Trippy Dick and The Drug Crowd.
4.0
Super original og særdeles melankolsk film om afhængighed, naturligvis fortalt med et klassisk og syret Philip K Dick plot, der også er hans mest autobiografiske.
Keanu Reeves - i fin deprimeret form a la Neo - er politi agenten Bob Arctor, der forsøger at opsnuse en ring af Substance D narko handlere blandt sine "strung-out" venner. Der er fremskridt indtil det går op for politiet (der ikke kender hans sande identitet) at agenten selv er Substance D bruger.
Da det viser sig, at han er blevet dybt afhængig og personlighedsspaltet, bliver Arctor suget ind i en paranoid jagt "på sig selv". Samtidig forsøger en af hans mindst ligeså paranoide venner (pragt præstation af über-druggien Robert Downey Jr.), at få skovlen under ham ved at give hans navn til myndighederne.
Da dvd'en snurrede i gang og filmen startede skulle jeg nærmest justere fokus på mine egne øjne. Kunne det virkelig se så flippet og fascinerende ud , at Linklater optager en hel film og derefter tegner det hele over frame-by-frame med den mest syrede animations teknik siden Huner S Thompson og Dr. Gonzo tog LSD på vejen til Vegas?
Ja, det kunne det, og i filmens første scene måtte jeg virkelig koncentrere mig om dialogen, da resten var så fucking distraherende - på den gode måde ;)
Plottet er dybt fortænkt og i sig selv en stor McGuffin, der driver en meget dyster men også morsom historie om narkomani. Den bedste film om emnet siden Requiem for A Dream, og med en visuel side, der virkelig får dig til at åbne øjnene.
Også Woody Harrelson og Winona Ryder får lov at gakke ud som henholdsvis pot - og kokain vrag, der forsøger at holde deres lille Substance D fest med Keanu og Robert i live.
Filmen giver ikke noget særligt bud på "hvad man gør ved narkomanien", men forsøger med sine karakterer og det lodret selvdestruktive plot (en narkoman jager dragen for evigt, selv når den ene side af hjernen udmærket godt ved den er helt gal) med stor succes at beskrive Arctors håbløse situation og myndighederenes inhumane syn på brugerne.
Denne logik gælder naturligvis især i USA, der har hårde narkotika-love og næsten kun privat behandling.
Igennem det hele mærkede jeg Philip K Dick/Bob Arctor's enorme nedtur i hans overdrevne stofforbrug. Godt Robert Downey Jr. holder det muntert med hans exentriske teorier om alting og ingenting, ellers ville filmen nok være for deprimenrende.
En stor anbefaling herfra, især til de lidt mere søgende film entusiaster. Det du ser her, har du ikke set før. Heller ikke i "Waking Life". Trust me!
PS. en lille sideanbefaling til Flags of Our Fathers, som jeg også har fået set for nylig, men ikke anmeldt. Personligt var jeg ikke helt oppe at ringe som anmelderne, men filmen er abolut værd at se. Clint'ens øje som instruktør er fabelagtigt, og han har lavet en rigtig god anti-krigsfilm. Venter spændt "Letters from Iwo Jima".
Keanu Reeves - i fin deprimeret form a la Neo - er politi agenten Bob Arctor, der forsøger at opsnuse en ring af Substance D narko handlere blandt sine "strung-out" venner. Der er fremskridt indtil det går op for politiet (der ikke kender hans sande identitet) at agenten selv er Substance D bruger.
Da det viser sig, at han er blevet dybt afhængig og personlighedsspaltet, bliver Arctor suget ind i en paranoid jagt "på sig selv". Samtidig forsøger en af hans mindst ligeså paranoide venner (pragt præstation af über-druggien Robert Downey Jr.), at få skovlen under ham ved at give hans navn til myndighederne.
Da dvd'en snurrede i gang og filmen startede skulle jeg nærmest justere fokus på mine egne øjne. Kunne det virkelig se så flippet og fascinerende ud , at Linklater optager en hel film og derefter tegner det hele over frame-by-frame med den mest syrede animations teknik siden Huner S Thompson og Dr. Gonzo tog LSD på vejen til Vegas?
Ja, det kunne det, og i filmens første scene måtte jeg virkelig koncentrere mig om dialogen, da resten var så fucking distraherende - på den gode måde ;)
Plottet er dybt fortænkt og i sig selv en stor McGuffin, der driver en meget dyster men også morsom historie om narkomani. Den bedste film om emnet siden Requiem for A Dream, og med en visuel side, der virkelig får dig til at åbne øjnene.
Også Woody Harrelson og Winona Ryder får lov at gakke ud som henholdsvis pot - og kokain vrag, der forsøger at holde deres lille Substance D fest med Keanu og Robert i live.
Filmen giver ikke noget særligt bud på "hvad man gør ved narkomanien", men forsøger med sine karakterer og det lodret selvdestruktive plot (en narkoman jager dragen for evigt, selv når den ene side af hjernen udmærket godt ved den er helt gal) med stor succes at beskrive Arctors håbløse situation og myndighederenes inhumane syn på brugerne.
Denne logik gælder naturligvis især i USA, der har hårde narkotika-love og næsten kun privat behandling.
Igennem det hele mærkede jeg Philip K Dick/Bob Arctor's enorme nedtur i hans overdrevne stofforbrug. Godt Robert Downey Jr. holder det muntert med hans exentriske teorier om alting og ingenting, ellers ville filmen nok være for deprimenrende.
En stor anbefaling herfra, især til de lidt mere søgende film entusiaster. Det du ser her, har du ikke set før. Heller ikke i "Waking Life". Trust me!
PS. en lille sideanbefaling til Flags of Our Fathers, som jeg også har fået set for nylig, men ikke anmeldt. Personligt var jeg ikke helt oppe at ringe som anmelderne, men filmen er abolut værd at se. Clint'ens øje som instruktør er fabelagtigt, og han har lavet en rigtig god anti-krigsfilm. Venter spændt "Letters from Iwo Jima".
22/01-2007
