En Af De Få, Der Kommer Flere Af

Man kan måske ikke give Clausen skylden for at forny filmsproget eller at gå nye veje som instruktør, men hvorfor skulle han egentlig også det, når det han kan bedst, det kan han bedre end de fleste.

Hvad er det så han kan, som han også her i hans nye film, om fangen John (Clausen) der ledsaget fra fængslet af Bo (Asholt) skal til sin søns bryllup, atter viser os. Ja det er et ægte og indlevende billede af manden på gaden, altid med en sympati for disse skæve eksistenser, trods deres fejl og mangler, uden at gøre dem hverken dybere filosofisk romantiserede eller unødigt mere enfoldige end påkrævet.

Figurerne kan måske virke lidt firkantet i ”Ledsaget Udgang”, selv om det på en måde passer til stilen. Til gengæld har jeg sjældent set nogen komme så tæt på at skildre et portræt af de svageste i vores samfund, set udefra og ind som her, så man faktisk tror man kan møde dem (et par af personerne mindede i hvert fald mig om mennesker jeg har mødt i mit daglige arbejde). Det er dybt imponerende! Historien i sig selv kunne derimod være fortalt mere fokuseret, for selv om den fungerer, underholder og overrasker, så lever den mest kun i kraft af godt spil mellem filmens to hovedpersoner og ikke så meget i selve fortællingen, der sine steder forekommer en anelse klodset.

Men trods mindre skønhedsfejl, så rummer den gammeldags og sindigt fortalte historie en form for ægthed i al dens banale og illusionsløse, men trods alt også lune og indimellem sarkastiske fremstilling af en barsk virkelighed, om de få der er mange af (som Kim Larsen der har lavet musikken, meget passende synger). Og som altid i en rigtigt Clausen-film, så har den et stort snert af socialisme og et skud mod det etablerede samfund, her et af de mere kraftige. Det kan jeg jo godt lide, men det siger selvfølgelig ikke meget om de filmiske kvaliteter.