Komedien Der Tør Hvor Andre Ti'er (og Mere Til!!!)
5.0
Det kan godt være at en Larry Charles står krediteret som instruktør af denne film og det er muligt at han faktisk har en stor del af æren. Men det er svært at tro på, for når man ser den, så er det i hvert fald fuldt og fast den kontroversielle komiker Cohen’s film. Mage til timing og mage til kropssprog, men tror jo på at manden vitterlig må være en selvoptaget og virkelighedsfjern tumpe, der tager til USA for at skyde en dokumentarfilm og ender med at jagte Pamela Anderson i ren elskovssyge.
På forhånd var jeg ellers ærligt ikke vild med ham, kendte så ærligt også kun begrænset til ham og hans talent. De få gange jeg havde oplevet ham i rollen som ”Ali G”, fandt jeg ham frygteligt irriterende, den slags selvfed komik kunne eller kan jeg ikke falde på halen for. Og de andre figurer han er kendt for at have skabt, ”Brüno” og ”Borat” havde jeg aldrig bemærket ham i eller rettere for. Jeg tilhørte indrømmet måske nok heller ikke ligefrem den generation af unge mennesker disse henvendte sig til (og gør det slet ikke mere nu, jeg bliver jo til stadighed ældre).
Af disse grunde kan jeg ikke nægte at jeg var en anelse skeptisk for, om dette her nu var noget jeg ville kunne more mig synderligt over. Det kunne jeg, skal jeg da love for. Fra første sekund af måtte jeg overgive mig for den ene mere provokerende, totalt vanvittige og komplet platte vittighed efter den anden, i en film holdt i en stil så den faktisk ligner en dokumentar. Billederne er grumset og grimme, stilen er rodet og rystende rundforvirret, men underbygger fornemt konceptet, mens flere af de folk der ”optræder”, dem er man faktisk i tvivl om de aner de er med i en komedie og bliver holdt for nar. Det er hamrende skægt, både på en sarkastisk og indimellem samfundskritisk og intelligent facon, hvor blandt andet fordomme og blind fanatisme står for skud, men heldigvis også blot sjovt fordi der nu engang intet er i vejen i blot at grine uden dybere formål end selve morskaben. Både replikker og situationer er en ren fryd af komisk genialitet, man kun kan beundre og grine af. Befriende dejligt, så tak for det.
Selve ideen om Borat der render rundt og leger journalist og udstiller sig selv, og i sidste ende alle andre i diverse pinlige situationer (plus en af de sjoveste og mest klamme scener jeg mindes at have set i mit liv. Gider ikke engang forklare hvilken, for har man set filmen er man IKKE i tvivl), er måske hurtigt udtømt eller bliver indrømmet også hurtigt lidt trættende. Heldigvis har Cohen og hans folk kendt deres besøgstid og prøver ikke at strække projektet længere ud end nødvendigt, så spilletiden er behagelig kort. Det skal så lige nævnes at det hele er lige ved at gå i stå midt i filmen, men det lykkes akkurat lige Cohen og hans hold at gribe fat i en igen inden man står af og så hænger man glædeligt på resten af dette totalt flippede, klamme, provokerende, originale, grænseoverskridende og helt fantastiske modige stykke ”kulturhistorie”, der mere ærligt end det meste jeg har set, tør hvor andre tier ”and boldly dare to go where no man has gone before”. For det er morsomt, mere end det meste jeg har oplevet i en biograf, og så er det tæt på at være en af år 2006’s bedste film, selv om det ”blot” er en komedie.
På forhånd var jeg ellers ærligt ikke vild med ham, kendte så ærligt også kun begrænset til ham og hans talent. De få gange jeg havde oplevet ham i rollen som ”Ali G”, fandt jeg ham frygteligt irriterende, den slags selvfed komik kunne eller kan jeg ikke falde på halen for. Og de andre figurer han er kendt for at have skabt, ”Brüno” og ”Borat” havde jeg aldrig bemærket ham i eller rettere for. Jeg tilhørte indrømmet måske nok heller ikke ligefrem den generation af unge mennesker disse henvendte sig til (og gør det slet ikke mere nu, jeg bliver jo til stadighed ældre).
Af disse grunde kan jeg ikke nægte at jeg var en anelse skeptisk for, om dette her nu var noget jeg ville kunne more mig synderligt over. Det kunne jeg, skal jeg da love for. Fra første sekund af måtte jeg overgive mig for den ene mere provokerende, totalt vanvittige og komplet platte vittighed efter den anden, i en film holdt i en stil så den faktisk ligner en dokumentar. Billederne er grumset og grimme, stilen er rodet og rystende rundforvirret, men underbygger fornemt konceptet, mens flere af de folk der ”optræder”, dem er man faktisk i tvivl om de aner de er med i en komedie og bliver holdt for nar. Det er hamrende skægt, både på en sarkastisk og indimellem samfundskritisk og intelligent facon, hvor blandt andet fordomme og blind fanatisme står for skud, men heldigvis også blot sjovt fordi der nu engang intet er i vejen i blot at grine uden dybere formål end selve morskaben. Både replikker og situationer er en ren fryd af komisk genialitet, man kun kan beundre og grine af. Befriende dejligt, så tak for det.
Selve ideen om Borat der render rundt og leger journalist og udstiller sig selv, og i sidste ende alle andre i diverse pinlige situationer (plus en af de sjoveste og mest klamme scener jeg mindes at have set i mit liv. Gider ikke engang forklare hvilken, for har man set filmen er man IKKE i tvivl), er måske hurtigt udtømt eller bliver indrømmet også hurtigt lidt trættende. Heldigvis har Cohen og hans folk kendt deres besøgstid og prøver ikke at strække projektet længere ud end nødvendigt, så spilletiden er behagelig kort. Det skal så lige nævnes at det hele er lige ved at gå i stå midt i filmen, men det lykkes akkurat lige Cohen og hans hold at gribe fat i en igen inden man står af og så hænger man glædeligt på resten af dette totalt flippede, klamme, provokerende, originale, grænseoverskridende og helt fantastiske modige stykke ”kulturhistorie”, der mere ærligt end det meste jeg har set, tør hvor andre tier ”and boldly dare to go where no man has gone before”. For det er morsomt, mere end det meste jeg har oplevet i en biograf, og så er det tæt på at være en af år 2006’s bedste film, selv om det ”blot” er en komedie.
21/01-2007
