klichéer på overarbejde

Filmteknisk opdatering og forholdsvis slavisk genindspilning af katastrofeklassikeren S.O.S. Poseidon, hvor den rutinerede spændingsinstruktør Wolfgang Petersen vender tilbage til det fascinerende vandelement efter den aldrende u-bådsfilm Das Bott og den stupide, om end underholdende The Perfect Storm. Petersen har med sin karriere i den kommercielle pengeindustri, Hollywood, gjort det til en niche at levere strømliniet, men tanketom og let forglemmelig underholdning, hvor hans forrige værk, den effektive og visuelt overvældende Troy, fremstår som en af hans bedre indsatser, hvilket dog ikke ytrer om en højerestående kvalitet. Dette usignifikante remake er ligeledes en på billedsiden imponerende præstation, men historien er håbløst skabelonskåret og klichefyldt, og producenternes ensidige fiksering på pengemæssig overskud gav et eftertrykkeligt bagslag, da Poseidon blev en af dette års største flop, dens uprætentiøse intention som overfladisk sommerblockbuster til trods.

Det forholdsvis brede persongalleri er en efter bogen samling karikaturer, der ikke fungerer som andet end hjælpeløse ofre i Petersens mekaniske spændingsjageri. Der er ellers en håndfuld spændende og talentfulde skuespillere, der udfylder rollerne, men karaktererne er psykologisk substansløse, og som publikum interesserer man sig overhovedet ikke for deres skæbne. Omdrejningspunktet omhandler et luksuriøst skib, der udsættes for en løssluppen bølge, hvorved bunden vendes i vejret og panikken spreder sig. Josh Lucas er ufrivillig leder for en lille flok af brogede mennesker, der desperat forsøger at nå op til overfladen og den umiddelbare sikkerhed. Der spenderes ikke megen tid på karakterintroduktion eller nærmere eksploration, Petersen kan tydeligvis ikke vente med at igangsætte det store destruktions- og katastrofeorgie, hvilket forekommer overlæsset og urealistisk, dog ikke uden snerten af basal spænding. Iblandt den overlevende gruppe finder vi evigt sympatiske Kurt Russell som eksborgmester, der har svært ved at accepterer datterens modenhed og forholdet med dennes kæreste. Konflikter serveres dog fragmentarisk og irrelevant, da Petersen fokuserer entydigt på personernes overlevelsesforsøg, hvoriblandt der skrabes til alvorlige problemstillinger som narcissisme under pres (personificeret gennem Kevin Dillons umotiverede opførsel), selvopofrelse og uhåndterbar desperation. Disse tematikker fremstår dog som vage elementer i periferien, til hvilken kategori ellers så fremragende Richard Dreyfuss desværre også tilsidesættes. Der er dog enkelte momenter, hvor skrækscenariets fatalitet visualiseres med et mere dramatisk eftermæle (spoiler følger herfra), blandt andet i en meget ubehagelig sekvens, hvor Russells druknedød forekommer uhyggelig plausibelt og overbevisende fremstillet.

Poseidon er indiskutabelt en tåbelig og bundforudsigelig affære, men tempoet er konstant højt, og Petersen misser ingen chancer for at fremmane trykkende spænding og stemning. Som altid besidder Petersen en bundsolid visuel sans, hvor der er flere nærmest maleriske billeder af den ustoppelige bølge. De digitale effekter er overbevisende lavet (især indledningens ambitiøse one-shot, der starter under vand, for derefter at panorere over hele skibet og ende i et close-up af Lucas), og Petersen udnytter disse til fulde. Klaus Badelt har komponeret et anonymt og intetsigende score, der dog gør det den skal, uden svinkeærinder. Personligt burde jeg hade denne film, da genren aldrig har tiltalt mig, men underholdningsværdien er tilforladelig, og man keder sig sjældent. Så Poseidon fungerer på sine egne uambitiøse præmisser, så længe man ikke forventer noget originalt eller bare basalt nytænkende.