Hjerne og hjerte
4.0
TV2 Film viser for tiden med jævne mellemrum Nils Malmros' drama om sin far, der var hjernekirurg ved Århus kommunehospital. Filmen er måske ikke i verdensklasse, og det halter lidt med at få den dramatiske og den familiebiografiske sammenhæng til at falde helt på plads, men det er bestemt en vellykket.
Filmen starter med en operation for at stoppe en hjerneblødning, hvor Malmros viser os alle detaljerne. Et kontraststof sprøjtes ind i årene, så de kan ses og problemet kan identificeres på et røngten-billede. Dernæst bores der to huller i kraniet under lokalbedøvelse og et hul saves åbent ind til hjernen. Så bindes der en tråd fast til åren for at stoppe blødningen. For en ikke indviet er dette ganske ubehageligt at se på, men det sætter os hurtigt ind i hovedet på hovedpersonen, Richard Malmros (Jens Albinus), og den måde hvorpå kirurger observerer og reparerer deres patienter.
Scenen er også vigtig for at forstå filmens dramatiske problemstilling. Det viser sig nemlig, at kontraststoffet som kirurgerne sprøjter ind i blodet er kræftfremkaldende, og at mange af patienterne dør af kræft nogle år efter operationen. Richard har klaret frisag ved en retssag, men en journalist (Peter Schrøder) graver videre i sagen, og samtidig vil Richard selv have afklaret sin fortid.
Derfor får vi et helt portræt af denne mand, der er opdraget af fattige arbejderforældre, og som i sin barndom blev påvirket af en opvækst med en kristen tante, en streng præst, en lækker ballerinalærerinde og nogle frække kammerater, som afstraffes hårdt, da Richard fortæller præsten om deres synder. Tanten vil have at Richard skal være præst, men hun accepterer det (næsten), da han vælger at blive læge i stedet. Som voksen lever Richard næsten fuldt ud for sine studier og senere sit arbejde. Han kræver, at alting skal være fuldkommen i orden på sin arbejdsplads. Han er en indelukket og forholdsvis hæmmet mand, der dog er heldig at finde sig en sød og støttende kone (Lise Stegger). Når vi netop ser hans faglige stolthed, virker det endnu mere tragisk, at pressen hænger ham ud for at være årsagen til, at patienterne senere fik kræft.
Filmen er fortalt i sort/hvide billeder, og der er mange småpoetiske scener. Specielt den sidste scene, hvor den unge Richard (Lasse Brovst Andersen) søsætter en u-båd, som han har måttet spinke og spare for at kunne købe, blot for at se den synke efter nogle få meter, er både smuk og sigende om karakteren. Det samme er scenen, hvor hele verden ser ud til at styrte sammen for den voksne Richard. Der er også en ganske sjov ironisk scene, hvor en gestapo-håndlanger opsøger en patient, som han lige har sat en kugle i kraniet på. Da han ser Richard bore kraniet op for at redde manden, dejser gestapo-håndlangeren omkuld.
Det er altid farligt at lave en film fyldt med anekdoter fra familien, men filmen er i sidste ende god, da Malmros helt tydeligt har haft et klart billede af sin far, og han har haft noget på hjerte at fortælle om sin far og sin fars tid.
Filmen starter med en operation for at stoppe en hjerneblødning, hvor Malmros viser os alle detaljerne. Et kontraststof sprøjtes ind i årene, så de kan ses og problemet kan identificeres på et røngten-billede. Dernæst bores der to huller i kraniet under lokalbedøvelse og et hul saves åbent ind til hjernen. Så bindes der en tråd fast til åren for at stoppe blødningen. For en ikke indviet er dette ganske ubehageligt at se på, men det sætter os hurtigt ind i hovedet på hovedpersonen, Richard Malmros (Jens Albinus), og den måde hvorpå kirurger observerer og reparerer deres patienter.
Scenen er også vigtig for at forstå filmens dramatiske problemstilling. Det viser sig nemlig, at kontraststoffet som kirurgerne sprøjter ind i blodet er kræftfremkaldende, og at mange af patienterne dør af kræft nogle år efter operationen. Richard har klaret frisag ved en retssag, men en journalist (Peter Schrøder) graver videre i sagen, og samtidig vil Richard selv have afklaret sin fortid.
Derfor får vi et helt portræt af denne mand, der er opdraget af fattige arbejderforældre, og som i sin barndom blev påvirket af en opvækst med en kristen tante, en streng præst, en lækker ballerinalærerinde og nogle frække kammerater, som afstraffes hårdt, da Richard fortæller præsten om deres synder. Tanten vil have at Richard skal være præst, men hun accepterer det (næsten), da han vælger at blive læge i stedet. Som voksen lever Richard næsten fuldt ud for sine studier og senere sit arbejde. Han kræver, at alting skal være fuldkommen i orden på sin arbejdsplads. Han er en indelukket og forholdsvis hæmmet mand, der dog er heldig at finde sig en sød og støttende kone (Lise Stegger). Når vi netop ser hans faglige stolthed, virker det endnu mere tragisk, at pressen hænger ham ud for at være årsagen til, at patienterne senere fik kræft.
Filmen er fortalt i sort/hvide billeder, og der er mange småpoetiske scener. Specielt den sidste scene, hvor den unge Richard (Lasse Brovst Andersen) søsætter en u-båd, som han har måttet spinke og spare for at kunne købe, blot for at se den synke efter nogle få meter, er både smuk og sigende om karakteren. Det samme er scenen, hvor hele verden ser ud til at styrte sammen for den voksne Richard. Der er også en ganske sjov ironisk scene, hvor en gestapo-håndlanger opsøger en patient, som han lige har sat en kugle i kraniet på. Da han ser Richard bore kraniet op for at redde manden, dejser gestapo-håndlangeren omkuld.
Det er altid farligt at lave en film fyldt med anekdoter fra familien, men filmen er i sidste ende god, da Malmros helt tydeligt har haft et klart billede af sin far, og han har haft noget på hjerte at fortælle om sin far og sin fars tid.
20/01-2007
