’great scott!’

Filmkunstneren Robert Zemeckis havde oprindeligt tiltænkt Tilbage Til Fremtiden trilogien som én, samlet film, men han indså hurtigt, hvor omfattende og potentialefyldt en præmis, han egentlig havde kreeret, så han udvidede den indledende idé og begik tre distingverede værker, hvor der dog er en klar og uundværlig sammenhæng mellem alle tre film, der hverken må eller kan ses uafhængigt af hinanden. Efter den (endnu engang) drillende og forventningsopbyggende slutning i del 2 (der nok skal ses som en kærlig hilsen og reference til fordums cliffhanger-baserede forfilm, som både Spielberg og Lucas har udtalt storslået begejstring for), byder Zemeckis på en formfuldendt afslutning på en af filmhistoriens mest charmerende, transcendentale og mindeværdige trilogier, der for alvor appellerer til enhvers indre barn, der i fuldt flor sprudler tilbage i ens ellers voksne liv.

Zemeckis flytter begivenhederne tilbage til det gamle western (propfyldt med Leone-referencer og ærbødige homagé til westerngenrens mest signifikante ikoner) og skruer tempoet ned efter den lidt for overgearede og videnskabeligt fokuserede del 2. Zemeckis skifter ligeledes fokus tilbage på de to tidsrejsende hovedkarakterer, hvor Christopher Lloyds excentriske, men hjertegode professor dog indtager en større del af fortællingen end tidligere. Zemeckis beretter en banal, men ikke desto mindre virkningsfuld kærlighedshistorie, hvor Lloyds faktumbaserede og konstant logisk tænkende sind må sande, at kærligheden ikke har en fysisk eller videnskabelig forklaring, men i stedet er et abstrakt begreb, der skal opleves med hjertet og ikke hjernen. Det er romantiske trivialiteter af den mere sentimentale skuffe, men eksekveringen er unægteligt sød og velment, så man efterlades aldrig med en kvalmende patossmag i munden. Den ydre historie er ligeledes blevet simplificeret en betydelig del i forhold til forrige film, hvor tidsræsnedtællingen naturligvis er en vigtig del af filmens dramaturgiske fremdrift, men Zemeckis nyder tydeligvis at boltre sig uhøjtideligt rundt i westerngenren, hvilket kommer publikum generøst til gode, da Tilbage Til Fremtiden Del 3 er en ustyrlig underholdende og eventyrlig affære.

Michael J. Fox tiltræder sin glansrolle for sidste gang og sender Marty McFly af sted med et changerende bravur, hvor han endelig har lært ikke at indrulleres i stupide situationer på grund af en overfladisk værdighedskrænkelse. Den evigt fiaskoramte og infernalske Thomas F. Wilson rammer plet som diabolsk skurk efter lettere anstrengende overspil og karikaturprægede indsatser i de forrige film. Alle de medvirkende gør generelt en glimrende indsats i Tilbage til Fremtiden Del 3, og det er med en melankolsk følelse, at man må sige farvel til dem, men man kan altid se filmene igen, da Tilbage til Fremtiden trilogien er langtidsholdbar og aldrig trættende, men i besiddelse af en ubeskrivelig herlig energi og filmisk elegance. Zemeckis har et sublimt øje for den absurde og raffinerede humor, der supplementere de spændingsladede actionsekvenser fornemt.

Den visuelle side er endnu engang blændende, hvor scenografien ligeledes skal have et anerkendende nik for at plausibelt genoplive et forhistorisk samfund. Overordnet er der faktisk ikke en finger at sætte på Tilbage Til Fremtiden Del 3, udover en lidt for forudsigelig og banal slutning, der lettere ueffent forfalder til publikums behagelighedssans. Sammenlagt for de tre film er konklusionen, at de udgør en sammenhængende, logistiskpræget og vitterlig imponerende fortælling, der er så himmelråbende morsom og medrivende, at man slet ikke har lyst til at forlade det eskapistiske, men genuine og bundcharmerende univers. Zemeckis har begået en i sandhed perfektibel trilogi, der tilhører den prestigefyldte topposition sammen med Spielbergs Indiana Jones film og Jackson Ringenes Herre filmatiseringer. Man må dybt respektfuldt og ydmygt takke Zemeckis, der i mine øjne altid har været skamløst undervurderet, og hvis ret så alsidige talent aldrig er blevet værdsat fuldt ud.