- Dårlig julefilm nr. 126 -
1.0
Julen er en glædelig højtid, og derfor er julekomedier altid belejlige at varme sig på, inden lysene på træet tændes d. 24. Denne har dog en lidt utraditionel indgangsvinkel, idet vi her møder hr. og fru Krank, der dette år har valgt at skippe julen til fordel for et krydstogt under varmere himmelstrøg. Datteren er nemlig i udlandet, og hvorfor så egentlig bruge sine surt tjente penge på julen, når man i stedet kan blive lige så brun som en brunkage på det caribiske hav?
Julesæson er højsæson – i hvert fald for lettjente penge. Enhver filmproducent med en smule forretningssans ved nemlig at der er hurtige penge at hente i disse dage. Såsom dem bag filmen her for efter at have set dette seneste skud på stammen fra Hollywoods juleafdeling, er man ikke et sekund i tvivl om, at folkene bag projektet nærmere havde dollartegn end julelys i øjnene, da de lavede dette. Om det til dels skyldes de kulturelle divergenser mellem måden vi herhjemme og amerikanerne fejrer vores jul på skal være usagt, men af en eller anden grund så har de senere års amerikanske julefilm haft for vane at virke så forlorne og overdrevne, at de ender som en ulidelig oplevelse. Denne her er ingen undtagelse.
En af filmens grundlæggende problemer ligger i selve handlingen. Historien om et ægtepar der et år beslutter sig for at boykotte julen indledes såmænd udmærket, og da denne boykot bliver en krigserklæring mod det konservative nabolag i filmen, så skulle man mene, der er lagt i ovnen til et godt gammeldags skænderi af den underholdende slags. Desværre viser det sig bare hurtigt, at der ingen logik er i handlingen. Det giver eksempelvis ingen mening, at parret pludselig udvikler en decideret frygt for julen, og når et julekor begynder at synge sange udenfor ens dør, så er den naturlige reaktion altså ikke at kaste sig angstfuldt ned under spisebordet med hænderne over hovedet, som det er tilfældet i filmen. Scener som disse forekommer en komplet idiotiske, og selvom troværdigheden naturligvis ikke er altafgørende i en film som denne, så er det ganske enkelt for plat til at man kan grine med her.
Manuskriptet er ligeledes alt for tyndt, og for at få handlingen til at række til halvanden time påduttes publikum en oversentimental og tåkrummende afslutning, der fylder alt for meget og som trækkes ud i det uendelige. Slutningen er ikke alene hamrende triviel, men den harmonerer heller ikke på nogen måde med filmens hysteriske første del. Desuden er replikkerne generelt så kedelige og forudsigelige, at man hurtigt fornemmer, at manuskriptet er rent venstrehåndsarbejde, og oven i hatten præsenteres vi for lagkagekomik af værste skuffe. På den bekostning er skuespilpræstationerne heller ikke særlig morsomme. Det er sørgeligt at se respekterede komikere som Dan Aykroyd og Tim Allen medvirke i dette makværk, mens en skrigende og overspillende Jamie Lee Curtis nøjes med blot at være irriterende.
Der er praktisk talt intet positivt at sige om filmen, der på effektiv vis kvæler julestemningen. Det er lige før, man skal helt tilbage til sidste jul for at finde en så tåbelig film. Den blev dog ikke overraskende en overskudsforretning ved billetlugerne, så den eneste morale der her kan uddrages er, at Hollywood tilsyneladende kan slippe af sted med næsten hvad som helst.
Julesæson er højsæson – i hvert fald for lettjente penge. Enhver filmproducent med en smule forretningssans ved nemlig at der er hurtige penge at hente i disse dage. Såsom dem bag filmen her for efter at have set dette seneste skud på stammen fra Hollywoods juleafdeling, er man ikke et sekund i tvivl om, at folkene bag projektet nærmere havde dollartegn end julelys i øjnene, da de lavede dette. Om det til dels skyldes de kulturelle divergenser mellem måden vi herhjemme og amerikanerne fejrer vores jul på skal være usagt, men af en eller anden grund så har de senere års amerikanske julefilm haft for vane at virke så forlorne og overdrevne, at de ender som en ulidelig oplevelse. Denne her er ingen undtagelse.
En af filmens grundlæggende problemer ligger i selve handlingen. Historien om et ægtepar der et år beslutter sig for at boykotte julen indledes såmænd udmærket, og da denne boykot bliver en krigserklæring mod det konservative nabolag i filmen, så skulle man mene, der er lagt i ovnen til et godt gammeldags skænderi af den underholdende slags. Desværre viser det sig bare hurtigt, at der ingen logik er i handlingen. Det giver eksempelvis ingen mening, at parret pludselig udvikler en decideret frygt for julen, og når et julekor begynder at synge sange udenfor ens dør, så er den naturlige reaktion altså ikke at kaste sig angstfuldt ned under spisebordet med hænderne over hovedet, som det er tilfældet i filmen. Scener som disse forekommer en komplet idiotiske, og selvom troværdigheden naturligvis ikke er altafgørende i en film som denne, så er det ganske enkelt for plat til at man kan grine med her.
Manuskriptet er ligeledes alt for tyndt, og for at få handlingen til at række til halvanden time påduttes publikum en oversentimental og tåkrummende afslutning, der fylder alt for meget og som trækkes ud i det uendelige. Slutningen er ikke alene hamrende triviel, men den harmonerer heller ikke på nogen måde med filmens hysteriske første del. Desuden er replikkerne generelt så kedelige og forudsigelige, at man hurtigt fornemmer, at manuskriptet er rent venstrehåndsarbejde, og oven i hatten præsenteres vi for lagkagekomik af værste skuffe. På den bekostning er skuespilpræstationerne heller ikke særlig morsomme. Det er sørgeligt at se respekterede komikere som Dan Aykroyd og Tim Allen medvirke i dette makværk, mens en skrigende og overspillende Jamie Lee Curtis nøjes med blot at være irriterende.
Der er praktisk talt intet positivt at sige om filmen, der på effektiv vis kvæler julestemningen. Det er lige før, man skal helt tilbage til sidste jul for at finde en så tåbelig film. Den blev dog ikke overraskende en overskudsforretning ved billetlugerne, så den eneste morale der her kan uddrages er, at Hollywood tilsyneladende kan slippe af sted med næsten hvad som helst.
07/01-2007
