’you’re gonna see some serious shit´

Jeg husker, da jeg som ung knøs sad med min far tre lørdag aftener i træk og for første gang overværede Robert Zemeckis bundcharmerende og konsekvent kvalitative tidsrejsetrilogi, og hvor klart et minde de film efterlod en let modtagelig dreng i den unge alder. I ren frygt over at ødelægge den ungdommelige glæde, som jeg oplevede dengang, har jeg behændigt holdt mig fra at se de tre Tilbage Til Fremtiden film i løbet af det sidste årti, og det var derfor med skeptiske og nærmest skræmte fornemmelser, at jeg her til aften vovede mig ud på skrøbelig grund ved at gense første del i trilogien. Det var dog en ren velsignelse, da jeg hurtigt indså, at filmen havde bevaret al sin monumentale kvalitet, og gensynet var af den rendyrket nostalgiske og vidunderlige slags, og jeg kan nu ikke vente med at se Zemeckis’ to ligeledes ovenud vellykkede og attraktive fortsættelser, da jeg under filmen blev hensat til den barndomslignende stadie af ren glædesekstase.

Zemeckis indleder sit lille mesterværk ved at visualisere en opfinders kreative overskud, hvilket ligeledes er en klar indikator for bagmændenes opfindsomhed og storslået engagement i projektet. Tidsrejsehistorien er velkendt, men selvom der intet kontemplativt eller videre eftertænksomt er over Zemeckis’ udlæggelse, så er manuskriptet (skrevet af Zemeckis selv i kollaboration med Bob Gale) umådelig velstruktureret og intelligent sammensat, så man som publikum konstant er grebet af de charmante begivenheder, der udfoldes foran en.

Indledningsvis havde den mere afdæmpede og eksperimenterende skuespiller Eric Stoltz indtaget hovedrollen som den desillusionerede teenager, der ufrivilligt sendes tilbage i tiden og må tage et opgør mod både egen usikkerhed og sin fars. Heldigvis var der dog kunstneriske friktioner mellem Stoltz og instruktøren, og kort tid inde i indspilningerne substituerede Michael J. Fox for Stoltz (der i efterrationaliseringens bagklogskab virker som et noget aparte valg), hvilket udmundede sig i en uforglemmelig charmefyldt og energisk præstation, hvorved Fox og sin identificerende karakter blev historiske ungdomsklenodier i filmverdenen. Fox er utvivlsomt også det perfekte valg til rollen som Marty McFly; han har den rette blanding af et drenget ydre, handlekraftig kækhed og bare en lille smule nørdagtige tendenser. Hans venskab med den excentriske opfinder Dr. Emmet Brown (a.k.a. Doc, morsomt spillet af en ellers normalvis anstrengende Christopher Lloyd) er af den mere atypiske kaliber, da sidstnævnte har opfundet en tidsmaskine, der sender en uforståelig Fox tilbage i tiden, fordums 50´erne, hvor han på nærmest absurd vis møder sine egne forældre i yngre udgave (noget som ingen søn eller datter kan forestille sig) og forstyrrer fortidens skæbnegang. Zemeckis har udformet en underfundig idé, hvor Fox’s mor forelsker sig i den mystiske fremmede, som hun ikke ved, er hendes egen søn. Der er en form for komisk Freudiansk aspekt i historien, der er kompleks udtænkt i dens tidsrejseparadoksskildring, men overskueligt og simpelt eksekveret, uden at det nogensinde bliver publikumsnedværdigende eller overforklarende.

Zemeckis leger originalt med en reaktionær uforudsigelighed og tesen om, at tilfældighedernes spil (som Fox slutteligt må opgive at forsøge at kontrollere) udformer vores hverdag (samt at ungdommens normer og opførsel dikterer fremtiden, perspektiveret igennem faderens slapsvansede og underdanige attitude i begyndelsen), hvilket bibringer Tilbage Til Fremtiden undertoner af en simpel form for eksistentialisme og skæbnebestemmelse. Tag dog ikke fejl, for selvom de videnskabelige postulater både er fascinerende og overbevisende, så er Zemeckis dog mere interesseret i at servere en sødladen og uskyldsren eskapistisk filmoplevelse for publikum, hvilket lykkedes til fulde. Problemstillingerne er familiære, simplificerede, men stadig medrivende, emotionelle og fyldestgørende. Med Tilbage Til Fremtiden formår Zemeckis at appellere til både det altædende familiepublikum og de mere kræsne og selektive filmfanatiker, og denne formidable tvetydighed og universelle appeal er en af filmens allerstørste styrker.

Tilbage Til Fremtiden byder på en sofistikeret humor, der med publikums baghånds viden byder på storslåede latteranfald, eksempelvis under de talrige gange, hvor Fox hudløst skræmt forsøger at holde sin lidt for kærlige mor (en uhyre sød og hverdagssmuk Lea Thompson) på afstand. Der er dog også episke spændingsscenarier mellem de genuine grin, hvilket visualiseres af banebrydende effekter (som Zemeckis aldrig lader tage overhånd, men hvor de i stedet anvendes som en integreret del af den fortællende historie), der er en blanding af praktiske løsninger, manipulation af billeder under postproduktion og ikke mindst innovativ brug af computergenerende visuelle effekter. Ligesom filmen som helhed, føles effekterne dog langtfra daterede, men er både langtidsholdbare og fornemme. Filmens utallige kvaliteter akkompagneres af et fængende soundtrack, hvor Huey Lewis and the News muligvis leverer kortlivede, og i mine øjne irriterende, sange, men mesterkomponisten Alan Silvestri udfører et af sine bedste og mest melodiøse scores nogensinde.

Tilbage Til Fremtiden er en magisk underholdningsfilm, der ligeledes indiskutabelt er en moderne klassiker. Zemeckis formår med sit mindeværdige værk at demonstrere, at filmkunst ikke nødvendigvis er analysepåkrævende symboler og indadvendte subtekster, det kan også ’bare’ være en oprigtig fortællerlyst og evnen til at underholde publikum betingelsesløst. Det er fantastisk filmmagi af bedste skuffe, og den drillende slutning, der så klart lægger op til en efterfølger, giver bare publikum endnu en god grund til at dykke velvilligt tilbage ind i det uimodståelige univers.