Bedste Muuuhvie siden Shrek

6.0
Barnyard er en af de sjoveste film siden Shrek, det er længe siden jeg har grinet så meget.

Dyrene på bondegården lever et hemmeligt liv. De mener ikke at vi mennesker vil kunne håndtere sandheden om dem, hvilket de nok har fuldstændig ret i.
Når bondemanden (der til dyrenes held er veganer) vender ryggen til, går de på to ben, surfer, spiller golf og om natten går den helt store ladefest igang. En fed rotte trykker den af på scenen med "Mr. Bombastic", hestene har deres egen dansegruppe kaldet "Lord of the Hoofs" og et væsen kaldet "Vilde Mike" (der i den grad minder om "brøleren" fra tv-reklamerne, gad vide om en af producerne er dansker?) gør dansegulvet usikkert. Det ubestridte partyanimal på gården er tyren Otis, (der på trods af sit køn har yver og ingen horn) der kun har fest og farver i hovedet, og det bekymrer især hans adoptivfar, Ben, der er dyrenes leder. Han prøver ihærdigt at få Otis til at opføre sig lidt mere voksent og træne ham til en dag at overtage lederskabet. Dagen kommer før end beregnet, da prærieulvene kommer for at plyndre hønsehuset. Mens resten af dyrene fester på livet løs, dør Ben i kampen mod Dag og hans kobbel af coyotes. Alle regner med at Otis nu skal være den nye leder, hvilket han ikke selv er helt begejstret for. Piben får en anden lyd, da han sammen med Jersey køerne overværer en bydreng vælte en ko om natten. Otis og Jersey'erne stjæler naboens bil og kører efter møgungen for at hævne sig. Og pludselig er det ikke så slemt at være leder, og dog... Dag og resten af coyoterne lurer stadig i kulissen, og de opdager hurtigt at Otis bestemt ikke er så skræmmende som Ben.

Stilmæssigt kan man ved første øjekast tro at Otis og resten af dyrene hører til i en youghurt reklame henvendt til børn, men det er meget af dialogen ikke, og det er blandt andet det der er med til at gøre filmen sjov. (Ikke fordi den er uegnet for børn, overhovedet ikke) Men der er så mange injokes og referencer som de mindste ikke vil have en chance for at forstå. Derudover tror jeg det vil være afsindig svært at få de mange gode bemærkninger oversat til dansk, uden at de mister deres humor. (fx. coyoten Dags bemærkning til Ben, der har taget ham på fersk gerning i hønsehuset, "You know me...ladykiller") Bifiguerne er mange, og de er alle afsindig gode, det er lige før de er bedre end hovedpersonen. Min personlige favorit er den krølhårede snotnæsede møgunge, der vælter køerne om natten, men også de syrede pizzabude (som man næsten forventer har en joint i munden, men det ville diverse forældre nok ha krævet bortcensureret, hvis det altså havde været tilfældet), den paranoide nabokone (der ikke er skør, men bare medicineret pga. en kemisk ubalance!) og hendes øldrikkende, bondeknold af en mand, der fuldstændig uanfægtet og ligegyldigt fejer konens anklager til side, går rent igennem. Filmens skurk, coyoternes leder, Dag, er en af de mest vellykkede animerede skurke på meget længe. Skræmmende, både af udseende og væremåde, overlegen, fej som bare pokker og rap i replikken. Og sikke nogle replikker! Det gælder iøvrigt hele filmens dialog.

Filmen får seks stjerner, måske vil nogen mene jeg er gavmild, men jeg synes den fortjener det. Og jeg håber virkelig at drengene fra Disney der stod bag den meget ringe "De frygtløse", har set denne film. Så er det forhåbentlig gået op for dem hvad de gjorde galt. For Barnyard viser hvordan man laver en film med køer i hovedrollen som er fjollet på den gode måde, istedet for fjollet på den åndede måde.

Alt i alt er denne film alle pengene værd. Se den, med eller uden børn, helst uden, da man så kan nyde den i fred. Og selvom jeg kun har set den originale version, vil jeg nok anbefale den hvis det er muligt, da jeg som sagt tvivler stærkt på at jokesene i den danske version vil virke lige så godt som i den amerikanske, men man ved jo aldrig.
Koslænget