En for alle, alle for én
5.0
Spoilers:
En for alle, alle for en. Et udsagn der er blevet gennemtærsket af hovedsageligt amerikansk film - krigsfilm, ikke mindst. Men med ”Saving Private Ryan” tages formålet op til genovervejelse. Er det vanvid? Er det korrekt? Instruktør Steven Spielberg har skabt en film der samtidig med at bade i blod, sved, tåre og ubegribelig intensitet, kontrastbryder med et skær af smuk menneskelighed lysende op i mørket, om at gøre det rigtige. Og hvad det end er.
Vi lægger ud med filmhistoriens mest virkelighedstro og brutale krigsscene. En horde soldater af unge mænd der blot venter på at blive slagtet lader forklappen på deres landgangsbåd gå ned. Forreste række falder som klaskede fluer, og bagerste del af båden må springe i vandet ud over siderne. Kaptajn Miller iagttager grusomhederne med et foruroliget blik, mens han kæmper sig vej frem på stranden Omaha Beach i Normandiet, 1944. Vi ser soldater lede efter egne arme og ben i uoverskuelige bunker af samme, mænd der råber om hjælp, græder, beder og i et kort øjeblik en soldat der, kort efter at være sluppet helskindet igennem det blodrøde farvand og på land, takker de højere magter for hjælp, og et split sekund efter flyder ud i vandet efter at have fået hamret en kugle gennem kroppen.
I en anden minisekvens ses et hold lægesoldater juble over en blødningshindring af et voldsomt sår i skulderen på en såret, hvorefter den lappede patient bliver ramt gennem hjelmen af et ud af mange vildfarende skud. ”Give us a fucking chance!” skriger en af de hjælpende, med tåre i sine rasende øjne.
Der er absolut ingen nåde i Steven Spielbergs ”Saving Private Ryan”. Landgangen på Omaha Beach er ondt og blodigt slag, der næsten ikke er til at overvære med sine foruroligende massedrab og kvalmende feje nærbilleder af tyskere, der nedlægger amerikanere fra deres 1. klasses helhedsudsigt. Indledningen påbegynder en tur ind i krigens helvede, hvor et hold mand sendes på redningsaktion bag tyskernes linjer. Alt med sit essentielle spørgsmål i centrum: Hvor mange liv er et værd at risikere? Spielberg sparer på ærkeamerikanismen og sit fædrelands patriotisme, og lader sine hovedpersoner i filmen rase godt og grundigt over, at de sætter livet på spil for en enkel soldat. Deres nærmest håbløse vej ind i løvens hule er mere specifikt rettet efter James Ryan, en ud af tre øvrige brødre, hvis liv alle er gået tabt i krigen. For at lindre smerten og sorgen for moderen over de tre dræbte, bliver Private Ryan den V.I.P der, koste hvad det vil, skal bringes hjem i live. Men er det dét værd?
Med en glimrende problemstilling som omdrejningshjul for sin fortælling, har Steven Spielberg skabt en fuldt ud mesterlig krigsfilm i den ypperlige top af sin genre. Finaleslaget i den sønderbombede ruinby er skræmmende, ja i næsten ligeså høj grad som filmens indledning uforglemmelig, anført af soldaten Fish's grufulde dødsøjeblik hvor han langsomt og smertefuldt får vredet en kniv gennem brystet. Spielberg opfanger til perfektion lugten, synet og følelsen af at befinde sig i krigens krydsild. Et eller andet sted fejler han derimod på andre og mindre punkter, hvoriblandt John Williams ikke altid lige letfordøjelige score og helteklangen i billedet af "Stars and stripes" der åbner og lukker ballet, er nogle af disse svaghedspunkter.
Men når Spielberg viser krigen gennem en soldats maniske og flakkende øjne med et håndholdt kamera virker dét aldeles ligegyldigt, og ”Saving Private Ryan” sejrer som noget nær et mesterstykke.
En for alle, alle for en. Et udsagn der er blevet gennemtærsket af hovedsageligt amerikansk film - krigsfilm, ikke mindst. Men med ”Saving Private Ryan” tages formålet op til genovervejelse. Er det vanvid? Er det korrekt? Instruktør Steven Spielberg har skabt en film der samtidig med at bade i blod, sved, tåre og ubegribelig intensitet, kontrastbryder med et skær af smuk menneskelighed lysende op i mørket, om at gøre det rigtige. Og hvad det end er.
Vi lægger ud med filmhistoriens mest virkelighedstro og brutale krigsscene. En horde soldater af unge mænd der blot venter på at blive slagtet lader forklappen på deres landgangsbåd gå ned. Forreste række falder som klaskede fluer, og bagerste del af båden må springe i vandet ud over siderne. Kaptajn Miller iagttager grusomhederne med et foruroliget blik, mens han kæmper sig vej frem på stranden Omaha Beach i Normandiet, 1944. Vi ser soldater lede efter egne arme og ben i uoverskuelige bunker af samme, mænd der råber om hjælp, græder, beder og i et kort øjeblik en soldat der, kort efter at være sluppet helskindet igennem det blodrøde farvand og på land, takker de højere magter for hjælp, og et split sekund efter flyder ud i vandet efter at have fået hamret en kugle gennem kroppen.
I en anden minisekvens ses et hold lægesoldater juble over en blødningshindring af et voldsomt sår i skulderen på en såret, hvorefter den lappede patient bliver ramt gennem hjelmen af et ud af mange vildfarende skud. ”Give us a fucking chance!” skriger en af de hjælpende, med tåre i sine rasende øjne.
Der er absolut ingen nåde i Steven Spielbergs ”Saving Private Ryan”. Landgangen på Omaha Beach er ondt og blodigt slag, der næsten ikke er til at overvære med sine foruroligende massedrab og kvalmende feje nærbilleder af tyskere, der nedlægger amerikanere fra deres 1. klasses helhedsudsigt. Indledningen påbegynder en tur ind i krigens helvede, hvor et hold mand sendes på redningsaktion bag tyskernes linjer. Alt med sit essentielle spørgsmål i centrum: Hvor mange liv er et værd at risikere? Spielberg sparer på ærkeamerikanismen og sit fædrelands patriotisme, og lader sine hovedpersoner i filmen rase godt og grundigt over, at de sætter livet på spil for en enkel soldat. Deres nærmest håbløse vej ind i løvens hule er mere specifikt rettet efter James Ryan, en ud af tre øvrige brødre, hvis liv alle er gået tabt i krigen. For at lindre smerten og sorgen for moderen over de tre dræbte, bliver Private Ryan den V.I.P der, koste hvad det vil, skal bringes hjem i live. Men er det dét værd?
Med en glimrende problemstilling som omdrejningshjul for sin fortælling, har Steven Spielberg skabt en fuldt ud mesterlig krigsfilm i den ypperlige top af sin genre. Finaleslaget i den sønderbombede ruinby er skræmmende, ja i næsten ligeså høj grad som filmens indledning uforglemmelig, anført af soldaten Fish's grufulde dødsøjeblik hvor han langsomt og smertefuldt får vredet en kniv gennem brystet. Spielberg opfanger til perfektion lugten, synet og følelsen af at befinde sig i krigens krydsild. Et eller andet sted fejler han derimod på andre og mindre punkter, hvoriblandt John Williams ikke altid lige letfordøjelige score og helteklangen i billedet af "Stars and stripes" der åbner og lukker ballet, er nogle af disse svaghedspunkter.
Men når Spielberg viser krigen gennem en soldats maniske og flakkende øjne med et håndholdt kamera virker dét aldeles ligegyldigt, og ”Saving Private Ryan” sejrer som noget nær et mesterstykke.
12/01-2007
