En vaklende Lady Lazarus

I 1963, efter at have lavet morgenmad til sine børn og forseglet køkkenet omhyggeligt, begik den kun 30-årige Sylvia Plath Hughes selvmord ved at stikke hovedet i gasovnen. Efter sin død blev den amerikanske digter et idoliseret feministisk ikon, et typisk offer for en brutal og ufølsom mand, i dette tilfælde engelske digter Ted Hughes, som blev en hadet skikkelse efter sin kones selvmord. I denne film udforskes forholdet mellem de to enorme kreative kræfter.

Filmen starter ved Sylvia Plaths studieår i Cambridge. Efter at have læst et digt af en af hendes medstuderende, Ted Hughes, bliver hun optændt af beundring, en beundring hun tilkendegiver da hun møder ham til en jazz fest. Tiltrækningen er øjeblikkelig, og efter fire måneder bliver de gift. Ægteskabet forløber dog langt fra glat. Sylvia har allerede inden deres ægteskab dybe psykologiske problemer og har forsøgt selvmord, og hendes jalousi over at altid at stå i Teds skygge og hendes frygt for at han bedrager hende, forværrer hendes skrøbelige mentale tilstand. Ted er rasende over hendes mistro og er ikke i stand til at give Sylvia den tryghed hun søger. På trods af deres åbenlyse store kærlighed til hinanden ender de to med ligeså langsomt at ødelægge hinanden.

Det umiddelbart mest generende problem i Sylvia, ligger i den overdramatiske musik, der slet ikke passer ind i denne type stille film, og i nogle tilfælde distraherer den en fra scenerne. Men den allerstørste mangel er desværre også en temmelig vigtig en, grundet af parrets nulevende datter, Frieda Hughes, ikke ville give sin tilladelse til at benyttelse af forældrenes digte, er der kun brudstykker af Plaths, og et totalt fravær af Hughes’.

Det er egentlig her det største problem i Sylvia ligger. Da muligheden for at portrættere Sylvias kreative proces er så godt som væk uden hendes digte, dvæler filmen i stedet ved hendes forhold til Hughes, men prøver stadig at presse så meget af hendes dystre poesi ind. De få scener der er med Plath, hvor man hører løsrevne sætninger fra hendes digte fungerer faktisk udmærket, men det gør det hele lidt vandet, da man ikke får fuld mulighed for at høre det hele af Plaths genialt skræmmende digte.
Filmen fortælles i udrevne scener fra det ulykkelige ægteskab i et langsomt og dvælende tempo, og er lidt vaklende i sin vinkling – den har ikke formået at blande kærlighedsfilmen og biografi filmen ligeså godt, som f.eks Walk The Line, det gør at man af og til glemmer, at det er to af det tyvende århundredes største digtere der fortælles om, og ikke et almindeligt par. På trods af at de to genrer bliver lidt adskilte i filmen, fungerer begge dele faktisk godt.

Skuespiller præstationerne er i top. Gwyneth Paltrow spiller sin Plath med hjerteskærende skrøbelighed, og manisk neurose, men man kunne dog godt savne noget af det grusomme som man kan finde i hendes digte. Daniel Craig spiller sin Hughes’ med stor autoritet, intensitet og charme, og det jagede udtryk i hans øjne rammer plet. Birollerne giver også alle solide præstationer, bedst af dem, Michael Gambon, som dukker op sidst i filmen med en forfriskende blanding af humor og omsorg.

Sylvia er en tungsindig film der skrider langsomt frem, og hvis man ikke er til den slags små intense dramaer skal man holde sig langt væk. Til gengæld kan folk der ikke har noget imod dette, få sig en god filmoplevelse. Den har sine fejl, men leverer i sidste ende en gribende historie, og kan sikkert anspore mange til at læse de brillante digte der kom ud af de to personer, (det var i hvert fald det der skete for mig) hvilket i sidste ende også er det den bør. Det er også rigtig rart at den ikke prøver at få folk til at vælge side, men at den giver et gennegående indtryk af at både Plath og Hughes har skylden for at det gik så galt