Kejserens nye klæder
1.0
Øhhhh... var alt min mand og jeg kunne sige, da vi forlod biografen. På vej ned i elevatoren stod andre biografgængere med ansigter som spørgsmålstegn og sagde: Øh....
Jeg har sat mig for at se så mange af de Oscarnominerede film, som muligt, så derfor glædede jeg mig også til at se "Babel". Den havde jo netop vundet en Golden Globe - så uden egentligt at have sat mig specielt meget ind i, hvad den egentligt gik ud på, så var forventningerne sat højt op. Men nu her flere dage efter er eneste kommentar, jeg stadig har, et: "Øhhhhh.....
Aldrig har jeg kedet mig så længe. De få mennesker i biograften vendte og drejede sig på stolene, medens slikposerne støjende knitrede. Hvor var det store og åbenbarende i denne film? Hvad handlede den egentligt om? Jo - kommunikation, det kunne jeg godt gætte mig til ud fra titlen - og med lidt god vilje også se som et overordnet tema for de 3 små historier, som kunstigt forsøges sammenkædet. Men helt ærligt - det er for søgt! Små triste historier, som er så spinkle hver især, at de må tilspædes unødigt fyld i form af "dreng kigger gennem hul for at se pige klæde sig af", og "dreng ornanerer, for han er ved at blive stor". Og den endnu mere sørgelige Japanske historie i den grad tilført overflødige og ligegyldigt teen-age fnis og usandsynlige sexuelle ideer. Eneste historie, som hænger nogenlunde sammen, er den fra Mexico, som imidlertid er så forudsigelig, at man for længst har gættet sig til resultatet, inden festen overhovedet er sluttet. Ak ja.
Jeg vil ikke underkende skuespilpræstationerne - Bradd Pitt og Kate Blanchette er da rigtigt godt spillende, men desværre med meget lidt at gøre med.
Med chancen for at blive kaldt for dum og uvidende, ja, så vil jeg fortsat fastslå, at jeg ikke kunne se noget som helst stort i denne film. Knap gætte mig til ideen. Uanset hvad, er den alt for smal til at kunne fange almindelig interesse. Langtrukken og kedelig. Og set ud fra mit synspunkt en "KEJSERENS NYE KLÆDER".
Jeg har sat mig for at se så mange af de Oscarnominerede film, som muligt, så derfor glædede jeg mig også til at se "Babel". Den havde jo netop vundet en Golden Globe - så uden egentligt at have sat mig specielt meget ind i, hvad den egentligt gik ud på, så var forventningerne sat højt op. Men nu her flere dage efter er eneste kommentar, jeg stadig har, et: "Øhhhhh.....
Aldrig har jeg kedet mig så længe. De få mennesker i biograften vendte og drejede sig på stolene, medens slikposerne støjende knitrede. Hvor var det store og åbenbarende i denne film? Hvad handlede den egentligt om? Jo - kommunikation, det kunne jeg godt gætte mig til ud fra titlen - og med lidt god vilje også se som et overordnet tema for de 3 små historier, som kunstigt forsøges sammenkædet. Men helt ærligt - det er for søgt! Små triste historier, som er så spinkle hver især, at de må tilspædes unødigt fyld i form af "dreng kigger gennem hul for at se pige klæde sig af", og "dreng ornanerer, for han er ved at blive stor". Og den endnu mere sørgelige Japanske historie i den grad tilført overflødige og ligegyldigt teen-age fnis og usandsynlige sexuelle ideer. Eneste historie, som hænger nogenlunde sammen, er den fra Mexico, som imidlertid er så forudsigelig, at man for længst har gættet sig til resultatet, inden festen overhovedet er sluttet. Ak ja.
Jeg vil ikke underkende skuespilpræstationerne - Bradd Pitt og Kate Blanchette er da rigtigt godt spillende, men desværre med meget lidt at gøre med.
Med chancen for at blive kaldt for dum og uvidende, ja, så vil jeg fortsat fastslå, at jeg ikke kunne se noget som helst stort i denne film. Knap gætte mig til ideen. Uanset hvad, er den alt for smal til at kunne fange almindelig interesse. Langtrukken og kedelig. Og set ud fra mit synspunkt en "KEJSERENS NYE KLÆDER".
01/02-2007
