Mennesket James Bond

For blond, for gammel og for grim var nogle af de anklager der regnede ned over den engelske Daniel Craig da han blev annonceret som den nye Bond i en franchise der syntes at være død med den katastrofale Die Another Day nogle år tidligere. Efter at se filmen, kan jeg se at mine positive forventninger til Daniel Craig ikke blev gjort til skamme.

Bond er blevet genfødt, og Casino Royale er blevet sammenlignet med en lignende genfødsel året tidligere i Batman Begins. Ikke en dårlig sammenligning. Hvor Batman Begins gjorde Batman franchisen realistisk og mørk, gør Casino Royale det samme for Bond. Filmen har ryddet ud i de gamle klichéer og genopfrisket nogle af dem. Væk er de små kiksede one-liners, overflod af damer, overdrevne gadgets og special effekts fokus. I stedet er der kontant og brutal vold, Bond pigerne er ikke klichéer, skurken vil ikke overtage verden og Bond er rent faktisk et menneske i stedet for en sofistikeret dræbermaskine.

Nu vil jeg ikke sige at jeg hadede de gamle Bond film, jeg har da grinet af vittighederne og været overvældet af special effekterne, men efter at have set Casino Royale er jeg 100% sikker på hvilken type Bond film jeg foretrækker. Den nye.

Den nye Bond film er ikke fejlfri, det papirtynde plot er den vigtigste fejl, den regner med at personerne kan fastholde publikums interesse, og det kan de også for mit vedkommende, for sjældent har en Bond film været så velspillet.

Rent teknisk er filmen imponerende lavet, jagten efter den højtspringende terrorist i en bygning under opførsel tage pusten fra en, og Sebastien Foucan, laver faktisk alle sine stunts selv (en eller anden mystisk spot ved navn Parkour). Musikken er ikke specielt dominerende og leverer en god stemningsbaggrund – titelsangen, You Know My Name, er en af det fedeste Bond sange i nyere tid.

Man synes efterhånden tit at man har hørt Bond babe’sne sige at de da i hvert fald ikke er den typiske kliché, men af de Bond film jeg har set (indrømmet ikke vildt mange) er Eva Green den eneste der rent faktisk har formået at leve op til den udtalelse. Green’s Vesper er betagende med sin mystiske skønhed og intelligens. Hun er hverken den overdrevne kick-ass Bond pige, den klynkende skønhed eller den onde, men sexede. Hun er en ganske almindelig intelligent ung kvinde som ikke er vant til den brutalitet som Bond lever med hele tiden. Kemien mellem hende og Craig gnistrer af veloplagthed og de gør forholdet troværdigt. Der er selvfølgelig også den sædvanlige brug-og-smid-væk pige, men selv hun får lov til at spille skuespil i stedet for bare at sprede ben.

I Mads Mikkelsen har vi en langt mere interessant skurk en vi plejer. Han spiller den slimede Le Chiffre med forfriskende sadistisk ondskab. Denne skurk er for en gangs skyld ikke en mand med storhedsvanvid om at opnå verdensherredømmet, men en hvidvasker af terroristers sorte penge og han er ikke øverst i hierarkiet, hvilket gør ham desperat da han mister pengene, og han gør næsten sådan at vi får medlidenhed med ham.

Og nu det vigtigste punkt – Bond. Daniel udgør en helt igennem fantastisk James Bond. Han er ikke den upåvirkede Bond vi er vant til, han er stadig iskold, sexet og charmerende, men han er også usleben. Han er brutal, dumdristig og tøver ikke med at benytte aftrækkeren og vigtigst af alt, han er også et menneske med sine behov og følelser. For en gangs skyld ligner Bond også en der kan smadre mænd på stribe som han har gjort i tidligere film. Craigs Bond kommer ud af sin kampe blodig og svedende og smerter både fysisk og psykisk. Da han endelig siger ”The name is Bond, James Bond” havde jeg lyst til at juble. Bond har aldrig været mere interessant som person.

Absolut den bedste action film jeg har set i lange tider, hårdtpumpet med interessante personer, men hvis man foretrak de gamle mindre seriøse Bond film med deres udvalg af dimser, hjernedøde duller og one-liners så skal du afholde dig fra at se den.