- Smith fra sin værste side -

2.0
Efter at have opnået kultstatus med den ustyrligt morsomme, letbenede men alligevel gadesmarte ”Clerks”, havde man nok forventet noget mere af Kevin Smith og hans næste film, end blot ”pat og pik”-jokes i et indkøbscenter, hvilket mere eller mindre beskriver ”Mallrats”.

Det tynde plot er selvfølgelig svært at kritisere, da det jo var hele kernen i ”Clerks”, men hvor den film havde en sprudlende og særdeles sjov dialog til at holde sammen på det hele, virker ”Mallrats” til sammenligning som venstrehåndsarbejde med en flad og ubegavet dialog samt en fjollet handling, der grænser til det direkte latterlige i perioder.

Enkelte morsomme scener har den dog, og i glimt viser Smith lidt af den frækhed, vi alle ved han har i sig. Det er dog ikke nok til at redde denne uengagerede og alt for platte forestilling, der den dag i dag stadig står tilbage som den svageste film fra Kevin Smith.
Mallrats