fragmenteret charme, men essentielt unødvendig
3.0
Den første animerede spillefilm fra det dengang nyetablerede produktionsselskab Blue Sky (der indgår under korporationen 20th Century Fox) var Chris Wedges mageløse forhistoriske epos Ice Age, der sneg sig diskret ind af bagdøren og overrumplede alle med sin uimodståelige charme, simplificerende, men ikke publikumspatroniserende historie og ikke mindst et energi- og humorniveau, der lå langt over alle konkurrenter. I mine øjne bevægede Ice Age sig hurtigt op af den prestigefyldte rangstige over alle tiders bedste digitalt animerede spillefilm og har indtaget førstepladsen sammen med den prisvindende Shrek. En fortsættelse til Ice Age virkede som en unødvendighed, da fortællingen om de tre aparte dyr, der endte med at dele et varmt venskab på trods af raceforskelle, stod fint på egne fødder, og denne uoplagte Ice Age 2 ender forudsigeligt nok også med at være den originale film inferiør, hvor der aldrig nås etterens originale og kreative højder til sokkeholderne.
Carlos Saldanha var medinstruktør på både den første Ice Age film og Blue Sky’s ambitiøse, men langt mindre vellykkede Robots, og han har nu overtaget iscenesættelsestjansen egenhændigt, hvor Wedge nu i stedet bare agerer medproducent. Denne umotiverede udskiftning har ligeledes medfødt et uvelkomment fokusskifte på historiesiden, hvor man i Ice Age 2 vægter mammutten Manfreds ensomhed højere en trekløverets implicitte og humørsmittende konflikter. Filmen omhandler en global opvarmning (hvor man tilsyneladende har tilsidesat den ulogisk korte tid mellem planetens istid og reetablering gennem genopvarmning), der truer dyreracerne i dovendyret Sids succesrige vandland, hvor alle nu forsøger at nå en Noahs Ark lignende båd før den sikre druknedød. Historien er tyndbenet og dybt forudsigelig, og Manfreds gradvist opbyggende kærlighed til den sidste kvindelige, men identitetsforvirrede mammut (der selv tror hun er et pungrotte), er ikke nær så interessant eller emotionel berigende, som det langsomt etablerede venskabsforhold i den første film. Og heri ligger den største svaghed ved Ice Age 2; filmen er simpelthen for segmentbaseret og løseligt struktureret i det samlede billede. Forholdet mellem følelsesfremkaldende drama og uforpligtende humor er ubalanceret, og selvom det hele fungerer på et udmærket lattermildt plan, så bliver det aldrig for alvor sjovt, og man savner originalens raffinerede og oftest facetterede humor. I kontrast til dette skal kultdyret Scratch dog nævnes, da denne lille genistreg af en sidefigur står for filmens bedste og mest oprigtige grin, hvor hvert øjeblik er et komisk højdepunkt i sig selv.
De tilbagevendende stemmer (Ray Romano, John Leguizamo og ikke mindst den intelligente, men skamløst underanvendte Denis Leary) yder atter en god indsats, mens nyankomne som Queen Latifah og Seann William Scott mestendels af tiden er irriterende. Nogle skræmmende og håndgribelige undervandsdyr agerer bestialske fjender, men ellers besidder Ice Age 2 ingen for alvor fremaddrivende konflikt eller drama. Ofte føles det faktisk som om skaberne ikke rigtig vidste hvordan, de skulle fylde spilletiden ud, så dette ville opnå et acceptabelt niveau, hvilket et par yderst malplacerede musicalsekvenser vidner om. Ice Age 2 er gennemført, om end ikke synderlig imponerende animeret, og på billedsiden kan man ikke ane den lynhurtige produktionstid, som filmen led under. Filmen fungerer sikkert fint nok for det yngre publikum (der nok ikke vil finde de velmenende, men bundsentimentale budskaber om familieværdier forstyrrende), men rammer aldrig det voksne appeal, som etteren så fornemt formåede. Ice Age 2 blev dog en storslået kommerciel succes, så man kan forvente, at en tredje installation i serien nok skal ankomme. Lad os dog håbe på, at opfindsomhedsniveauet stiger i takt med at forudsigeligheden falder.
Carlos Saldanha var medinstruktør på både den første Ice Age film og Blue Sky’s ambitiøse, men langt mindre vellykkede Robots, og han har nu overtaget iscenesættelsestjansen egenhændigt, hvor Wedge nu i stedet bare agerer medproducent. Denne umotiverede udskiftning har ligeledes medfødt et uvelkomment fokusskifte på historiesiden, hvor man i Ice Age 2 vægter mammutten Manfreds ensomhed højere en trekløverets implicitte og humørsmittende konflikter. Filmen omhandler en global opvarmning (hvor man tilsyneladende har tilsidesat den ulogisk korte tid mellem planetens istid og reetablering gennem genopvarmning), der truer dyreracerne i dovendyret Sids succesrige vandland, hvor alle nu forsøger at nå en Noahs Ark lignende båd før den sikre druknedød. Historien er tyndbenet og dybt forudsigelig, og Manfreds gradvist opbyggende kærlighed til den sidste kvindelige, men identitetsforvirrede mammut (der selv tror hun er et pungrotte), er ikke nær så interessant eller emotionel berigende, som det langsomt etablerede venskabsforhold i den første film. Og heri ligger den største svaghed ved Ice Age 2; filmen er simpelthen for segmentbaseret og løseligt struktureret i det samlede billede. Forholdet mellem følelsesfremkaldende drama og uforpligtende humor er ubalanceret, og selvom det hele fungerer på et udmærket lattermildt plan, så bliver det aldrig for alvor sjovt, og man savner originalens raffinerede og oftest facetterede humor. I kontrast til dette skal kultdyret Scratch dog nævnes, da denne lille genistreg af en sidefigur står for filmens bedste og mest oprigtige grin, hvor hvert øjeblik er et komisk højdepunkt i sig selv.
De tilbagevendende stemmer (Ray Romano, John Leguizamo og ikke mindst den intelligente, men skamløst underanvendte Denis Leary) yder atter en god indsats, mens nyankomne som Queen Latifah og Seann William Scott mestendels af tiden er irriterende. Nogle skræmmende og håndgribelige undervandsdyr agerer bestialske fjender, men ellers besidder Ice Age 2 ingen for alvor fremaddrivende konflikt eller drama. Ofte føles det faktisk som om skaberne ikke rigtig vidste hvordan, de skulle fylde spilletiden ud, så dette ville opnå et acceptabelt niveau, hvilket et par yderst malplacerede musicalsekvenser vidner om. Ice Age 2 er gennemført, om end ikke synderlig imponerende animeret, og på billedsiden kan man ikke ane den lynhurtige produktionstid, som filmen led under. Filmen fungerer sikkert fint nok for det yngre publikum (der nok ikke vil finde de velmenende, men bundsentimentale budskaber om familieværdier forstyrrende), men rammer aldrig det voksne appeal, som etteren så fornemt formåede. Ice Age 2 blev dog en storslået kommerciel succes, så man kan forvente, at en tredje installation i serien nok skal ankomme. Lad os dog håbe på, at opfindsomhedsniveauet stiger i takt med at forudsigeligheden falder.
30/12-2006
