Western-melankoli
3.0
Der skal noget helt særligt til, at en film med en levealder på 40, 50, 60 år kan stå distancen i hvor dage. Noget overvældende, sprælsk og spektakulært som eksempelvis Chaplin’s ”Moderne Tider”, Carol Redds ”Den Tredje Mand” og Hitchcock’s mesterbedrifter ”Vertigo”, ”Psycho” og ”Skjulte Øjne” holder i og på. Det er dén afgørende faktor der svigter Westerndramaet ”High Noon”, og blot lader den ligne en synligt aldrende klassiker med overskredet udløbsdato.
Godt nok er ”High Noon” en anderledes form for western. Gary Cooper er knugende i sin rolle som alenestående revolversherif, Will Kane, der må råde bod på fortidens postyr. Han er en presset mand, der ikke aner, hvordan han skal tackle den skæbne, der ankommer med toget ved ellevetiden om eftermiddagen. Toget der bringer manden han mange år forinden satte bag tremmer til hans dør, manden der nu kræver hævn. Oveni kæmper sheriffen med kærlighedens vilkår og anstrengelser, efter hans nybagte kone forbyder ham mod at sande sin tilbagevendende rival. Kane er splittet og fortabt eftersom ingen i byen ønsker at hjælpe ham. Han er på randen af fornuft og på egen hånd. Ikke en position mange af datidens cowboyhelte (som eksempelvis John Wayne) har stået i.
I fremdrift og udtryk er filmen måske bevidst nok neddæmpet og til tider en smule for sløv. Med et Noir-lignende dilemma hvor manden drives i tvivl af kvinden, besidder ”High Noon” en mere tungsindig stemning en western-film generelt der begrænser den muntre saloon-musik, og mand mod mand dueller med fingeren hurtigst på aftrækkeren. Oven i købet er filmen holdt over en meget stram tidsperiode, der lader fortællingen udspille over to-tre timers tid. Lavmælt og udmærket skildret presser tiden sig på, mens Will Kane nærmer sig sin formentlige død, efter han hellere vil se sin død i øjnene, frem for at stikke halen mellem benene.
Det kniber for mig med at spotte mesterligheden mange udnævner filmen for at besidde. Fotografien er som man kan forvente, skuespillet går an (dog med en skuffende middelmådig Gary Cooper), og formidlingen af tidspresset og den mentale beklemthed i hovedpersonen kunne sagtens være udført mere detaljeret. I sin anderledes form for heltedyrkelse og cowboy-melankoli kan ”High Noon” dog stadig ganske interessant opleves som en fortidig banebryder. Men langt fra som et mesterværk.
Godt nok er ”High Noon” en anderledes form for western. Gary Cooper er knugende i sin rolle som alenestående revolversherif, Will Kane, der må råde bod på fortidens postyr. Han er en presset mand, der ikke aner, hvordan han skal tackle den skæbne, der ankommer med toget ved ellevetiden om eftermiddagen. Toget der bringer manden han mange år forinden satte bag tremmer til hans dør, manden der nu kræver hævn. Oveni kæmper sheriffen med kærlighedens vilkår og anstrengelser, efter hans nybagte kone forbyder ham mod at sande sin tilbagevendende rival. Kane er splittet og fortabt eftersom ingen i byen ønsker at hjælpe ham. Han er på randen af fornuft og på egen hånd. Ikke en position mange af datidens cowboyhelte (som eksempelvis John Wayne) har stået i.
I fremdrift og udtryk er filmen måske bevidst nok neddæmpet og til tider en smule for sløv. Med et Noir-lignende dilemma hvor manden drives i tvivl af kvinden, besidder ”High Noon” en mere tungsindig stemning en western-film generelt der begrænser den muntre saloon-musik, og mand mod mand dueller med fingeren hurtigst på aftrækkeren. Oven i købet er filmen holdt over en meget stram tidsperiode, der lader fortællingen udspille over to-tre timers tid. Lavmælt og udmærket skildret presser tiden sig på, mens Will Kane nærmer sig sin formentlige død, efter han hellere vil se sin død i øjnene, frem for at stikke halen mellem benene.
Det kniber for mig med at spotte mesterligheden mange udnævner filmen for at besidde. Fotografien er som man kan forvente, skuespillet går an (dog med en skuffende middelmådig Gary Cooper), og formidlingen af tidspresset og den mentale beklemthed i hovedpersonen kunne sagtens være udført mere detaljeret. I sin anderledes form for heltedyrkelse og cowboy-melankoli kan ”High Noon” dog stadig ganske interessant opleves som en fortidig banebryder. Men langt fra som et mesterværk.
09/01-2007
