Kærlighedshistorie i magiske klæder
4.0
Hollywood spytter ikke ligefrem fortællinger om tryllerkunstnere og magi ud på samlebånd, men her i starten af 2007 er vi blevet beriget med hele to af slagsen. En sammenligning er derfor svær at komme udenom, og en hurtig dom er, at Nolans geniale The Prestige er Neil Burgers Illusionisten overlegen på samtlige punkter. Men derfor er Illusionisten ikke nødvendigvis en dårlig film. Faktisk langt fra.
Hvor The Prestige's omdrejningspunkt er konkurrence og hævn, så har Illusionisten's sit udspring i en på papiret umulig kærlighed. Norton er tryllekunstneren - ja illusionisten om man vil - Eisenheim som genfinder sin barndomsforelskelse Sophie, som i mellemtiden er blevet forlovet med en mildest talt utiltalende kronprins. Hvordan får de to elskede nu hinanden? Ja svaret ligger lige for, når nu man har magi i fingrerne...
Illusionisten imponerer først og fremmest med sin smukke billedeside. Alle billeder har et smukt ja nærmest magisk skær over sig. 1900-tallets Wien er flot genskabt og man forundres sammen med publikum i filmen over de mageløse magiske tricks.
Filmen andet stærke kort er en række glimrende skuespillerpræstationer. Norton er sjældent dårlig og da heller ikke her. Han er skræmmende intens visse steder og viser også på betagende vis, hvor hård kærlighedens smerte kan være. Biel er som kærlighedsmøntens anden side betagende smuk - ikke overraskende - og gør det udmærket. Hun er bare ikke i samme klasse som Norton og Giamatti. Og netop Giamatti leverer filmens bedste præstation. Den mand har virkelig spillet sig ind på Hollywoods stjernehimmel.
Den sidste styrke jeg vil nævne ved filmen er dens afsluttende plottwist, som giver en aha-oplevelse. Den er måske her lidt for konstrueret og i hvert fald af undertegnet lidt for forventlig. Dog løfter den stadig en ellers simple kærlighedshistorie, således at filmen ligeså vel kunne have heddet Illusionen.
Alt i alt er Illusionisten først og fremmest en klassisk kærlighedshistorie, hvor den umulige kærlighed efter en lang række forhindringer er passeret alligevel er mulig. Den iklædes her både en magisk billedeside og et afsluttende godt udtænkt og næsten magisk tryllenummer.
Hvor The Prestige's omdrejningspunkt er konkurrence og hævn, så har Illusionisten's sit udspring i en på papiret umulig kærlighed. Norton er tryllekunstneren - ja illusionisten om man vil - Eisenheim som genfinder sin barndomsforelskelse Sophie, som i mellemtiden er blevet forlovet med en mildest talt utiltalende kronprins. Hvordan får de to elskede nu hinanden? Ja svaret ligger lige for, når nu man har magi i fingrerne...
Illusionisten imponerer først og fremmest med sin smukke billedeside. Alle billeder har et smukt ja nærmest magisk skær over sig. 1900-tallets Wien er flot genskabt og man forundres sammen med publikum i filmen over de mageløse magiske tricks.
Filmen andet stærke kort er en række glimrende skuespillerpræstationer. Norton er sjældent dårlig og da heller ikke her. Han er skræmmende intens visse steder og viser også på betagende vis, hvor hård kærlighedens smerte kan være. Biel er som kærlighedsmøntens anden side betagende smuk - ikke overraskende - og gør det udmærket. Hun er bare ikke i samme klasse som Norton og Giamatti. Og netop Giamatti leverer filmens bedste præstation. Den mand har virkelig spillet sig ind på Hollywoods stjernehimmel.
Den sidste styrke jeg vil nævne ved filmen er dens afsluttende plottwist, som giver en aha-oplevelse. Den er måske her lidt for konstrueret og i hvert fald af undertegnet lidt for forventlig. Dog løfter den stadig en ellers simple kærlighedshistorie, således at filmen ligeså vel kunne have heddet Illusionen.
Alt i alt er Illusionisten først og fremmest en klassisk kærlighedshistorie, hvor den umulige kærlighed efter en lang række forhindringer er passeret alligevel er mulig. Den iklædes her både en magisk billedeside og et afsluttende godt udtænkt og næsten magisk tryllenummer.
28/01-2007
