Nolan tryller igen!

6.0
Nolans blot femte film i rækken, og siden hans fine debut med The Following, kom gennembruddet med den originale og mesterlige Memento, og siden har han virkelig formået at holde den gode stime. Der er passion og lidenskab bag hans film, som jeg har dybest respekt for, og kære Nolan har på fornemmeste vis slået sit navn fast i den fineste Hollywood liga, og idag er han utvivlsomt en af de allerbedste.

Lad det være sagt med det samme. Nolan er ustoppelig. Hans nye stjerneskud af en film lever på alle måder op til de høje forventninger man har til den ambitiøse filmmager, og ikke alene er det en fortræffelig film, men den burde også stå som det bedste skoleeksempel på, hvordan en film skal skrues sammen.

Handlingen er magisk, flydende og særdeles interessant, skrevet af Nolan selv sammen med hans bror. Et venskab, der udvikler sig til konkurrence, og så til besættelse, og senere til hævn. Sideløbende får vi en stærk intro af medvirkende, som er en af Nolans mange specialer. Men uden at afsløre for meget af handlingen, så er det en (ikke overraskende) intelligent og tænkende handling, med flere fortræffelige twists, velskrevne roller og skarpe dialoger, som kun Nolan kan præsentere. Slutningen sætter filmen i nyt perspektiv, hvor Nolan bevidst tager røven på sit publikum. Filmen efterlader derfor masser af ting, som skal tænkes over.

Stemningen i The Prestige er helt utrolig. Billederne er betagende, og fotograferingen er ligeledes flot. Det hele er sublimt filmet, hvor øjet frydes af de mange flotte flotte locations, underholdende trylletricks, forførende atmosfære og meget mere, til at gør en ægte Nolan fan glad og stolt. Produktionens budget er på knap 40 millioner, og det er forbløffende så meget man har fået ud af dem, når man tænker på de høje budgetter der præger nutidens film, så er 40 millioner ikke meget idag, men med Nolans kreative evner, ja så er alt muligt.

Filmens cast består af verdensklasse skuespillere. Nolan har (klogt nok) valgt at fortsætte hans overbevisende samarbejde med Bale og Caine, og netop de to herre forstår at spille skuespil, og forstår at leve sig 110% ind i rollerne. Bale er (jeg har sagt det før, og siger det igen) suveræn i rollen (som så ofte før), men kredit skal der også gå til Jackman, der sagtens kan hamle op med de to andre. Nolan får det optimale ud af dem alle, og hvad mere kan man forlange?

Den ambitiøse englænder Nolan, der har stor indflydelse på sine film i og med han instruerer og skriver selv. Derfor har han gjort denne film til en personlig, vedkommende, original, magisk og tragisk sag, der for mig står som noget af det ypperligste filmkunst, hvor der virkelig blev taget højde for enhver lille detalje. Nolan er en perfektionist, derfor har jeg ærligt intet, og jeg gentager, intet at sætte finger på. Jeg har nydt alle de magiske øjeblikke filmen har budt på, derfor har filmen allerede nu en speciel plads i mit hjerte OG sind. Med disse ord vil jeg opfordre alle filmelskere til at se denne perle. Kort sagt: Et mesterværk!

The Prestige