´you’re the doc, Doc´

Suverænt underholdende og veloplagt, men dog ikke helt ligeværdig efterfølger til den alsidige mesterinstruktør Robert Zemeckis’ nu klassiske mesterværk, Tilbage Til Fremtiden, hvor der skulle gå hele 5 år før publikum fik besvaret de nysgerrighedsvækkende spørgsmål, som den bevidst ukonkluderende slutning i den originale film opstillede. I mellemtiden udviste Zemeckis endnu sine originale og genrestærke talenter for filmmediet med den lille genistreg af en legesyg film, Who Framed Roger Rabbit? Ventetiden blev der dog kompenseret for i stor stil, da bagmændene valgte at filme både anden og tredje del i denne historiske og familievenlige sci-fi trilogi simultant, hvorved man ikke skulle vente længe på afslutningen på de medrivende tidsrejser, der har indprentet et uudsletteligt indtryk hos unge, såvel som voksne, der har fået æren af at overvære disse film.

Tilbage Til Fremtiden II samler trådene direkte op fra etterens noget modige og drilske slutning, hvor den charmerende Marty McFly denne gang trækkes med ud i fremtiden med sin excentriske videnskabsven, Doc. Michael J. Fox vender sømløst og perfektibelt tilbage som Marty, der gennem professorens videnskabelige vidunder må udrede nærmest uoverskuelige tidsparadokser og historiske kontinuitetsændringer. Zemeckis har endnu engang allieret sig med manuskriptforfatteren Bob Gale, hvor de i anden omgang komplicerer begivenhederne yderligere, og man skal holde tungen lige i munden og opmærksomheden på maksimum for at følge med i det sindrigt konstruerede plot. I processen har Zemeckis og Gale dog til dels glemt, at etterens uimodståelige charme og succes skyldes det humanistiske og rørende aspekt, der udsprang fra de fornemt personificerede karakterer, og desværre er Fox og den tilbagevendende Christopher Lloyd i denne omgang mere brikker i forfatternes intermezzo af paralleliserende historieudfoldelser, der trækker begivenheder fra både den originale film, sammenblandet med fremtidige scenariums, hvilket udmunder sig i en lidt for overkonstrueret og fortænkt historie, hvor den raffinerede humor ligeledes træder et skridt tilbage for de dominerende videnskabsredegørelser. Det er ikke noget, som forværrer Tilbage Til Fremtiden II til det decideret skuffende, for filmen er både underholdende, medrivende og humørsmittende, men den opnår desværre bare aldrig forgængerens uforglemmelige og overrumplende magiske effekt.

Zemeckis er en uforudsigelig visionær af de største, og hans visualisering af fremtiden er både detaljerig, kulørt og futuristisk kreativt, og filmens første halvdel er klart den bedste. Fox’s deroute i fremtiden er propfyldt med popkulturelle og indforståede referencer (både subtilt og evident), hvor Jaws 19 – This Time It´s Really, REALLY Personal klart er den morsomste. Opfindsomheden udleder et overflodshorn af mindeværdige idéer fra Zemeckis’ side, og det legendariske hoover-board er den ultimative drengefantasi. Tempoet er højt, men filmen føles aldrig overlæsset, og selvom Zemckis og Gale genbruger og plagiere en del elementer fra den første film, så eksekveres det med en betydelig selvironi og nostalgisk touch, som da fremtidens aldrende Biff udbryder ´there’s something very familiar about this’. Zemeckis er et undervurderet geni til at opbygge og udstrække en nervepirrende spænding og stemning, hvor alle hans signaturiske virkemidler udfylder spilletiden fornemt i Tilbage Til Fremtiden II. Produktionsværdien i anden omgang er endnu højere, og de visuelle og digitale effekter er absolut overbevisende og imponerende, især produktionsåret taget i betragtning.

Tilbage Til Fremtiden II er en værdig efterfølger, men den maltrakteres momentvis af dens status som midterdel og det faktum, at Zemeckis og Gale ikke har indtaget selvrestriktioner i deres fortælling. Det er dog stadig fornem og velkomponeret underholdning af højeste klasse, så fire store stjerner er yderst velfortjent.