Mere fiktiv end sær
4.0
”Stranger Than Fiction” er en ganske underfundig komedie om en kedelig mand, Harold Crick (en afdæmpet Will Ferrel), der lever et røvkedeligt og indholdsløst liv som auditor for skattevæsenet. Hans hverdag er afmålt ned til mindste matematiske detalje, så som hvor mange gange Harold børster tænder og lignende. Harold er desuden god til matematik, og som en tvangshandling kan han ikke lade være med at tælle sine skridt eller andre ting.
Harold er faktisk så uendeligt kedelig, at man skulle tro, at han er en karakter i et stykke tragikomisk litteratur. Og det er lige, hvad han er. En morgen hvor Harold tæller antallet af gange, han børster sine tænder, hører han en særdeles veltalende kvindelig stemme med britisk accent, der beskriver hans handlinger, som læste hun op af en bog. Harold tror, at han er ved at blive sindssyg, da ingen andre hører stemmen, og psykologen han opsøger vil også straks have ham i medicin-behandling. I stedet opsøger Harold en litteraturprofessor (Dustin Hoffman), der også først er afvisende, men han bliver pludselig interesseret, da Harold fortæller, at stemmen siger udtryk som ”little did he know”.
I et ganske sjovt twist bruges der litteraturteori som terapi for denne gale mand. For eksempel forsøger de at finde ud af, om Harold befinder sig i en komedie eller en tragedie. Efter nogle et audit-besøg hos kvinden, han er forelsket i (Maggie Gyllenhaal), der er en rebelsk bager, der afskyer skattevæsenet, og dermed også ham, mener Harold, at han befinder sig i en tragedie. Publikum ved også, at det er en tragedie, da vi følger forfatteren til hans liv, Kay Eiffel (Emma Thompson), der intet ved om Harolds faktiske eksistens, og som i stedet kæmper med en skriveblokering, da hun ikke ved, hvordan hun skal slå sin fiktive karakter ihjel.
Filmen har mange sjove øjeblikke. Specielt Dustin Hoffman er god som professoren, der tager litteratur mere alvorligt end livet selv. Eller for eksempel et Douglas Adams-agtigt øjeblik, da en gravko lige pludselig river fjernsynet og væggen ud af Harolds lejlighed, da Harold bestemmer sig for at se, om bogen er udelukkende er baseret på karakterens handlinger eller eksterne begivenheder. Will Ferrel er også fænomenalt sjov, da han i stedet for sin typiske excentriske komiske facon bruger en lige så sjov deadpan, da Harolds verden falder fra hinanden.
Desværre er filmen ikke altid lige god. Romancen mellem Harold og bagerpigen er ikke helt så overbevisende og sød, som den gerne ville være, og henimod slutningen var jeg heller ikke overbevist om Harolds måde at handle på. Der er nogle centrale problemer med karakterudviklingen i filmen. Filmen stikker ikke så dybt ind i karaktererne, der i bund og grund er overfladiske og småkarikerede. Og så giver reglerne for sammenhængen mellem hendes bog og Harolds virkelighed ikke altid mening.
Men alligevel er der mange rørende øjeblikke, og filmen er altid morsom og underfundig. Jeg glæder mig til at se manuskriptforfatteren Zach Helms debut som instruktør i filmen ”Mr. Magorium's Wonder Emporium”, hvor der igen er en excentrisk rolle til Dustin Hoffman.
Harold er faktisk så uendeligt kedelig, at man skulle tro, at han er en karakter i et stykke tragikomisk litteratur. Og det er lige, hvad han er. En morgen hvor Harold tæller antallet af gange, han børster sine tænder, hører han en særdeles veltalende kvindelig stemme med britisk accent, der beskriver hans handlinger, som læste hun op af en bog. Harold tror, at han er ved at blive sindssyg, da ingen andre hører stemmen, og psykologen han opsøger vil også straks have ham i medicin-behandling. I stedet opsøger Harold en litteraturprofessor (Dustin Hoffman), der også først er afvisende, men han bliver pludselig interesseret, da Harold fortæller, at stemmen siger udtryk som ”little did he know”.
I et ganske sjovt twist bruges der litteraturteori som terapi for denne gale mand. For eksempel forsøger de at finde ud af, om Harold befinder sig i en komedie eller en tragedie. Efter nogle et audit-besøg hos kvinden, han er forelsket i (Maggie Gyllenhaal), der er en rebelsk bager, der afskyer skattevæsenet, og dermed også ham, mener Harold, at han befinder sig i en tragedie. Publikum ved også, at det er en tragedie, da vi følger forfatteren til hans liv, Kay Eiffel (Emma Thompson), der intet ved om Harolds faktiske eksistens, og som i stedet kæmper med en skriveblokering, da hun ikke ved, hvordan hun skal slå sin fiktive karakter ihjel.
Filmen har mange sjove øjeblikke. Specielt Dustin Hoffman er god som professoren, der tager litteratur mere alvorligt end livet selv. Eller for eksempel et Douglas Adams-agtigt øjeblik, da en gravko lige pludselig river fjernsynet og væggen ud af Harolds lejlighed, da Harold bestemmer sig for at se, om bogen er udelukkende er baseret på karakterens handlinger eller eksterne begivenheder. Will Ferrel er også fænomenalt sjov, da han i stedet for sin typiske excentriske komiske facon bruger en lige så sjov deadpan, da Harolds verden falder fra hinanden.
Desværre er filmen ikke altid lige god. Romancen mellem Harold og bagerpigen er ikke helt så overbevisende og sød, som den gerne ville være, og henimod slutningen var jeg heller ikke overbevist om Harolds måde at handle på. Der er nogle centrale problemer med karakterudviklingen i filmen. Filmen stikker ikke så dybt ind i karaktererne, der i bund og grund er overfladiske og småkarikerede. Og så giver reglerne for sammenhængen mellem hendes bog og Harolds virkelighed ikke altid mening.
Men alligevel er der mange rørende øjeblikke, og filmen er altid morsom og underfundig. Jeg glæder mig til at se manuskriptforfatteren Zach Helms debut som instruktør i filmen ”Mr. Magorium's Wonder Emporium”, hvor der igen er en excentrisk rolle til Dustin Hoffman.
31/01-2007
