Remember remember the eleventh of september
5.0
Suveræn pseudodokumentarisk skildring af begivenhederne på den skæbnesvangre dag i 2001 med fokus på United 93, som var et af de fire kaprede fly.
Greengrass starter filmen på landjorden, hvor de dramatiske begivenheder tager fart straks fra filmens begyndelse. Via en eminent krydklippede rundtur på de centrale kommandotårne, militærstationer og lufthavne bliver vi vidne til, hvorledes det går op for en næsten handlingslammet verden, at fire fly er kapret med de fatale hensigter vi alle kender. Greengrass gør os til en flue på væggen og forviringen hos de implicerede eksikveres perfekt og forplanter sig ud gennem skærmen, selvom publikum jo ved, hvad der skal ske. Den næsten dokumentaristiske stil med minimalt brug af underlægningsmusik slås her glimrende an, så vi ved, at tingene virkelig sker. Vi ser således de impliceredes reaktion på de to fly som smadrer ind i World Trade Center, mens Greengrass aldrig slipper fokus på denne gruppe. Filmen er så godt som støvsuget for offentlighedens reaktion på begivenhederne.
Mens vi i første halvdel kun er blevet kort introduceret til passagere, personale og United 93 i det hele taget, så stjæler begivenheder på dette ene fly mere og mere af pladsen og i den sidste halvdel befinder vi os sammen med passagerne på det dødsdømte fly. Her træder filmen og Greengrass virkelig i karakter og overtrumfer det ellers glimrende indledende fokus på landjorden. Mens vi ser selve kapringen af flyet, den efterfølgende magteløshed og frygt hos passagerne, som senere afløses af handlekraft, bliver fortællingen mere og mere intens således, at man som publikum næsten glemmer at trække vejret.
Samtlige karaktere og handlingsforløb filmen igennem er særdeles troværdigt skildret og man spekulerer på, om man virkelig er en flue på væggen under de rigtige begivenheder. Netop derfor griber filmen også overbevisende fat i en fra start til slut og efter filmens bratte, voldsomme og ikke mindst perfekte slutning sidder man med en stor knude i maven. Dette er en af den slags film, som man ikke kan se "passivt" og glemme i det sekund den slutter. Dette er en film som kalder på stor indlevelse og som sidder i tænketanken på en længe efter.
Stor ros til Greengrass for den måde han har lavet filmen på. Den er klinisk renset for overflødig sentimentalitet og tårepresserig og fortæller sin historie på en ligefrem og barsk facon, som klæder denne tragiske begivenhed. Ligeledes vinder filmen meget ved, at koncentrere sig om ganske få scenarier og ikke favne alle aspekter af 9/11.
Forvent dig en stor filmoplevelse men forvent ikke at blive opløftet og i strålede humør. Dertil er denne film alt for barsk og påvirkende udført.
Greengrass starter filmen på landjorden, hvor de dramatiske begivenheder tager fart straks fra filmens begyndelse. Via en eminent krydklippede rundtur på de centrale kommandotårne, militærstationer og lufthavne bliver vi vidne til, hvorledes det går op for en næsten handlingslammet verden, at fire fly er kapret med de fatale hensigter vi alle kender. Greengrass gør os til en flue på væggen og forviringen hos de implicerede eksikveres perfekt og forplanter sig ud gennem skærmen, selvom publikum jo ved, hvad der skal ske. Den næsten dokumentaristiske stil med minimalt brug af underlægningsmusik slås her glimrende an, så vi ved, at tingene virkelig sker. Vi ser således de impliceredes reaktion på de to fly som smadrer ind i World Trade Center, mens Greengrass aldrig slipper fokus på denne gruppe. Filmen er så godt som støvsuget for offentlighedens reaktion på begivenhederne.
Mens vi i første halvdel kun er blevet kort introduceret til passagere, personale og United 93 i det hele taget, så stjæler begivenheder på dette ene fly mere og mere af pladsen og i den sidste halvdel befinder vi os sammen med passagerne på det dødsdømte fly. Her træder filmen og Greengrass virkelig i karakter og overtrumfer det ellers glimrende indledende fokus på landjorden. Mens vi ser selve kapringen af flyet, den efterfølgende magteløshed og frygt hos passagerne, som senere afløses af handlekraft, bliver fortællingen mere og mere intens således, at man som publikum næsten glemmer at trække vejret.
Samtlige karaktere og handlingsforløb filmen igennem er særdeles troværdigt skildret og man spekulerer på, om man virkelig er en flue på væggen under de rigtige begivenheder. Netop derfor griber filmen også overbevisende fat i en fra start til slut og efter filmens bratte, voldsomme og ikke mindst perfekte slutning sidder man med en stor knude i maven. Dette er en af den slags film, som man ikke kan se "passivt" og glemme i det sekund den slutter. Dette er en film som kalder på stor indlevelse og som sidder i tænketanken på en længe efter.
Stor ros til Greengrass for den måde han har lavet filmen på. Den er klinisk renset for overflødig sentimentalitet og tårepresserig og fortæller sin historie på en ligefrem og barsk facon, som klæder denne tragiske begivenhed. Ligeledes vinder filmen meget ved, at koncentrere sig om ganske få scenarier og ikke favne alle aspekter af 9/11.
Forvent dig en stor filmoplevelse men forvent ikke at blive opløftet og i strålede humør. Dertil er denne film alt for barsk og påvirkende udført.
10/01-2007
