Rå, smuk dystopi

”Children of Men” er et af de mest troværdige og uhyggelige dystopiske fremtidsbilleder, jeg har set på film. Den tager nogle tendenser i vores verden og sætter dem ud i nogle ekstremer. Immigration, forurening, dalende sædkvalitet. Det ide-løse og fremtidsløse samfund.

I den mexicanske Alfonso Cuarons filmatisering af P.D. James' bog af samme navn har der ikke været født et barn i over 18 år. Verdens yngste mand er blevet myrdet af sine 'fans', da han spyttede på en af dem. Verden er virkelig gået af lave. Næsten alle verdens nationer er brudt sammen.

England er den eneste nation tilbage, og den er fyldt med terrorisme, fascisme, håbløshed, opgivenhed. Den intellektuelle elite sidder i elfenbenstårne og samler på kunst fra de faldne lande, mens immigranterne fra disse lande valfarter til England i et håb om et liv i sikkerhed. Et håb der hurtigt nedbrydes, da de alle sendes i flygtningelejre, hvor der hersker vold og kaos. Nogle grupper er blevet religiøse og ser den faldne verden som Guds straf. Andre grupper kæmper med vold og terrorisme imod det fascistiske styre.

Theodore (Clive Owen) har været politisk aktiv, men han lever nu et trist og indholdsløst liv i energiministeriet. Han vågner op hver morgen til reklamer for selvmordspiller, og de eneste glæder, han har at stå op til, er en sjat whisky i kaffen og hundevæddeløb. Hans gamle flamme, Julian (Julianne Moore), leder en gruppe ved navn Fiskene, og hun tilbyder ham et job med at eskortere en immigreret sort kvinde (Claire-Hope Ashitey) ud af England. Det viser sig nemlig, at kvinden er gravid med det første barn i 18 år, og at Julian vil have hende bragt til The Human Project, der forsøger at finde en måde at gøre kvinder frugtbare igen.

Filmens store styrke er den realistiske stil og den rå skildring af en brutal og voldelig fremtid. Cuarón bruger mange lange takes, hvor håndholdte kameraer følger karaktererne igennem kampscener, hvor kuglerne flyver om ørene på én. Disse lange takes er så velkomponerede og føles så nær de billeder krigsreportere kommer hjem med, at filmen virker ufatteligt intens og chokerende i de voldelige scener.

Plottet udfolder sig ganske vist forholdsvis typisk for fremtidsthrillers, og filmen opnår ikke det helt store momentum ved klimaks, som den tilsyneladende gerne ville. Mange af de bibelske referencer virker også lidt påtagede og unødvendige. Til gengæld virker dens forsøg på at vise nutidens problemer i den yderste konsekvens skræmmende godt. Specielt da vi henimod slutningen ser karaktererne komme ind på en flygtningelejr, der i nogle sekvenser ligner et helvede på jorden.

Alt i alt den er ufattelig modig i tilgangsvinklen til stoffet, og det er en af de smukkeste og barskeste film, jeg har set i biografen længe.