårsaget af amerikanske atomsprængninger) huserer med fatale blodsudgydelser til følge. Fundamentet er forslidt; en flok mennesker isoleres og nedslagtes én efter én. Aja løfter dog kvalitetsniveauet en anelse, da han tydeligvis mestrer gysergenrens ellers noget gennemtærskede virkemidler, og så formår han ligeledes at optimere chokeffekterne, hvor man ellers er udmærket klar over, at disse vil komme. Ajas genrestærke talent udvises ligeledes med et atypisk træk, hvor det meste af historien foregår under fuldt dagslys. Manglen på det insinuerende og subtile gys kompenserer Aja dog for med nogle i sandhed eksplicitte og momentvis grænseoverskridende sekvenser, hvor intentionen højst sandsynligt har været at levere en grotesk anatomisk skildring af alle tænkelige dødsårsager. Det er sadistisk, bestialsk og depraverende at overvære, men Aja tør alligevel ikke gå grænsen ud, som eksempelvis Christophe Cans formåede med den langt mere vellykkede og ondskabsfulde Silent Hill, der desværre dog ikke har opnået samme lovprisninger herinde på Scope som The Hills Have Eyes.
Filmen har sine effektive momenter, men det tager alt for lang tid, før begivenhederne endelig udfoldes, og den tommetykke stemning af død og fordærvelse bliver trættende i længden. Visuelt set er Aja dog langt mere talentfuld og konsekvent, mens Tomandandys skræmmende musik løfter spændingen talrige niveauer. The Hills Have Eyes er et meningsløst splatterorgie, der langtfra er så pessimistisk eller provokerende, som den selv tror. Hvis man vil have splatter, så se Rodriguez/Tarantinos From Dusk Till Dawn. For gys, gå til Marshalls fremragende The Descent, og for en mellemting vil jeg anbefale førnævnte Silent Hill eller Zack Snyders effektfulde Dawn of the Dead. The Hills Have Eyes har i forhold til ovenfornævnte film ingen kant eller kvalitet, og derved den laverestående karakterbedømmelse, gode momenter til trods.
En familie (anført af hovedlederen Ted Levine) strandes i midten af ørkenen, hvor genetiske mutanter (forårsaget af amerikanske atomsprængninger) huserer med fatale blodsudgydelser til følge. Fundamentet er forslidt; en flok mennesker isoleres og nedslagtes én efter én. Aja løfter dog kvalitetsniveauet en anelse, da han tydeligvis mestrer gysergenrens ellers noget gennemtærskede virkemidler, og så formår han ligeledes at optimere chokeffekterne, hvor man ellers er udmærket klar over, at disse vil komme. Ajas genrestærke talent udvises ligeledes med et atypisk træk, hvor det meste af historien foregår under fuldt dagslys. Manglen på det insinuerende og subtile gys kompenserer Aja dog for med nogle i sandhed eksplicitte og momentvis grænseoverskridende sekvenser, hvor intentionen højst sandsynligt har været at levere en grotesk anatomisk skildring af alle tænkelige dødsårsager. Det er sadistisk, bestialsk og depraverende at overvære, men Aja tør alligevel ikke gå grænsen ud, som eksempelvis Christophe Cans formåede med den langt mere vellykkede og ondskabsfulde Silent Hill, der desværre dog ikke har opnået samme lovprisninger herinde på Scope som The Hills Have Eyes.
Filmen har sine effektive momenter, men det tager alt for lang tid, før begivenhederne endelig udfoldes, og den tommetykke stemning af død og fordærvelse bliver trættende i længden. Visuelt set er Aja dog langt mere talentfuld og konsekvent, mens Tomandandys skræmmende musik løfter spændingen talrige niveauer. The Hills Have Eyes er et meningsløst splatterorgie, der langtfra er så pessimistisk eller provokerende, som den selv tror. Hvis man vil have splatter, så se Rodriguez/Tarantinos From Dusk Till Dawn. For gys, gå til Marshalls fremragende The Descent, og for en mellemting vil jeg anbefale førnævnte Silent Hill eller Zack Snyders effektfulde Dawn of the Dead. The Hills Have Eyes har i forhold til ovenfornævnte film ingen kant eller kvalitet, og derved den laverestående karakterbedømmelse, gode momenter til trods.
30/12-2006
