Quite!
5.0
Hellen Mirren (”The Cook, the Thief, His Wife, and Her Lover”) viser et kæmpetalent i hendes store præstation som den britiske dronning. Hun formår give et nuanceret portræt af dronningen, samtidig med at hun i løbet af filmen dykker ned under den kølige, stoiske facade og antyder noget tvivl og uro.
Det er en flot film om en kvinde, der er låst så fast i sine værdier og verdensopfattelse, at hun ikke forstår det, når der sættes spørgsmål ved hendes måde at gebærde sig på. Selv om Stephen Frears og Peter Morgans film handler om det engelske kongehus, så er dette tema ganske universelt, og noget som alle kan forholde sig til. På et mere generelt plan handler film nemlig om at blive ældre i en verden, der er under konstant forandring.
Mere specifikt handler det om den uge, hvor kongehuset nærmede sig en krise, da den tidligere prinsesse Diana døde. Det er samme tidspunkt, som Tony Blair (spillet her af Michael Sheen) bliver valgt til premiere, og i starten af filmen ser vi en nervøs Blair møde denne kvinde, der har udnævnt en række af premiereministre inklusiv en Winston Churchill. Dronning Elizabeth modtager nyheden om Dianas død, da hende og resten af familien er i godset i Skotland.
Da Blair ringer for at høre, hvordan hun har tænkt sig at håndtere sagen, siger hun, at hun agter blive i Skotland og at holde en stille og dignified ceremoni for prinsessen. Det er tydeligt, at hun ikke så Diana som særlig meget mere end en torn i øjet. En ekskone til Prince Charles der har den frækhed at blive mere populær end hende selv. '
Prince Philip (spillet med masser af herlig stokkonservativ sarkasme af James Cromwell) giver ganske godt udtryk for hvad de i familien syntes om Diana, da han siger, at hun formår at være en større pestilens i sin død, end da hun levede.
Filmens dramatiske spørgsmål er om dronningen vil tage til London og besøge kisten og trøste folket eller ej. Om hun holder på etiketten og traditionerne, som Prince Philip og dronningemoderen (Sylvia Syms) insisterer på, eller om hun giver efter for det folkelige pres. Vi ved jo udmærket godt, hvad historien ender med, men det er udviklingen og udførelsen, det kommer an på.
Meget elegant starter filmen med, at hun bliver malet af en hofmaler, værdigt og stoisk, og filmens klimaks er da hun læser en tale op på direkte fjernsyn. Filmen har også et stort fokus på Tony Blair, der både udnytter situationen politisk (hans assistent har allerede noterne til en tale en time efter Dianas død), og samtidig får en form for sympati for denne store, erfarne kvinde under pres. Som hun siger, så kommer han en dag til at stå i samme situation. Det gør vi nok alle på den ene eller anden måde.
Ud over historien og skuespillet og problemstillingerne, så er en af de store kvaliteter i filmen billederne. Ikke mindst af de store, mennesketomme skotske landskaber, der står som kontrast til menneskemyldret i London foran Buckingham Palace.
Men først og fremmest vil filmen blive husket for Helen Mirren, der får os til at føle empati i en rørende grad med et menneske, som de færreste deler alle værdier med. Hun fortjener al den ros, som hun har fået.
Det er en flot film om en kvinde, der er låst så fast i sine værdier og verdensopfattelse, at hun ikke forstår det, når der sættes spørgsmål ved hendes måde at gebærde sig på. Selv om Stephen Frears og Peter Morgans film handler om det engelske kongehus, så er dette tema ganske universelt, og noget som alle kan forholde sig til. På et mere generelt plan handler film nemlig om at blive ældre i en verden, der er under konstant forandring.
Mere specifikt handler det om den uge, hvor kongehuset nærmede sig en krise, da den tidligere prinsesse Diana døde. Det er samme tidspunkt, som Tony Blair (spillet her af Michael Sheen) bliver valgt til premiere, og i starten af filmen ser vi en nervøs Blair møde denne kvinde, der har udnævnt en række af premiereministre inklusiv en Winston Churchill. Dronning Elizabeth modtager nyheden om Dianas død, da hende og resten af familien er i godset i Skotland.
Da Blair ringer for at høre, hvordan hun har tænkt sig at håndtere sagen, siger hun, at hun agter blive i Skotland og at holde en stille og dignified ceremoni for prinsessen. Det er tydeligt, at hun ikke så Diana som særlig meget mere end en torn i øjet. En ekskone til Prince Charles der har den frækhed at blive mere populær end hende selv. '
Prince Philip (spillet med masser af herlig stokkonservativ sarkasme af James Cromwell) giver ganske godt udtryk for hvad de i familien syntes om Diana, da han siger, at hun formår at være en større pestilens i sin død, end da hun levede.
Filmens dramatiske spørgsmål er om dronningen vil tage til London og besøge kisten og trøste folket eller ej. Om hun holder på etiketten og traditionerne, som Prince Philip og dronningemoderen (Sylvia Syms) insisterer på, eller om hun giver efter for det folkelige pres. Vi ved jo udmærket godt, hvad historien ender med, men det er udviklingen og udførelsen, det kommer an på.
Meget elegant starter filmen med, at hun bliver malet af en hofmaler, værdigt og stoisk, og filmens klimaks er da hun læser en tale op på direkte fjernsyn. Filmen har også et stort fokus på Tony Blair, der både udnytter situationen politisk (hans assistent har allerede noterne til en tale en time efter Dianas død), og samtidig får en form for sympati for denne store, erfarne kvinde under pres. Som hun siger, så kommer han en dag til at stå i samme situation. Det gør vi nok alle på den ene eller anden måde.
Ud over historien og skuespillet og problemstillingerne, så er en af de store kvaliteter i filmen billederne. Ikke mindst af de store, mennesketomme skotske landskaber, der står som kontrast til menneskemyldret i London foran Buckingham Palace.
Men først og fremmest vil filmen blive husket for Helen Mirren, der får os til at føle empati i en rørende grad med et menneske, som de færreste deler alle værdier med. Hun fortjener al den ros, som hun har fået.
06/01-2007
