"Næsten" Perfekt.....
5.0
Mel Gibson er en kuriøs mand, fuld af overraskelser. Efter at have medvirket i diverse mere eller mindre succesfulde film igennem flere år, hvor han har opbygget et fornemt renomme og er blevet superstjerne, debuterer han i 1993 med det solide lille drama ”The Man Without A Face”. To år senere laver han den fantastiske og Oscar-belønnede ”Braveheart”, der leverer noget af det bedste (og mest rå) ridderaction nogensinde set. Så instruerer han ikke en film de næste ni år, for så at vende tilbage med den godt nok veldrejede og pompøse, men rigeligt agiterende Jesus-film ”Passion Of The Christ”, der især i de mere yderliggående kristne kredse i USA opnåede ualmindelig stor succes, trods det overdrevne voldsomme blodbad den præsenterede os for.
Her to år efter den, så vender han atter tilbage som instruktør med dette medrivende og dybt underholdende brag af et actioneventyr, der ligesom forrige film er holdt i et nu uddødt sprog, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt. Fælles for alle fire film er, at de omhandler et menneske der må finde en styrke de dårligt anende de havde, for at klare nærmest uovervindelige forhindringer og de tre sidste film har tillige den bestialske og bloddryppende vold tilfælles. Men der stopper lighederne så også, og selv om det måske også lyder af mange, så føles og ser filmene ud som om de på mange måder ligger langt fra hinanden.
”Apocalypto” fortæller den barske historie om en civilisations undergang, eller rettere begyndelsen til enden for mayafolket. De tror de kan redde deres verden ved at bringe menneskeofre til deres guder og derfor fanges den unge Jaguar Paw (Youngblood) sammen med en lang række andre junglestammer for at ofres, men det lykkes (naturligvis) Jaguar Paw at stikke af.
Denne simple fortælling må jeg sige at Gibson, der selv har været med til at skrive den, får noget nær det yderste ud af og får fortalt en vildt fængslende og dybt spændende beretning, om dekadencens storhed og fald hos et engang stort og stolt folk. Den siges ikke at være historisk korrekt. Men hvem fanden ser også en film for at lære om historie, og den fungerer altså perfekt som reference til et moderne samfund og tematisk baggrund for det tempofyldte og actionprægede spændingsforløb det reelt drejer sig om. For det er ikke en film der svælger i ualmindelige tider i sine egne momenter og prøver at bilde os ind at den er en stor episk beretning, hvad den derved går hen og bliver, selv om den ikke fortælles sådan. Gibson har lagt vægten på det nære og det menneskelige, så vidt det nu er muligt, mens han i flyvende fart får trukket os ind i filmen og lader os blive der helt til slut. Dette gør han exceptionelt vellykket. Jeg har i hvert fald sjældent oplevet at mere end to timer er forløbet så smertefrit og ubesværet af sted som her, de gik næsten for hurtigt. Man glemmer også med det samme at man intet fatter af hvad der bliver sagt og må læse sig igennem det, mens man dårligt tænker på, at man befinder sig i en fremmed kultur, da personerne og disse junglefolk introduceres uden nogen former for højtidelighed. De fremstilles til gengæld, godt spillet af de ukendte skuespillere for i øvrigt, med massere af varme og humor, i hvert fald indtil det brutale overfald sætter ind med al sin jordnære og grusomme virkelighedsbeskrivelse. Der er intet stilistisk eller popmoderne ved Gibson’s vold og fremstilling af folkedrab. Det er hvad det er, ondt, grimt, frastødende og blodigt, om end ikke nær så blodigt som rygtet siger, og meget troværdigt.
Her skal Dean Semler’s fremragende fotografering, og vel filmens tekniske side generelt, også fremhæves for deres andel i at filmen er en særdeles seværdig oplevelse. Den ligner ikke de store popkornfilm vi så ofte ser fra Hollywood, den er holdt i et mere realistisk snit, men det er så et snit hvor vi ryger tæt ind i den forunderlige verden og den tætte jungle den foregår i. Den John Williams inspirerede James Horner’s musik lyder så måske mistænkeligt genkendeligt som tæt på noget han har lavet før, men opfylder sit mål til fulde, så det tilgiver man den og ham. Og det er i øvrigt en mindre detalje i en absolut fortrinlig forestilling, som Gibson har bikset sammen til os. Det er smukt, det er skræmmende, det er underholdning med kant og tanke og det er et særsyn. Tak for det siger jeg og så håber jeg vi ser mere fra hans side som instruktør, uden at der skal gå for mange år.
Her to år efter den, så vender han atter tilbage som instruktør med dette medrivende og dybt underholdende brag af et actioneventyr, der ligesom forrige film er holdt i et nu uddødt sprog, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt. Fælles for alle fire film er, at de omhandler et menneske der må finde en styrke de dårligt anende de havde, for at klare nærmest uovervindelige forhindringer og de tre sidste film har tillige den bestialske og bloddryppende vold tilfælles. Men der stopper lighederne så også, og selv om det måske også lyder af mange, så føles og ser filmene ud som om de på mange måder ligger langt fra hinanden.
”Apocalypto” fortæller den barske historie om en civilisations undergang, eller rettere begyndelsen til enden for mayafolket. De tror de kan redde deres verden ved at bringe menneskeofre til deres guder og derfor fanges den unge Jaguar Paw (Youngblood) sammen med en lang række andre junglestammer for at ofres, men det lykkes (naturligvis) Jaguar Paw at stikke af.
Denne simple fortælling må jeg sige at Gibson, der selv har været med til at skrive den, får noget nær det yderste ud af og får fortalt en vildt fængslende og dybt spændende beretning, om dekadencens storhed og fald hos et engang stort og stolt folk. Den siges ikke at være historisk korrekt. Men hvem fanden ser også en film for at lære om historie, og den fungerer altså perfekt som reference til et moderne samfund og tematisk baggrund for det tempofyldte og actionprægede spændingsforløb det reelt drejer sig om. For det er ikke en film der svælger i ualmindelige tider i sine egne momenter og prøver at bilde os ind at den er en stor episk beretning, hvad den derved går hen og bliver, selv om den ikke fortælles sådan. Gibson har lagt vægten på det nære og det menneskelige, så vidt det nu er muligt, mens han i flyvende fart får trukket os ind i filmen og lader os blive der helt til slut. Dette gør han exceptionelt vellykket. Jeg har i hvert fald sjældent oplevet at mere end to timer er forløbet så smertefrit og ubesværet af sted som her, de gik næsten for hurtigt. Man glemmer også med det samme at man intet fatter af hvad der bliver sagt og må læse sig igennem det, mens man dårligt tænker på, at man befinder sig i en fremmed kultur, da personerne og disse junglefolk introduceres uden nogen former for højtidelighed. De fremstilles til gengæld, godt spillet af de ukendte skuespillere for i øvrigt, med massere af varme og humor, i hvert fald indtil det brutale overfald sætter ind med al sin jordnære og grusomme virkelighedsbeskrivelse. Der er intet stilistisk eller popmoderne ved Gibson’s vold og fremstilling af folkedrab. Det er hvad det er, ondt, grimt, frastødende og blodigt, om end ikke nær så blodigt som rygtet siger, og meget troværdigt.
Her skal Dean Semler’s fremragende fotografering, og vel filmens tekniske side generelt, også fremhæves for deres andel i at filmen er en særdeles seværdig oplevelse. Den ligner ikke de store popkornfilm vi så ofte ser fra Hollywood, den er holdt i et mere realistisk snit, men det er så et snit hvor vi ryger tæt ind i den forunderlige verden og den tætte jungle den foregår i. Den John Williams inspirerede James Horner’s musik lyder så måske mistænkeligt genkendeligt som tæt på noget han har lavet før, men opfylder sit mål til fulde, så det tilgiver man den og ham. Og det er i øvrigt en mindre detalje i en absolut fortrinlig forestilling, som Gibson har bikset sammen til os. Det er smukt, det er skræmmende, det er underholdning med kant og tanke og det er et særsyn. Tak for det siger jeg og så håber jeg vi ser mere fra hans side som instruktør, uden at der skal gå for mange år.
20/01-2007
