Drengestregen
5.0
En tilsyneladende ganske normal dag med klar himmel og blomstrende træer, slentrer to elever ind på deres High School bevæbnede fra top til tå. Det er der kommet en ubegribelig stærk, intens og svidende filmskildret beretning ud af.
”Elephant” er som en nydelig og søvndyssende smuk vuggevise, der som spilletiden svinder ind får falske toner, skingrende klang og mest af alt giver lyst til at holde sig for ørene. Filmens prisvindende instruktør, Gus Van Sant, har sneget et kamera med på en rundtur på en skole lignende Colombine High, som i øjenhøjdens perspektiv følger en række elever rundt på skoles monotone labyrintgange, i klasselokaler, på boldbanen og alle vegne på må og få. Han når ind på livet af den fnisende pigeklub, den eftertragtede sportsfyr og den mobbede pigenørd plus en række mere eller mindre statistiske elever på skolen i sin beskrivelse af det fremmedgørende amerikanske skolesystem. Teenagernes perspektiver væves sælsomt ind over hinanden med smuk præcision og æstetisk sans, når den egentlige handling udspiller sig over ualmindelig kort tid. Uden krydsklip og drastiske overgange, men som små cirkulerende novellefilm der glidende supplerer hinanden.
At Gus Van Sant har skabt en forudsigelig film på et velkendt autentisk grundlag fra virkeligheden, gør netop fortælling ulidelig spændende. Hele optakten, der viser dagen hvorpå mordmassakren fandt sted som næsten skræmmende almindelig, er iscenesat med en lavmælt nerve der lurer og dirrer under skolens trivielle harmoni.
Et eksempel på det er hændelsen hvor drengen John træder ud fra skolen i et kort øjeblik og leger med en hund der løber imod ham. Få sekunder efter falder hans blik på de to bevæbnede drenge der netop har passeret ham og spadserer ind mod skolens hovedindgang. Som en vedhæftet sekvens omkring samme skæbnesvangre øjeblikke, følger vi senere hen en pigeklikkes samtaler ved et af skolecafeteriets spiseborde. Fra et vindue bag en af pigerne ses John lege med hunden i samme tidsrum som før. Billedet vender sig igen indad mod bordet. Som publikum ved vi at drengene netop trådt ind på skolen eller i hvert fald vil gøre det inden for ganske få sekunder. Og man venter i åndenød på at høre det første affyrede riffelskud.
En mesterligt komponeret og afvejet scene.
Som tiden går og man i den knugende stilhed venter den første lyd af et ladet haglgevær, taler Gus Van Sant et sanseligt billedsprog, der dvælende, tryllebindende og med en samtidig overrumplende dommedagsstemning formidler ”Colombine High” og lignende skoletragedier endnu mere rystende. Med en passiv kameraføling der ser til med bedrøvede øjne på tomheden der hersker blandt skolens elever og de to seksuelt fremmedgjorde gerningsdrenge der ikke aner at fortolke følelser. Det er ikke hvordan, men derimod hvorfor. Det er ikke hvem, men hvad. Magtesløs ser man til mens Van Sant hypnotiserer os længere mod afgrunden. Den forfærdelige skududveksling besætter ganske vist kun en tiendedel af filmens spilletid, men rammer som en syl i brystet og en luftudtømmende mavepuster. Også selvom man har spændt mavemusklerne og venter slaget.
”Elephant” er som en nydelig og søvndyssende smuk vuggevise, der som spilletiden svinder ind får falske toner, skingrende klang og mest af alt giver lyst til at holde sig for ørene. Filmens prisvindende instruktør, Gus Van Sant, har sneget et kamera med på en rundtur på en skole lignende Colombine High, som i øjenhøjdens perspektiv følger en række elever rundt på skoles monotone labyrintgange, i klasselokaler, på boldbanen og alle vegne på må og få. Han når ind på livet af den fnisende pigeklub, den eftertragtede sportsfyr og den mobbede pigenørd plus en række mere eller mindre statistiske elever på skolen i sin beskrivelse af det fremmedgørende amerikanske skolesystem. Teenagernes perspektiver væves sælsomt ind over hinanden med smuk præcision og æstetisk sans, når den egentlige handling udspiller sig over ualmindelig kort tid. Uden krydsklip og drastiske overgange, men som små cirkulerende novellefilm der glidende supplerer hinanden.
At Gus Van Sant har skabt en forudsigelig film på et velkendt autentisk grundlag fra virkeligheden, gør netop fortælling ulidelig spændende. Hele optakten, der viser dagen hvorpå mordmassakren fandt sted som næsten skræmmende almindelig, er iscenesat med en lavmælt nerve der lurer og dirrer under skolens trivielle harmoni.
Et eksempel på det er hændelsen hvor drengen John træder ud fra skolen i et kort øjeblik og leger med en hund der løber imod ham. Få sekunder efter falder hans blik på de to bevæbnede drenge der netop har passeret ham og spadserer ind mod skolens hovedindgang. Som en vedhæftet sekvens omkring samme skæbnesvangre øjeblikke, følger vi senere hen en pigeklikkes samtaler ved et af skolecafeteriets spiseborde. Fra et vindue bag en af pigerne ses John lege med hunden i samme tidsrum som før. Billedet vender sig igen indad mod bordet. Som publikum ved vi at drengene netop trådt ind på skolen eller i hvert fald vil gøre det inden for ganske få sekunder. Og man venter i åndenød på at høre det første affyrede riffelskud.
En mesterligt komponeret og afvejet scene.
Som tiden går og man i den knugende stilhed venter den første lyd af et ladet haglgevær, taler Gus Van Sant et sanseligt billedsprog, der dvælende, tryllebindende og med en samtidig overrumplende dommedagsstemning formidler ”Colombine High” og lignende skoletragedier endnu mere rystende. Med en passiv kameraføling der ser til med bedrøvede øjne på tomheden der hersker blandt skolens elever og de to seksuelt fremmedgjorde gerningsdrenge der ikke aner at fortolke følelser. Det er ikke hvordan, men derimod hvorfor. Det er ikke hvem, men hvad. Magtesløs ser man til mens Van Sant hypnotiserer os længere mod afgrunden. Den forfærdelige skududveksling besætter ganske vist kun en tiendedel af filmens spilletid, men rammer som en syl i brystet og en luftudtømmende mavepuster. Også selvom man har spændt mavemusklerne og venter slaget.
16/01-2007
