Kvindeskønhed på flaske
4.0
”Parfumen: Historien om en morder” tager udgangspunkt i at genskabe en sanseoplevelse gennem sin kameralinse, og på en eller anden måde få den sivet igennem lærred og op i næseborene på sit publikum. En opgave der ikke bare lyder som akut hovedløs, men decideret umuligt. Og lad mig da bare til ingens forbløffelse afsløre, at man aldrig lugter de pilrådne fisk, de sødmefulde blomsterbede eller alle de andre markante dufte som filmen udpensler på lærredet.
Alligevel sidder man under ”Parfumen” med en fornemmelse af, at man er så tæt på at kunne snuse til en film, at kunne indtage den og fornemme den via sin lugtesans, som det overhoved er muligt.
Så godt har den tyskfødte instruktør, Tom Tykwer, fremstillet og parfumeret sin film med små afgørende detaljer, der næsten får omgivelsernes stank eller duft i ”Parfumen” til svagt at hænge i luften midt i biografsalen. Indsvøbt i disse herlige sanseindtryk, ligger historien om den (så vidt jeg husker) blindfødte Jean-Baptiste Grenouille, der vitterligt lever gennem sin næse. Han fødes under en købmandsdisk midt i et sandt helvede af klamheder, der indebærer alt fra flåede dyreindvolde, blod, opkast og fugt, til baljer med gennemmugne fisk. Herfra lærer Jean-Baptiste at elske alt han ikke kan se, med sin egen begærende lugtesans - med den næse der udvikler ham til en lidenskabelig seriemorder i jagten på den ultimativt stimulerende duft.
Det er ikke i karakterskildringen af den duftpassionerede dræber, Jean-Baptiste, at Tom Tykwer fremtvinger nogen særlig bedrift. På lige dét ellers ganske fundamentale plan, fordufter nemlig filmens chance for at blive noget dybere og mere rummeligt end et sanseligt rusmiddel. Derimod er det i dens kompetente bestræbelser i at formidle en duft gennem et billedsprog, at ”Parfumen” slår igennem som netop en overbevisende sanseoplevelse. Som en film der, lidt ligesom Jean-Baptiste’s selvlavede og noget makabre parfume, skraber alt det bedste af filmmediets besættende midler ned i en, samlet essens.
Alligevel sidder man under ”Parfumen” med en fornemmelse af, at man er så tæt på at kunne snuse til en film, at kunne indtage den og fornemme den via sin lugtesans, som det overhoved er muligt.
Så godt har den tyskfødte instruktør, Tom Tykwer, fremstillet og parfumeret sin film med små afgørende detaljer, der næsten får omgivelsernes stank eller duft i ”Parfumen” til svagt at hænge i luften midt i biografsalen. Indsvøbt i disse herlige sanseindtryk, ligger historien om den (så vidt jeg husker) blindfødte Jean-Baptiste Grenouille, der vitterligt lever gennem sin næse. Han fødes under en købmandsdisk midt i et sandt helvede af klamheder, der indebærer alt fra flåede dyreindvolde, blod, opkast og fugt, til baljer med gennemmugne fisk. Herfra lærer Jean-Baptiste at elske alt han ikke kan se, med sin egen begærende lugtesans - med den næse der udvikler ham til en lidenskabelig seriemorder i jagten på den ultimativt stimulerende duft.
Det er ikke i karakterskildringen af den duftpassionerede dræber, Jean-Baptiste, at Tom Tykwer fremtvinger nogen særlig bedrift. På lige dét ellers ganske fundamentale plan, fordufter nemlig filmens chance for at blive noget dybere og mere rummeligt end et sanseligt rusmiddel. Derimod er det i dens kompetente bestræbelser i at formidle en duft gennem et billedsprog, at ”Parfumen” slår igennem som netop en overbevisende sanseoplevelse. Som en film der, lidt ligesom Jean-Baptiste’s selvlavede og noget makabre parfume, skraber alt det bedste af filmmediets besættende midler ned i en, samlet essens.
31/01-2007
