seen one, seen them all
1.0
Mere ofte end sjældent udsender Hollywood en pengekalkuleret og anonym romantisk komedie, hvor genren med næsten ingen undtagelser er fastlåst i et repetitionsmønster af hjernedøde karakterer, der i voksen skikkelse opfører sig som infantile børn med ungdomsforelskelser, hvor deres bundforudsigelige fortælling så skal fungere som uforpligtende eskapisme for publikum. Slutresultatet er dog oftest homonym; en altoverskyggende intelligensnedværdigelse, hvor irritationen over uoriginalitet dominerer kraftigt. Der er naturligvis enkelte undtagelser, der kan fungere på disse kunstlette og underambitiøse præmisser (eksempelvis Andy Ternants charmerende Hitch), men der er kilometerlangt mellem de decideret vellykkede resultater, hvor majoriteten i stedet tilhører den miserable gruppe. Laws of Attraction hensættes noget nær velvilligt under sidstnævnte.
Instruktøren Peter Howitt har en noget broget og standardiseret filmkarriere bag sig, hvor spillefilmsdebuten Sliding Doors muligvis havde potentiale til at hæve sig over mængden gennem et interessant plot, men alle gode tiltag faldt skandaløst til jorden. Ungdomsthrilleren Antitrust var udmærket, men også ligegyldig, og man huskede ikke filmen efter rulleteksternes indmarch, noget man desværre ikke kan sige om den britiske agentfarce, Johnny English, der var så himmelråbende stupid og pinlig umorsom, at jeg var sikker på, at Howitt havde begået professionsselvmord. Alligevel har han fået lov til at iscenesætte Laws of Attraction, hvilket han gør alt for glatpoleret og konventionelt, uden skyggen af nytænkning eller bare almen film- og publikumsforståelse.
Laws of Attraction er blevet solgt på to renommerede stjerner i hovedrollerne, hvor den ellers fremragende karakterskuespiller Julianne Moore spilder sin dyrebare tid i rollen som koldblodig og karrierefokuseret forretningskvinde, der inderst inde naturligvis bare savner en mand i sit konkurrencemindede liv. Han kommer i skikkelsen af Pierce Brosnan, der leverer en charmerende og tilpas nonchalant præstation, der ikke er filmens patetiske kvalitetsniveau værdig. På klichefyldt vis udvikler tingene sig lige efter den forslidte skabelon, og publikum keder sig bravt, mens man overvære de to ulogisk handlende mennesker i endnu mere uplausibelt udviklende scenariums. Kemien mellem Brosnan og en forbavsende irriterende Moore er mere aske end gnist, og der er utrolig langt mellem de få grin, som filmen faktisk formår at fremmane. Produktionsværdien er, som man kunne forvente, hverken prangende eller innovativt, bare stabilt og kedeligt håndværk.
Denne tåbelige affære, direkte fra det anonyme, men aktive samlebånd, viser endnu engang, hvor depraverende en filmindustri, Hollywood nogen gange kan være. Det er sjælløst bestillingsarbejde af den mest uengagerende slags, og man forstår virkelig ikke, hvorfor nogen overhovedet gider bruge tid på denne slags. Det gjorde jeg så, men det har jeg så sandelig også fortrudt.
Instruktøren Peter Howitt har en noget broget og standardiseret filmkarriere bag sig, hvor spillefilmsdebuten Sliding Doors muligvis havde potentiale til at hæve sig over mængden gennem et interessant plot, men alle gode tiltag faldt skandaløst til jorden. Ungdomsthrilleren Antitrust var udmærket, men også ligegyldig, og man huskede ikke filmen efter rulleteksternes indmarch, noget man desværre ikke kan sige om den britiske agentfarce, Johnny English, der var så himmelråbende stupid og pinlig umorsom, at jeg var sikker på, at Howitt havde begået professionsselvmord. Alligevel har han fået lov til at iscenesætte Laws of Attraction, hvilket han gør alt for glatpoleret og konventionelt, uden skyggen af nytænkning eller bare almen film- og publikumsforståelse.
Laws of Attraction er blevet solgt på to renommerede stjerner i hovedrollerne, hvor den ellers fremragende karakterskuespiller Julianne Moore spilder sin dyrebare tid i rollen som koldblodig og karrierefokuseret forretningskvinde, der inderst inde naturligvis bare savner en mand i sit konkurrencemindede liv. Han kommer i skikkelsen af Pierce Brosnan, der leverer en charmerende og tilpas nonchalant præstation, der ikke er filmens patetiske kvalitetsniveau værdig. På klichefyldt vis udvikler tingene sig lige efter den forslidte skabelon, og publikum keder sig bravt, mens man overvære de to ulogisk handlende mennesker i endnu mere uplausibelt udviklende scenariums. Kemien mellem Brosnan og en forbavsende irriterende Moore er mere aske end gnist, og der er utrolig langt mellem de få grin, som filmen faktisk formår at fremmane. Produktionsværdien er, som man kunne forvente, hverken prangende eller innovativt, bare stabilt og kedeligt håndværk.
Denne tåbelige affære, direkte fra det anonyme, men aktive samlebånd, viser endnu engang, hvor depraverende en filmindustri, Hollywood nogen gange kan være. Det er sjælløst bestillingsarbejde af den mest uengagerende slags, og man forstår virkelig ikke, hvorfor nogen overhovedet gider bruge tid på denne slags. Det gjorde jeg så, men det har jeg så sandelig også fortrudt.
22/01-2007
