- Mange bække små... -

Det er sjældent, at feel good-komedier er rigtig gode. Jovist, der findes mange udmærkede af slagsen. For mange. Det er lidt som om, at de uskrevne regler indenfor genren forhindrer ethvert prisværdigt forsøg i at rage op over mængden. Netop derfor er det med glimrende timing, at ”Little Miss Sunshine” ser dagens lys.

Her har vi en feel good-komedie, der både tør være anderledes, men som faktisk på samme tid følger reglerne. Handlingen er eksempelvis ret simpel og helt i tråd med genren; en familie hiver nogle dage ud af kalenderen og begiver sig ud på en mindre rejse for at nå frem til en skønhedskonkurrence, som familiens yngste medlem skal deltage i, og denne tur bliver, selvfølgelig, en indre rejse for dem. Men genistregen her består i de små detaljer, som i dette tilfælde gør hele forskellen. Det er i dem vi finder det bid, den varme og det vid, som "Little Miss Sunshine" fra ende til anden besidder. Filmen er ganske enkelt én lang uafbrudt kavalkade af bittesmå men fantastiske scener.

Derudover er det en sjov film. Både dialog og handling bidrager til nogle utrolig morsomme øjeblikke men også nogle meget rørende nogle, der varmer om hjertet. Et godt eksempel herpå er klimakset mod enden, som på papiret er ren kliché, men som i udførelsen er så befriende uhøjtidelig og desuden fint opsummerende i forhold til filmens tema om familielivet på godt og ondt, at man kun kan lade sig rive med. Trods de mange triste elementer lykkedes det filmen at efterlade en i godt humør, og det er ikke fordi, den overbeviser os om, at bøtten pludselig vender for de bedrøvelige karakterer, men netop fordi den IKKE gør det. ”Little Miss Sunshine” har heldigvis forstået, at håbet ofte er nok, og så længe man ikke dræber det helt, så er der uanede muligheder for at lade de livsbekræftende frø spire i selv de mest triste omgivelser.

Filmens største aktiv må dog siges at være dens medvirkende. En vidunderlig gruppe skuespillere er her samlet og yder alle deres bedste. De supplerer hinanden utrolig godt, samtidig med de enkeltvis formår at stråle, og manuskriptet deler da også gavmildt guldkorn ud til alle karaktererne. Mest iøjnefaldende er dog den blot 10-årige Abigail Breslin i titelrollen, som leverer noget af det bedste og mest troværdige skuespil, jeg mindes at have set et barn udføre. Og så er hun jo slet og ret bedårende med sin store udstråling og et smil, man ikke kan få nok af. Hun har lige præcis det, som hendes konkurrenter i filmen mangler.

”Little Miss Sunshine” er i bund og grund ”bare” en harmløs feel good-fortælling. Men i stedet for at degradere den til ”bare”-kategorien, blot fordi man græder af glæde og ikke af sorg, så vil jeg lade hjertet tale og give den de seks stjerner, den fortjener. Hvilken perle.