- Alle tårer vejer lige tungt -
5.0
Mexicanske Alejandro González Iñárritu er godt på vej til at blive en sand mesterinstruktør. Han rystede og imponerede os med den vanvittigt medrivende ”21 Grams”, og med ”Babel” gentager han således denne bedrift.
I filmen følger vi en håndfuld mennesker kloden rundt, som på den ene eller den anden måde er forbundet med hinanden, men som ellers lever deres liv uafhængigt af hinanden. Tror de. For bag den ydre historie om urimelighed og misforståelser gemmer der sig en særdeles relevant samfundskommentar i Iñárritus seneste værk. En bøn om at vi mennesker lærer at kommunikere bedre med hinanden frem for at være hinandens ulykke. Vi er klodens mest intelligente art, og alligevel er vi den, der behandler hinanden værst, fristes man til at sige efter at have set dette smertefyldte og rørende drama.
Selvom dramatikken ikke får for lidt, så formår Iñárritu også at finde kvaliteten og effektiviteten i de stille øjeblikke, som faktisk er dem, der gør mest ondt. Det er her, at ”Babel” går hen og bliver et billedkompositorisk og stemningsmæssigt unikum, hvorfor den i øvrigt er en film som ”Crash” (der arbejder med samme tema) overlegen.
Skuespillet er i særklasse og der spilles godt hele vejen rundt. Hvad enten der er tale om ukendte skuespillere fra ikke-engelsktalende lande eller vestlige superstjerner som Brad Pitt, så giver de medvirkende alt, hvad de har i sig. Det mest bemærkelsesværdige er faktisk, at de større navne falder i med mængden og ikke stjæler fokus.
”Babel” har måske lidt svært ved at bibeholde sin intensitet i samtlige 142 minutter, bl.a. den japanske historie falder lidt udenfor og gør ikke helt det samme indtryk som de andre dele, men den får alligevel lov at snige sig op på fem stjerner, da den bliver i erindringen længere end ventet med sin smittende smerte. Samtidig er det en særdeles vigtig og aktuel påmindelse om, at vi mennesker ikke er så langt fra hinanden, som vi går og tror. Alle tårer vejer lige tungt.
I filmen følger vi en håndfuld mennesker kloden rundt, som på den ene eller den anden måde er forbundet med hinanden, men som ellers lever deres liv uafhængigt af hinanden. Tror de. For bag den ydre historie om urimelighed og misforståelser gemmer der sig en særdeles relevant samfundskommentar i Iñárritus seneste værk. En bøn om at vi mennesker lærer at kommunikere bedre med hinanden frem for at være hinandens ulykke. Vi er klodens mest intelligente art, og alligevel er vi den, der behandler hinanden værst, fristes man til at sige efter at have set dette smertefyldte og rørende drama.
Selvom dramatikken ikke får for lidt, så formår Iñárritu også at finde kvaliteten og effektiviteten i de stille øjeblikke, som faktisk er dem, der gør mest ondt. Det er her, at ”Babel” går hen og bliver et billedkompositorisk og stemningsmæssigt unikum, hvorfor den i øvrigt er en film som ”Crash” (der arbejder med samme tema) overlegen.
Skuespillet er i særklasse og der spilles godt hele vejen rundt. Hvad enten der er tale om ukendte skuespillere fra ikke-engelsktalende lande eller vestlige superstjerner som Brad Pitt, så giver de medvirkende alt, hvad de har i sig. Det mest bemærkelsesværdige er faktisk, at de større navne falder i med mængden og ikke stjæler fokus.
”Babel” har måske lidt svært ved at bibeholde sin intensitet i samtlige 142 minutter, bl.a. den japanske historie falder lidt udenfor og gør ikke helt det samme indtryk som de andre dele, men den får alligevel lov at snige sig op på fem stjerner, da den bliver i erindringen længere end ventet med sin smittende smerte. Samtidig er det en særdeles vigtig og aktuel påmindelse om, at vi mennesker ikke er så langt fra hinanden, som vi går og tror. Alle tårer vejer lige tungt.
29/01-2007
