Modsætninger mødes

Faktisk var det langt fra imponeret jeg gik fra den overvurderede ”Heat”. De fleste folk har rost den til vilden sky, og jeg sad tilbage med en tør fornemmelse. Derfor var det ikke med fantastisk høje forventninger jeg så ”Collateral”. Og hvad fik man ud af det? Man fik en fantastisk psykologisk thriller, der på en måde viser hvordan skæbnen hurtigt bringer mennesker på kryds og tværs af hinanden. ”Heat” var også med til at vise dette, men det ”Collateral” gør, er at den spiller simpelthen med lukkede kort, og følelserne vælter ikke bare ud. Det kunne være jeg skulle gense ”Heat” efter han har lavet så fremragende storværker som dette.

Jamie Foxx kan faktisk være en ganske glimrende skuespiller. Han gør det fænomenalt godt som taxa chaufføren der kommer til at køre lejemorderen Vincent. Vincent har mere end normale planer med at køre taxa, for han skal nemlig ud også fem mennesker ihjel. I rollen som Vincent ses en fantastisk veloplagt Tom Cruise, der jo som altid gør det fantastisk godt. ”Collateral” er en film der er drevet meget af disse skuespillerpræstationer, og Michael Manns kræfter som instruktør, og alle gør det helt og aldeles fremragende. Jamie Foxx’s og Tom Cruise’s roller er i god dynamik med hinanden, og skaber endnu flere nuancer i dette stærke thrillerdrama.

Stemningen ligger filmen igennem som et metertykt lag, og et af disse hjælpemidler til denne spænding må nok være at det foregår om natten. Det fuldkommen oplyste natteliv er grundlag for alle disse stemninger Michael Mann formår at bygge ovenpå. Hele plottet kunne på forhånd lyde lidt slapt, og jeg begyndte også at tænke, ”Hvorfor flygter han dog ikke bare ud af taxaen?”. Men dog kan Michael Mann holde den kørende så det fungerer glat, også selvom Vincent gang på gang er yderst tæt på at flygte. Dette tilføjer filmen endnu mere spænding, og gør at ”Collateral” får en smule mere karakter. Scenografien i ”Collateral” er også lige til at få gåsehud af, og scenografi har sjældent været bedre sin ”The Matrix”. Flere af de vilde skudkampe Vincent roder sig ud i, er utroligt flotte og af dem er den flotteste nok en scene der foregår på en natklub.

Manuskriptforfatteren bag ”Collateral, Stuart Beattie, rammer sømmet lige på spidsen hvad angår karaktererne. Man får næsten kuldegysninger bare en halv time inde i filmen, når man ser Vincent. Dialogerne lever mellem de to modsætninger. Men det der er mest interessante ved dette manuskript, er at Max udvikler sig langsomt som filmen skrider frem. Han er den lidt for irriterende drømmer type, der bare skal kickstartes før han tør tage chancer. Han har slev kørt taxa i tolv år, Og har en drøm om at blive limousinekører. Han for langsomt mere og mere mod, som Vincent kommer med skrappe bemærkninger om hvor Max egentlig står henne i sit liv.

Midt i al spændingen for vi gudskelov en scene der er helt anderledes. Max stopper op som han ser to ulve løbe over vejen. Imens kommer Audioslave’s ”Shadow of the Sun” på. Det er en ganske dog sang, og en fantastisk mindeværdig scene hvor man tydeligvis kunne se begge parters logik er helt forskellige fra hinanden. Max stopper op, mens Vincent bare ville have kørt ad helvede tid, ulve eller ej. Denne scene er et herligt stoppested hvor man lige kan få hvilet sig lidt, især fordi den kommer midt i den mest spænende ok mest forviklede del af ”Collateral”.

Jeg kan kun anbefale ”Collateral”. Du får spænding for hver en eneste femogtyve øre. Men hvis man bare ser lidt dybere i den, oplever man et storslået drama. Den skjulerpå sin helt egen måde dramaet, så man kan egentlig tage frit fra alle hylder. Det er også noget af det, der gør ”Collateral” så fremragende. Man kan simpelthen se den får spændingens skyld- og for dramaets.