Tragedie På 1.Klasse
5.0
Den talentfulde engelske instruktør Greengrass, tager modigt fat i terrorangrebene på USA den famøse 11/9 og holdt i en dokumentarisk stil og kørende i real-time, giver han et bud på hvad der skete oppe i den ene af de fire flyvere der ikke nåede sit mål inden den styrtede.
Det er der kommet en yderst intens og nervepirrende film ud af, der kun kan betegnes som tragisk i alle dens aspekter, trods dens heroiske skildring af passagernes ubarmhjertige kamp for at overleve. Man trækkes i hvert fald igennem hele ens egent følelsesregister, da beskrivelsen virker så realistisk, at man føler man kommer så tæt på som det er muligt i at mærke hvordan det må have været at sidde i United 93.
Dette har med garanti også været en del af Greengrass mening, og han har derfor klogelig valgt ikke at fokusere på baggrunden for anslaget, da det ville have forstyrret billede, men udelukkende koncentreret sig om selve begivenheden. ”United 93” er således ikke en politisk film, men derimod et, heldigvis nuanceret studie af mennesker i en ekstrem situation.
En af filmens i øvrigt mange styrker er, modsat hvad man kunne tro, at man ved hvordan den ender. Hele filmen igennem sidder man uundværligt og ønsker at de nok skal klare det, altså overleve, både for deres skyld, men så sandelig også for ens egen, for tænk hvis man selv havde været med. Det gør de som bekendt ikke, men får dog forhindret selve planen om at ramme det hvide hus, og det bibringer filmen en smertelig dimension der fjerner al eventuel atmosfære af de gamle airportfilm. Dette her er ikke underholdning, det er livets glædesløse kunst udspillet lige for øjnene af en. På den måde er det en både enestående og medrivende film, men også en vigtig en af slagsen. Greengrass lader i hvert fald til at have gjort alt rigtigt, lige fra måden historien fortælles på til valget af de ukendte skuespillere, og fået en fortrinlig film ud af et svært og utaknemmeligt emne.
Filmen vil måske kunne minde lidt om sorgbehandling for amerikanerne eller i hvert fald de efterladte, hvilket jeg ikke finder der er noget galt i, ikke når den ikke bliver propagandist og ensidig i sit udtryk og det gør den aldrig.
Det er der kommet en yderst intens og nervepirrende film ud af, der kun kan betegnes som tragisk i alle dens aspekter, trods dens heroiske skildring af passagernes ubarmhjertige kamp for at overleve. Man trækkes i hvert fald igennem hele ens egent følelsesregister, da beskrivelsen virker så realistisk, at man føler man kommer så tæt på som det er muligt i at mærke hvordan det må have været at sidde i United 93.
Dette har med garanti også været en del af Greengrass mening, og han har derfor klogelig valgt ikke at fokusere på baggrunden for anslaget, da det ville have forstyrret billede, men udelukkende koncentreret sig om selve begivenheden. ”United 93” er således ikke en politisk film, men derimod et, heldigvis nuanceret studie af mennesker i en ekstrem situation.
En af filmens i øvrigt mange styrker er, modsat hvad man kunne tro, at man ved hvordan den ender. Hele filmen igennem sidder man uundværligt og ønsker at de nok skal klare det, altså overleve, både for deres skyld, men så sandelig også for ens egen, for tænk hvis man selv havde været med. Det gør de som bekendt ikke, men får dog forhindret selve planen om at ramme det hvide hus, og det bibringer filmen en smertelig dimension der fjerner al eventuel atmosfære af de gamle airportfilm. Dette her er ikke underholdning, det er livets glædesløse kunst udspillet lige for øjnene af en. På den måde er det en både enestående og medrivende film, men også en vigtig en af slagsen. Greengrass lader i hvert fald til at have gjort alt rigtigt, lige fra måden historien fortælles på til valget af de ukendte skuespillere, og fået en fortrinlig film ud af et svært og utaknemmeligt emne.
Filmen vil måske kunne minde lidt om sorgbehandling for amerikanerne eller i hvert fald de efterladte, hvilket jeg ikke finder der er noget galt i, ikke når den ikke bliver propagandist og ensidig i sit udtryk og det gør den aldrig.
30/12-2006
