Et gyldent skuespillertrekløver sejrer
5.0
Først en tak til jer brugere her på Scope for at gøre mig opmærksom på denne film. For som flere af jer skriver er det en overset perle, som jeg ikke kendte til, førend jeg læste om den her.
State Of Grace er en fremragende gangster/undercoverfilm, hvor et gyldent trekløver bestående af Sean Penn, Ed Harris og Gary Oldman får brillierer med præstationer ud over det sædvanlige.
Filmen dykker ned i det betændte gademiljø i Hells Kitchen, hvor den irske mafia med Ed Harris som familieoverhovedet Frankie styrer tingene med hård hånd. Det betændte køkken koger over, da kedlen iblandes en forretningsforbindelse til den italienske mafiaboss Borelli og en undercoverbetjent i Sean Penns skikkelse.
Det beskidte og særdeles uglamouriøse miljø skildres forbilledeligt og fornemmelsen af et kriminelt miljø langt fra fx Godfathers næsten guddommelige gangsterfamilie, skabes på perfekt vis. Ligeledes er historien om undercoverbetjenten som vender tilbage til hans gamle neigbourhood for at riste dem alle gribende, især da den mixes op med en sidehistorie om ulykkelig kærlighed.
Men det som for alvor løfter State Of Grace er skuespillerpræstationer, som er helt fænomonale. Bedst af alle er Oldman som brillierer med et sandt inferno af energiudbrud med hans protræt af vulkanen Jackie, der både er Senn Peans bedste ven og lillebror til den mafiaboss, som han vil have ned med nakken. Oldman spiller manisk som kun han kan gøre det, og dette er måske hans bedste præstation nogensinde. Helt i særklasse. Penn er også fremragende, men hvor Oldman eksploderer gang på gang, så er Penns figur og dermed hans præstation langt mere afdæmpet og underspillet. Han spiller med en stor indædthed og intensitet, som gør, at vi som publikum 100 pct. forstå hans umulige situation, hvor intet valg synes rigtigt. Til at slutte treenigheden af leverer Ed Harris også en god præstation som storebroderen Frankie, der må vælge mellem forretning og familie.
Filmen er ret voldsom og intens hele vejen, men intet er gjort "hollywood-smart", så det hele virker meget realistisk og dermed mere ubærligt, når korthuset ramler sammen. I det afsluttende klimaks leges der dog lidt med de filmiske virkemidler, men det føles rigtigt og får den intenderede effekt. Man gribes helt og aldeles af situationen.
Hvordan en så fremragende film kan bliver så overset forstår man ikke. Navnene på plakaten og ikke mindst deres præstationer berettiger i hvert fald til, at filmen langt fra forsvinder i glemsel med andre og langt mere jævne og ligegyldige produktioner. Det er en film, som især skal ses på grund af de eminente skuespillerpræstationer, som næppe fås bedre end dette.
State Of Grace er en fremragende gangster/undercoverfilm, hvor et gyldent trekløver bestående af Sean Penn, Ed Harris og Gary Oldman får brillierer med præstationer ud over det sædvanlige.
Filmen dykker ned i det betændte gademiljø i Hells Kitchen, hvor den irske mafia med Ed Harris som familieoverhovedet Frankie styrer tingene med hård hånd. Det betændte køkken koger over, da kedlen iblandes en forretningsforbindelse til den italienske mafiaboss Borelli og en undercoverbetjent i Sean Penns skikkelse.
Det beskidte og særdeles uglamouriøse miljø skildres forbilledeligt og fornemmelsen af et kriminelt miljø langt fra fx Godfathers næsten guddommelige gangsterfamilie, skabes på perfekt vis. Ligeledes er historien om undercoverbetjenten som vender tilbage til hans gamle neigbourhood for at riste dem alle gribende, især da den mixes op med en sidehistorie om ulykkelig kærlighed.
Men det som for alvor løfter State Of Grace er skuespillerpræstationer, som er helt fænomonale. Bedst af alle er Oldman som brillierer med et sandt inferno af energiudbrud med hans protræt af vulkanen Jackie, der både er Senn Peans bedste ven og lillebror til den mafiaboss, som han vil have ned med nakken. Oldman spiller manisk som kun han kan gøre det, og dette er måske hans bedste præstation nogensinde. Helt i særklasse. Penn er også fremragende, men hvor Oldman eksploderer gang på gang, så er Penns figur og dermed hans præstation langt mere afdæmpet og underspillet. Han spiller med en stor indædthed og intensitet, som gør, at vi som publikum 100 pct. forstå hans umulige situation, hvor intet valg synes rigtigt. Til at slutte treenigheden af leverer Ed Harris også en god præstation som storebroderen Frankie, der må vælge mellem forretning og familie.
Filmen er ret voldsom og intens hele vejen, men intet er gjort "hollywood-smart", så det hele virker meget realistisk og dermed mere ubærligt, når korthuset ramler sammen. I det afsluttende klimaks leges der dog lidt med de filmiske virkemidler, men det føles rigtigt og får den intenderede effekt. Man gribes helt og aldeles af situationen.
Hvordan en så fremragende film kan bliver så overset forstår man ikke. Navnene på plakaten og ikke mindst deres præstationer berettiger i hvert fald til, at filmen langt fra forsvinder i glemsel med andre og langt mere jævne og ligegyldige produktioner. Det er en film, som især skal ses på grund af de eminente skuespillerpræstationer, som næppe fås bedre end dette.
28/01-2007
