- For Queen and Country -
4.0
Med ”The Queen” graves der dybere i en autentisk episode, der fyldte meget tilbage i 1997, og som længe har været en torn i øjet på den britiske befolkning. Nemlig den tragiske trafikulykke i Paris, hvor Prinsesse Diana og hendes sammenlever omkom. Her fokuseres der så på ulykkens efterspil, og vi oplever således tingene indefra - både hos den kongelige lejr men også hos den nyligt valgte statsminister Tony Blair, som ikke deler hendes majestæts ønske om at undgå en offentlig begravelse og i stedet sørge i stilhed.
Lad det være sagt med det samme – filmen er vellykket, men mangler også en del nye tanker for at kunne kalde sig skelsættende de gode hensigter til trods. Det er en meget ”engelsk” film, som ligner sin hovedperson; afdæmpet, udramatisk og, desværre også, konservativ. Denne tilbageholdende stil er charmerende og endda en smule selvironisk, men også kunstnerisk hæmmende hvorfor filmen i perioder godt kan føles lidt tv-film-agtig.
Til gengæld er den underspillede dramatik en fornøjelse at overvære, når den udnyttes. Som forsøg på at menneskeliggøre kongefamilien er filmen ganske interessant, og der gives et kritisk men også nuanceret billede af kongefamilien. Endnu mere interessant er filmens hovedtema om kampen mellem traditioner og nytænkning, mellem folkelighed og integritet. Sidstnævnte kunne der bare godt være brugt flere kræfter på, da det uden tvivl er i kraft af dette, at filmen har sin berettigelse.
Helen Mirren giver en pragtpræstation i hovedrollen og formår at portrættere Dronning Elizabeth 2. med den nødvendige blanding forstokkethed og oprigtighed. Hun er den direkte årsag til filmens vellykkede resultat og er med til at give et mindeværdigt indblik i en tilværelse, der foregår bag lukkede døre i den virkelige verden.
Lidt ærgerligt at filmen ikke kommer op på samme niveau som sin hovedrolleindehaver. Hvor Mirren er en oscar værdig er filmen det nemlig ikke. Der spilles ganske enkelt for meget på publikums nysgerrighed omkring det royale liv og hang hertil - dog må man sande, at selv samme nysgerrighed fastholder ens interesse fra start til slut.
Lad det være sagt med det samme – filmen er vellykket, men mangler også en del nye tanker for at kunne kalde sig skelsættende de gode hensigter til trods. Det er en meget ”engelsk” film, som ligner sin hovedperson; afdæmpet, udramatisk og, desværre også, konservativ. Denne tilbageholdende stil er charmerende og endda en smule selvironisk, men også kunstnerisk hæmmende hvorfor filmen i perioder godt kan føles lidt tv-film-agtig.
Til gengæld er den underspillede dramatik en fornøjelse at overvære, når den udnyttes. Som forsøg på at menneskeliggøre kongefamilien er filmen ganske interessant, og der gives et kritisk men også nuanceret billede af kongefamilien. Endnu mere interessant er filmens hovedtema om kampen mellem traditioner og nytænkning, mellem folkelighed og integritet. Sidstnævnte kunne der bare godt være brugt flere kræfter på, da det uden tvivl er i kraft af dette, at filmen har sin berettigelse.
Helen Mirren giver en pragtpræstation i hovedrollen og formår at portrættere Dronning Elizabeth 2. med den nødvendige blanding forstokkethed og oprigtighed. Hun er den direkte årsag til filmens vellykkede resultat og er med til at give et mindeværdigt indblik i en tilværelse, der foregår bag lukkede døre i den virkelige verden.
Lidt ærgerligt at filmen ikke kommer op på samme niveau som sin hovedrolleindehaver. Hvor Mirren er en oscar værdig er filmen det nemlig ikke. Der spilles ganske enkelt for meget på publikums nysgerrighed omkring det royale liv og hang hertil - dog må man sande, at selv samme nysgerrighed fastholder ens interesse fra start til slut.
29/01-2007
