En nådesløs fremtid i vente

Skal man tro Alfonso Cuaróns fremragende og meget dystre fremtidsfabel Children Of Men, så er verden i 2027 på vej mod et verdensomspændende sammenbrud, hvor kun et enkelt spinkelt håb trodser de nedslående udsigter.

Filmen maler et billede af en verden i forfald, hvor krige og ødelæggelser hærger kloden rundt. Her er ingen teknologiske vidundere, som har skabt kilometer høje huse eller flyvende biler. Verden og mere præcis London minder mere om en krigsskueplads med grå ruiner, affald og fare for pludselig død alle vejene. Af uvisse årsager er den menneskelige fertilitet forsvundet for år tilbage og hele verden er på vej lukt lige ned i helvede.

Vi følger vores hovedperson, det tidligere fredsaktivist Theo, som via hans tidligere kæreste/kone bliver blandet ind i en sidste håbefuld mission for at sikre verdens overlevelse, da en ung gravid kvinde mod alle odds forefindes blandt de illegale indvandrere i Storbritannien. Kvinden skal bringes ud af det nedslående og dødbringende kaos, og Theo påtager sig tilfældigt antihelterollen.

Alfonso Cuaróns film er suveræn på flere punkter. Først og fremmest tegnes billedet af den nære fremtid utroligt realistisk og med en næsten dokumentarisk filmteknik. Billederne minder om det, vi ser fra fx mellemøsten i tv. Krigen og eksplosionerne forekommer skræmmende virkelige og fuldstændig uden den skønhed og glamour som ofte præger futuristiske film. Der er rustne jernbure på gaderne fyldt med illegale flytninge, som behandles nådesløst af ordensmagten, men det bliver aldrig overdrevet karikeret som i fx V for Vendetta. Locations og det triste stemningsbillede er Children Of Mens væsentligste styrke.

Men der er masse andre kvaliteter. Historien er vedkommende og selvom den skåret ind til benet handler om en helt, der skal redde jorden fra undergang, så bliver det aldrig i nærheden af at være sentimentalt eller heroisk. Tonen og billederne er barske og ikke mindst, så skildres "heltens" kamp uden antydning af glorificering af karaktererne i centrum. De er blot normale mennesker på flugt gennem en ubarmhjertig verden, hvor de må sætte deres lid til andre, til deres instinkter og til lidt held i de afgørende situationer.

Midt i alle dårligdommene og elendigheden formår Alfonso Cuarón dog at ramme plet med en afvæbende sort humor, som knastørt leveres perfekt og aldrig malplaceret. Der er en perfekt balance mellem rå alvor og humørsfyldte puste-ud-pauser.

Clive Owen leverer en superpræstation som Theo, hvor han udstråler den samme rå barskhed som i Sin City og tildels Closer, men her tilsat en dæmpet sårbarhed, der gør, at vi som publikum ved, at han langt fra er uovervindelig. Hvis det ikke var fordi Daniel Craig havde leveret en så overbevisende Bond i Casino Royale, som han gjorde, så havde jeg stadig holdt på, at Owen var det oplagte valg til rollen. Super cool som altid.

Filmen oser ligeledes af sociale og politiske kommentarer til vores aktuelle samfund omkring vores forhold til fremmede, hvordan vi skaber en bedre verden osv. Det forbliver dog hele tiden implicit og ikke via en stor fed pegefinger ud gennem skærmen, som visse filmiske kig ud i fremtiden har for vane.

Children Of Men er alt i alt en fremragende film og meget anderledes fra de fleste futuristiske scifi-film. Her er ingen overdreven brug af lange actionsekvenser (hvor underholdende de end måtte være i den rette sammenhæng), ingen smukke og imponerende storbyer og ingen teknologiske syvmileskridt taget. Her er kun skidt, støv, forfald og et lille spinkelt håb om overlevelse for menneskeheden.