En moderne B-klassiker
2.0
Jeg kan ærligt sige, at "Anaconda" er én af de film, jeg har set flest gange (ca. 4). Manuskript og skuespil er lige til at lukke op og skide i, men ikke desto mindre må filmen alligevel indeholde nogle elementer, som gør den velfungerende.
Måske er forklaringen på min tilbagevenden først og fremmest, at ingen af de ret forvirrede høveder på flodbåden fremstår decideret irriterende - noget som ellers forekommer i mange "actioneventyrfilm".
Ydermere er der en spændingsmæssigt balanceret fremdrift uden de velkendte tåbelige sidehistorier, som skal sandsynliggøre tåbelig adfærd. Vi ved i stedet fra starten, at Jon Voigt er et gennemført røvhul, som dog besidder nogle evner og en viden, som de øvrige ser sig delvist afhængige af.
Til slut tager bogeyman-effekterne - genren tro - fuldstændigt over. Men dette ændrer ikke på, at "Anaconda" har erhvervet status som B-filmklassiker i min bevidsthed... Og dér er to stjerner såmænd en hæderlig karakter.
Måske er forklaringen på min tilbagevenden først og fremmest, at ingen af de ret forvirrede høveder på flodbåden fremstår decideret irriterende - noget som ellers forekommer i mange "actioneventyrfilm".
Ydermere er der en spændingsmæssigt balanceret fremdrift uden de velkendte tåbelige sidehistorier, som skal sandsynliggøre tåbelig adfærd. Vi ved i stedet fra starten, at Jon Voigt er et gennemført røvhul, som dog besidder nogle evner og en viden, som de øvrige ser sig delvist afhængige af.
Til slut tager bogeyman-effekterne - genren tro - fuldstændigt over. Men dette ændrer ikke på, at "Anaconda" har erhvervet status som B-filmklassiker i min bevidsthed... Og dér er to stjerner såmænd en hæderlig karakter.
14/01-2007
