Nostalgien sejrer
4.0
Rocky Balboa er Stallones hyldest til den figur, som blev hans gennembrud og sammen med hans andet alterergo John Rambo gjorde Sylvester Stallone til 80ernes største actionikon sammen med en vis Hr. Schwarzenegger.
Filmen minder i stil og tempo klart mest om gennembruddet fra 1979. Det er personen Rocky, der er i centrum. Det er det menneskelige drama med fokus på at tro på sine drømme, aldrig lader sig slå ud og kæmpe mod alle odds som filmen centrerer sig om, mens selve boksningen og træningen kun er et næsten sekundært tema.
Stallone bruger forholdsvis lang tid på at skildre Rockys afsavn efter hans nu afdøde kone Adrian og hans kamp for at skabe et godt forhold til hans eneste søn. Vi får også en rundtur eller to i Rockys gamle neighborhood i Philidelphia. Stallone fremstiller selv Rocky med stor sympati, og man kan kun holde af og med den naive og godmodige bamse. Hele opbygningen er utrolig troværdig og man fristet til at tro, at Rocky virkelig findes og Stallone i virkelig er Rocky.
Rocky lever tydeligvis i minderne om hans storhedstid både som bokser og ikke mindst som menneske med Adrian ved hans side. Hans gamle fighterinstinkt og indre glød vækkes igen, da en opvisningskamp mod den regerende og upopurlære mester Dixon kommer på tale, og da først kampen er i hus kører det gamle Rockyshow igen som i alle de øvrige film.
Vi får den sædvanlige træningsmontage med den legendariske "Gonna fly now" bragende ud af højtaleren og med en vis ironisk distance skildres, hvorledes Rocky opbygger sin gamle råstyrke inden filmen munder ud i sit klimaks med kampen mellem den gamle folkehelt og mester og den nye mester.
Det er både filmens styrke og svaghed, at den så åbenlyst er en hyldest til Stallones elskede figur. Vi får hvad vi gerne vil have. Vi mærker gløden i hjertet sammen med Rocky, og hele biografsalen klappede af jubel, da træningsmontagen gik i gang og ikke mindst, da Rocky fik sit første hårde højrehook ind. Filmen er også derfor blottet for den mindste overraskelse og følger den forventlige struktur til punkt og prikke, og Rocky er så sympatisk og godhjertet, som det er muligt for et menneske. Filmen er visse steder lige ved at nå det oversentimentale, men forbi man har så stor sympati for filmens hovedperson og fordi nostalgien blæser ud af skærmen, så sluges det hele råt, selvom svagheder næsten bobler op til overfladen.
Rocky Balboa sejrer på grund af nostalgien og fordi vi elsker filmens hovedperson allerede inden filmen er i gang. Det er en feelgoodfilm fra ende til anden unden den mindste antydning af ubehagelig konflikter (selv den onde modstander hyldes til sidst) og man sidder i biografsalen og jubler sammen med publikum i Las Vegas hver gang den undertippede bokser med det store fighterhjerte får et slag ind.
Stallone formår at skabe et interessant menneskeligt drama med en række meget politisk korrekte budskaber man ikke kan være uenig i. Selvom man ved, hvad Rocky vil sige, når en af hans karakteristiske monologer om drømme og fight begynder, så rives man alligevel med som publikum. Der er dog så lidt kød og konflikt i historien, at man først og fremmest skal se filmen for nostalgiens skyld, da Rocky Balboa i høj grad lever i kraft af publikums forventninger og de tidligere film.
Jeg var godt underholdt hele vejen og fulgte medrevet denne sympatiske figurs sidste kamp, men når alt kommer til alt, så er historien for ligetil og for meget en gentagelse til, at filmen for alvor kommer op og ringe.
Filmen minder i stil og tempo klart mest om gennembruddet fra 1979. Det er personen Rocky, der er i centrum. Det er det menneskelige drama med fokus på at tro på sine drømme, aldrig lader sig slå ud og kæmpe mod alle odds som filmen centrerer sig om, mens selve boksningen og træningen kun er et næsten sekundært tema.
Stallone bruger forholdsvis lang tid på at skildre Rockys afsavn efter hans nu afdøde kone Adrian og hans kamp for at skabe et godt forhold til hans eneste søn. Vi får også en rundtur eller to i Rockys gamle neighborhood i Philidelphia. Stallone fremstiller selv Rocky med stor sympati, og man kan kun holde af og med den naive og godmodige bamse. Hele opbygningen er utrolig troværdig og man fristet til at tro, at Rocky virkelig findes og Stallone i virkelig er Rocky.
Rocky lever tydeligvis i minderne om hans storhedstid både som bokser og ikke mindst som menneske med Adrian ved hans side. Hans gamle fighterinstinkt og indre glød vækkes igen, da en opvisningskamp mod den regerende og upopurlære mester Dixon kommer på tale, og da først kampen er i hus kører det gamle Rockyshow igen som i alle de øvrige film.
Vi får den sædvanlige træningsmontage med den legendariske "Gonna fly now" bragende ud af højtaleren og med en vis ironisk distance skildres, hvorledes Rocky opbygger sin gamle råstyrke inden filmen munder ud i sit klimaks med kampen mellem den gamle folkehelt og mester og den nye mester.
Det er både filmens styrke og svaghed, at den så åbenlyst er en hyldest til Stallones elskede figur. Vi får hvad vi gerne vil have. Vi mærker gløden i hjertet sammen med Rocky, og hele biografsalen klappede af jubel, da træningsmontagen gik i gang og ikke mindst, da Rocky fik sit første hårde højrehook ind. Filmen er også derfor blottet for den mindste overraskelse og følger den forventlige struktur til punkt og prikke, og Rocky er så sympatisk og godhjertet, som det er muligt for et menneske. Filmen er visse steder lige ved at nå det oversentimentale, men forbi man har så stor sympati for filmens hovedperson og fordi nostalgien blæser ud af skærmen, så sluges det hele råt, selvom svagheder næsten bobler op til overfladen.
Rocky Balboa sejrer på grund af nostalgien og fordi vi elsker filmens hovedperson allerede inden filmen er i gang. Det er en feelgoodfilm fra ende til anden unden den mindste antydning af ubehagelig konflikter (selv den onde modstander hyldes til sidst) og man sidder i biografsalen og jubler sammen med publikum i Las Vegas hver gang den undertippede bokser med det store fighterhjerte får et slag ind.
Stallone formår at skabe et interessant menneskeligt drama med en række meget politisk korrekte budskaber man ikke kan være uenig i. Selvom man ved, hvad Rocky vil sige, når en af hans karakteristiske monologer om drømme og fight begynder, så rives man alligevel med som publikum. Der er dog så lidt kød og konflikt i historien, at man først og fremmest skal se filmen for nostalgiens skyld, da Rocky Balboa i høj grad lever i kraft af publikums forventninger og de tidligere film.
Jeg var godt underholdt hele vejen og fulgte medrevet denne sympatiske figurs sidste kamp, men når alt kommer til alt, så er historien for ligetil og for meget en gentagelse til, at filmen for alvor kommer op og ringe.
07/01-2007
