Storslået skuespil og fantastisk instruktion

Dette er en fantastisk film. Intet mindre. Det er ikke den mest fantastiske historie, men det er det eneste jeg har at sætte på denne perle, hvor scenernes intensitet er påtrængende at man har lyst til at forlade biografen lige før hvert sceneskift. - Alligevel føler man sig draget til at se videre på trods af stort ubehag og bange anelser om hvad der vil ske karaktererne. Der er så mange store skuespilspræstationer i denne film at det ville være synd at nævne nogen her, idet man må undlade andre.
Sammensætningen af scener, forstærker effekten af ubehag, og den ukronologiske rækkefølge er så genialt skuet sammen, at publikum bliver inddraget og bliver en del af filmens soundtrack. Jeg vil ikke forklare hvorfor men overlade det til seeren. En scene må imidlertid nævnes for de viser instruktørens geniale greb omhistorien.
Uden at fortælle for meget ligger en af hovedpersonerne og skriger af smerte. Man sidder og kan næsten ikke holde det ud som seer, og lige idet scenen er værst, bliver hele biografsalen tavs idet perspektivet flytter ind i en døv piges verden, for at illustrere hendes indre smerte. Sammenkædningen mellem de to kvinders smerte er så smukt og samtidig skræmmende lavet at denne scene printer sig ind i ens hukommelse lang tid efter rulleteksterne er færdige.
Jeg kan kun anbefale at se denne film i biografen da jeg tror den vil miste meget hjemme i stuen. Den eneste måde at redde lidt af den intensitet som denne film kræver er ved at skrue surround-anlæget er skruet helt op, og man sidder i mørket foran sin 42" plasmaskærm