- Aggressiv skønhed -
5.0
Hvor er det brandærgerligt, at Terrence Mallick kun har lavet fire film i hele sin, over 30 år-lange, karriere. Her er der nemlig tale om en sand innovator i Hollywood. Som trold af en æske servede han i ´98 denne krigsfortælling, og havde det ikke lige været for en vis hr. Spielberg og hans bragende gode ”Saving Private Ryan” (som løb med alt opmærksomheden det år), så havde Mallick med garanti stået tilbage som eneansvarlig for krigsfilmens genfødsel.
Her oplever vi nemlig noget så sjældent som en psykologisk berettende, sanseskærpende krigsfilm med en åndelig dimension. Denne gang er vi helt tæt på. Tættere end da Spielbergs D-dagstropper stormede kysten, idet vi her får lov at føle soldaternes tankestrøm og oplevelse af krigshelvedet indefra, dels via en lang række voice overs, men mest af alt gennem det sansebombardement, som Mallick udsætter os for med en mageløs kameraføring. Filmens visuelle side er i den grad dragende og smuk.
Ren poesi er det dog ikke, idet vi ikke snydes for kampscener, og disse er også særdeles veludførte - intense, buldrende og medrivende. Man suges ind i kampens hede i knap tre timer, og selvom filmen er lang, og også for lang, så bliver man i universet til den bitre ende, da Mallick ganske enkelt har skildret sit miljø så troværdigt og ægte.
Den luksuriøse rolleliste er en sand fryd for enhver filmelsker, men udover Sean Penn, Ben Chaplin og Jim Caviezel, er det svært at fremhæve navne, da de ligesom ikke rigtig får den nødvendige spilletid til at udmærke sig, hvilket selvfølgelig er ærgerligt men også et luksusproblem - særligt når de tre nævnte herrer alle gør det glimrende og uden problemer kan bære filmen.
”The Thin Red Line” står tilbage som en milepæl indenfor genren. Ikke pga. politisk vigtighed, en rørende heltehistorie eller sågar en håndværksmæssig ypperlighed. Men fordi den netop tør tilsidesætte alt dette, sprænge rammerne og være sin egen fortælling i en genre, der ellers er meget sort/hvid. Originalitet er ikke alt, men når den udnyttes så begavet som her, kan man kun lade sig imponere.
Her oplever vi nemlig noget så sjældent som en psykologisk berettende, sanseskærpende krigsfilm med en åndelig dimension. Denne gang er vi helt tæt på. Tættere end da Spielbergs D-dagstropper stormede kysten, idet vi her får lov at føle soldaternes tankestrøm og oplevelse af krigshelvedet indefra, dels via en lang række voice overs, men mest af alt gennem det sansebombardement, som Mallick udsætter os for med en mageløs kameraføring. Filmens visuelle side er i den grad dragende og smuk.
Ren poesi er det dog ikke, idet vi ikke snydes for kampscener, og disse er også særdeles veludførte - intense, buldrende og medrivende. Man suges ind i kampens hede i knap tre timer, og selvom filmen er lang, og også for lang, så bliver man i universet til den bitre ende, da Mallick ganske enkelt har skildret sit miljø så troværdigt og ægte.
Den luksuriøse rolleliste er en sand fryd for enhver filmelsker, men udover Sean Penn, Ben Chaplin og Jim Caviezel, er det svært at fremhæve navne, da de ligesom ikke rigtig får den nødvendige spilletid til at udmærke sig, hvilket selvfølgelig er ærgerligt men også et luksusproblem - særligt når de tre nævnte herrer alle gør det glimrende og uden problemer kan bære filmen.
”The Thin Red Line” står tilbage som en milepæl indenfor genren. Ikke pga. politisk vigtighed, en rørende heltehistorie eller sågar en håndværksmæssig ypperlighed. Men fordi den netop tør tilsidesætte alt dette, sprænge rammerne og være sin egen fortælling i en genre, der ellers er meget sort/hvid. Originalitet er ikke alt, men når den udnyttes så begavet som her, kan man kun lade sig imponere.
17/01-2007
