Én ulykke kommer sjældent alene

Jeg vil lige lægge ud med at sige: Babel er min yndlingsfilm!

Babel er et sandt mesterværk. Den skildrer alt fra de primitive marokkanske samfund, lige til det store og overvældene Tokyo. Babel er samtidig også så hård, at man flere gange overvejer seriøst at gå ud af biografmørket. Desuden går man og spørger sig selv hjem fra biografen: Har dette skridt nogen effekt for en borger i New Zealand?

Hvornår har man sidst set en yderst vigtig storfilm? Det er lang tid siden jeg har kunnet sige dette om denne slags film, men dette må siges at være et af de vigtigste film nogensinde. For burde vi egentlig ikke hylde hver dag vi har det nogenlunde i? For Babel viser nemlig, hvordan en enkel begivenhed sætter gang i tusind, og hvordan man hele tiden har indflydelse på andre mennesker. Man har alle gode grunde i verden til at se Babel.

Ud over det er Babel et perfekt mesterværk. Brad Pitt har her fået sit livs bedste rolle siden Seven, og brænder for det han spiller, man kan mærke det. Filmens musik er ikke lavet af et symfoniorkester, nej, det er fremstillet via en guitar og elektroniske lyde. Alejandro González Iñárritu har med meget få virkemidler, skabt et af de bedste film nogensinde. Han har med meget få værker på samvittigheden opnået et ry som mesterinstruktør. Og hvis man så ikke kender ham, så er det helt bestemt nu man kan skabe et godt førstehåndsindtryk på denne mand. Der er også billederne der er umanerligt flotte. Rodrigo Prieto har klaret dette arbejde fantastisk. Også skudduellen var så fantastisk godt udført, at jeg fik gåsehud. Især billederne af det selvoplyste Tokyo, fik mig til at tænke lidt over, hvor godt dette arbejde kan gøres.

Babel er også forbandet barsk. Man ser mange scener med børn og unge der bliver slået, og så ser man også en person, der bliver syet af en dyrlæge (glemte jeg at tilføje, at det var uden bedøvelse?). Men det Babel er mest barsk ved, er dine følelser. Man oplever som sagt flere gange, hvor man næsten ikke kan mere. Men man nægter alligevel, da det simpelthen er så sjældent man for så gode filmoplevelser serveret. Det er både fantastisk godt, og det er helt bestemt også fantastisk skræmmende.

Da jeg for godt et par måneder siden så traileren, var jeg allerede dér godt oppe at køre. Alle de mega høje forventninger blev indfriet, og der er skam også ting der ramte højere end disse. Måden Alejandro González Iñárritu yderst elegant får viklet historierne ind i hinanden, fungerer fantastisk godt. Han får fortalt en række skæbnefortællinger, der alle og enhver fungerer utroligt mesterligt. Også som helhed er filmen virkeligt spænende, underholdene og ikke mindst fængende. Babel skildrer alt ligepå og hårdt. Hvordan det civiliserede menneske kommer ud på de langt mere primitive samfund, uden at Babel på noget tidsspunkt bliver racistisk. Desuden får man medlidenhed med selv de to drenge, der ellers sætter hele svineriet i sving. Babel er en film med så mange kvaliteter, at det næsten er svært at udpege dem én for én. Til alle der ikke har set filmen: Tag ind og se den mens den går i biograferne. Det er yderst sjældent at der kommer så gode film!

”Babel” giver ofte grønt lys for at tårerne skal trille, og især den åbne slutning virker som en ægte mavepuster. Det er en sand knytnæve fra Iñàrritu, og man sidder næsten ubevægelig under rulleteksterne, og det er nok først når rengørings personalet kommer og beder en om at gå ud, man første gang efter filmen får rykket på sin krop. Og det er netop på grund af dette, at ”Babel simpelthen holder fast i dig og rusker dig, så hårdt at det til sidst gør ondt. Men denne film holder dig samtidig fast. Det er så stort og så flot at man ikke må snyde sig for sådan en slags oplevelse. ”Babel” vokser nemlig også i dig, så lad være med at sidde med en følelse af ”Var det det?”. For efter et par dages betænkningstid er denne filmoplevelse så vigtig for dig, at du bliver nødt til at tage ind og se den med det samme igen. ”Babel” er simpelthen en sand triumf.