Mel Gibson gør det igen

Jeg kan virkelig godt lide Mel Gibson’s meget realistiske stil. Hans filosofi synes at være, at der ikke er nogen grund til at lave om på virkeligheden. Den er interessant nok i sig selv, man skal bare gå helt tæt på, og forstærke den lidt.

Billederne, klipningen, og musikken spiller også en stor rolle når det realistiske skal gøres interessant. Det er de værktøjer han arbejder med. Det er ikke nødvendigt at have et kompliceret handlingsforløb eller rappe replikker, det helt simple er godt nok. I dette tilfælde er handlingen dog lidt mere normal end i Passionen: Hovedpersonens landsby bliver overfaldet af mayaerne, og han bliver taget med som slave sammen med en del kammerater. De skal ofres til guderne, men det lykkes ham at slippe væk. I resten af filmen bliver han forfulgt igennem regnskoven.

Alle skuespillerne ser ud til at være indfødte indianere, men de spiller helt forbløffende. Ligesom i Passionen taler de et uforståeligt sprog, som øjensynligt skal forestille at være mayaernes oprindelige sprog.

Filmen slutter med at spanierne går i land. Resten er historie. Mayaernes skæbne var besejlet.