Vellykket? Ikke en skid
2.0
Peter Schrøder og hans danske letbenede komedie, ”Lotto”, er tydeligvis mere interesseret i at lege moralprædiker og forbarme sig i det usvigelige og harmløse, end at berige sin tilskuer noget nyt, noget spændende og tankevækkende frem for blot en gennemgnasket og udkogt kliché at gumle på.
Jørgen har det godt. Han har en elsket kone, et tag over hoved og et overkommeligt arbejde. På jobbet spiller han Lotto med sin lille trofaste skare af kollegaer, der hver indleverer en hundredekrone i den ugelige Lotto-pulje, for hver at spille med om den store gevinst. Og dog får Jørgen, som et hvert andet menneske ville, opildnet en stræben efter mere, da han, en dag som alle andre, finder sig selv siddende med syv rigtige vindertal på en milliongyldig Lottokupon - kollegaernes fælles kupon. Og herfra er det ikke svært at gætte sig til resten. Jørgen lyver sig uden om vennernes mistænksomme spørgsmål og skubbes langsomt ud på et skråplan, hvor den ene løgn tager den anden.
Man er aldrig i tvivl om hvor ”Lotto” vil hen. I hvilken retning den vil gå, hvorledes den vil udvikles, og hvordan og hvornår den vil falde på plads. Man aldrig så meget som betænker om Peter Schrøder mon er ude på at skildre en desperat hr. og fru. Danmark med en overvældende sum kontanter mellem hænderne som afbillede af, hvordan mennesket reagere når penge kommer i spil. Man ved ganske enkelt, at sådan står det bare ikke til, når filmen blotter sine træk af næsten pinligt fejlagtig timing af komiske indslag og fortællemæssig præcision, og istedet for at konfrontere sin problemstilling, hellere vil finte sig uden om med slappe påfund af "lun" og "sød" humor.
Med en række kendte danske ansigter i ryggen til at skrabe et par billige grin sammen og en forsvarsmekanisme ved navn ”folkekomedie” til rådighed, til hvis nogen nogensinde betvivler filmens usynlige klæder, ja så nulstiller ”Lotto” alt hvad der i dansk film har forsøgt at neddrive konventionerne og stiller sig glad og tilfreds på bar bund. Gentagende gange går den samme formel igen gennem ”Lotto”, når Jørgen og hans kone støder ind i en arbejdskollega og må lirke sig ud af den beklemmende situation med endnu en bizar søforklaring. Hvor som helst, når som helst, gang på gang på gang. Og her danner der sig et mønster bestående af, at filmen ganske simpelthen cirkulerer i tomgang. Sniksnakker, pludrer og pladrer sig gennem sine 90 minutter, uden at rokke sig ud af stedet.
Sådan opererer Peter Schrøder, der helst springer over hvor gæret er lavest, og går til værks hvor løsningerne er lettest og flest. Og at levne mere end to stjerner til ”Lotto”, ville være at gøre det samme.
Jørgen har det godt. Han har en elsket kone, et tag over hoved og et overkommeligt arbejde. På jobbet spiller han Lotto med sin lille trofaste skare af kollegaer, der hver indleverer en hundredekrone i den ugelige Lotto-pulje, for hver at spille med om den store gevinst. Og dog får Jørgen, som et hvert andet menneske ville, opildnet en stræben efter mere, da han, en dag som alle andre, finder sig selv siddende med syv rigtige vindertal på en milliongyldig Lottokupon - kollegaernes fælles kupon. Og herfra er det ikke svært at gætte sig til resten. Jørgen lyver sig uden om vennernes mistænksomme spørgsmål og skubbes langsomt ud på et skråplan, hvor den ene løgn tager den anden.
Man er aldrig i tvivl om hvor ”Lotto” vil hen. I hvilken retning den vil gå, hvorledes den vil udvikles, og hvordan og hvornår den vil falde på plads. Man aldrig så meget som betænker om Peter Schrøder mon er ude på at skildre en desperat hr. og fru. Danmark med en overvældende sum kontanter mellem hænderne som afbillede af, hvordan mennesket reagere når penge kommer i spil. Man ved ganske enkelt, at sådan står det bare ikke til, når filmen blotter sine træk af næsten pinligt fejlagtig timing af komiske indslag og fortællemæssig præcision, og istedet for at konfrontere sin problemstilling, hellere vil finte sig uden om med slappe påfund af "lun" og "sød" humor.
Med en række kendte danske ansigter i ryggen til at skrabe et par billige grin sammen og en forsvarsmekanisme ved navn ”folkekomedie” til rådighed, til hvis nogen nogensinde betvivler filmens usynlige klæder, ja så nulstiller ”Lotto” alt hvad der i dansk film har forsøgt at neddrive konventionerne og stiller sig glad og tilfreds på bar bund. Gentagende gange går den samme formel igen gennem ”Lotto”, når Jørgen og hans kone støder ind i en arbejdskollega og må lirke sig ud af den beklemmende situation med endnu en bizar søforklaring. Hvor som helst, når som helst, gang på gang på gang. Og her danner der sig et mønster bestående af, at filmen ganske simpelthen cirkulerer i tomgang. Sniksnakker, pludrer og pladrer sig gennem sine 90 minutter, uden at rokke sig ud af stedet.
Sådan opererer Peter Schrøder, der helst springer over hvor gæret er lavest, og går til værks hvor løsningerne er lettest og flest. Og at levne mere end to stjerner til ”Lotto”, ville være at gøre det samme.
24/01-2007
