Overdådig sarkasme
5.0
”Barry Lyndon” er Stanley Kubricks overdådige og billedskønne storfilm på over tre timer om en irlandsk knægt, der kaster sig ud i livet i Europa i 1700-tallet og bliver både belønnet og straffet for sit mod og hovmod. Filmen er en nydelse fra ende til anden med underskønne billeder og en fed britisk dry humor. Specielt den første del af filmen er enormt komisk og underholdende, mens der sniger sig en del mere mørke og tragedie ind i den anden del af denne skildring af Redmond Barrys livshistorie.
En yderst veltalende fortællerstemme (Michael Hordern) fortæller os om Redmond Barrys forældre, og vi kan hurtigt høre ironien i ordene og de dertil vel-timede billeder. For eksempel hører vi, at Barrys far ville have været en glimrende advokat. Hvis han altså ikke var blevet dræbt i en duel over et køb af nogle heste.
Filmens starter med den unge Barrys (Ryan O'Neal) første store begær, der ender med at sende ham ud i verden. Barrys første kærlighed er sin kusine Nora (Gay Hamilton), der forfører ham ved at gemme sit halsbånd imellem sine bryster, og hun får den generte, unge Barry til at føle på hendes krop for at finde det. Den forelskelse holder dog ikke længe, da hun hurtigt hopper på den rødklædte kaptajn Quin, for hvem hun straks påstår, at hun aldrig har været sammen med nogen før. Hun siger det elegant og som en ægte dame, hvilket understreger ironien i det hele. Noras familie ser hende helst gift med den forholdsvis velhavende kaptajn, men den viljestærke Barry udfordrer ham til en duel om Nora. Duellen ender med, at den nervøse Quin falder om, og Barry må flygte, da det ikke ligefrem er lovligt at skyde på kaptajner uanset hvor ærbart det er at gøre det ved en duel.
Ironisk nok ender Barry selv i hæren, der lover en fast løn og en flot rød uniform. Det er alt sammen fint, indtil Barry sendes i krig mod Frankrig i Europa. Barry ser sin chance for at komme væk under en scene, der er næsten ud af en komisk sketch af Monty Python, hvor et par badende officer-bøsser taler med en fimset, affekteret overklasse-britisk accent om, hvor meget de vil savne hinanden, når den ene sendes ud som sendebud til de allierede i Preussen. Den snu Barry snupper uniformen og papirerne og giver sig afsted til det neutrale Holland. I sidste ende undslipper han ikke krigen, og han ender med at tjene under den hårde Potzdorf (Hardy Kruger) først under krigene og senere for politiet i Berlin. Men han øjner sin chance, da han møder en irske kortspiller, der udgiver sig for at være adelig, og som tjener penge på at snyde de forskellige grever og baroner rundt omkring i Europa.
Barry ender altså med at være en snu rad, der forstår at tage, hvad han vil have. Første del ender med, at han tager Lady Lyndon (Marisa Berenson), da hendes adelige mand dør. Den sidste del af filmen er meget mere sammenhængende dramatisk, da den handler om Barrys fejltagelser i sit senere liv, da han tilsidesætter Lady Lyndons adelige søn og i stedet giver al sin kærlighed og omsorg til det barn, han selv har med hende. Han er nu heller ikke interesseret i Lady Lyndon selv, som han kun opfatter som et smukt møbel i sin nye samling. Aristokratiet bryder sig ikke om, at han har giftet sig til sin formue på denne måde, og det gør det kun værre, at Barry og Ladyens første søn hader hinanden som pesten.
Filmen fortælles først og fremmest med smukke billeder af slotte og landskaber. Der bruges kun få ord. Mange smukke scener hvor dramaet langsomt udspiller sig uden ord, så som For eksempel bruges der ingen ord, da Barry og Lady Lyndon flirter med hinanden, hvorefter de tager ud på balkonen og kysser. Og når der endelig bruges ord, så er de ofte ganske humoristiske eller satiriske.
Filmens skildring af den engelske pænhed og overklassestilen er fantastisk satirisk. Da Barry gifter sig med Lady Lyndon oplæses formålet med ægteskab, og præsten siger, at det er at formålet er at have diskrete og gudsfrygtige forhold mellem mænd og kvinder og undgå synd og hor. Og ganske få scener senere ser vi Barry bolle omkring med hendes tjenestepiger.
Filmens billeder er ofte ubeskriveligt smukke. Som malerier fra den tid. Og Kubrick giver os god tid til at se dem. Der er en smuk rytme i billederne, hvor der ikke sker for mange hurtige bevægelser eller klipninger. I stedet hives kameraet ofte tilbage, så vi ser de store velkomponerede billeder af Lady Lyndon, der stille sidder i badekaret omgivet af de tjenestepiger, som Barry boller rundt med. Denne rytme punkteres bevidst fra tid til anden af skarp satire.
En af filmens bedste scener er pistolduellen mellem Barry og Lady Lyndons førstefødte. Denne duel afslutter stort set historien, og ligesom den duel der begyndte historien, så er det her den mest viljestærke, der vinder. I et ironisk twist, så er det i denne ærbare måde at kæmpe på en ganske uærbar handling, der afgører striden. Og det hele er timet helt fantastisk, så vi for tid til at gruble over, hvad der foregår i hovederne på vores karaktererer. Der er hele tiden en distance til det hele i filmen. Ofte en ironisk distance, men også en distance til denne billedskønne verden. Men i sidste ende har vi oplevet et liv levet med stor iver, som vi kan forholde os til og reflektere over.
Som sagt nød jeg den fra ende til anden. Det smukke tema spillet som kammermusik, billederne som ud af datidens storslåede malerier, den knastørre britiske humor, og den store fortælling om et absurd liv i en absurd verden.
En yderst veltalende fortællerstemme (Michael Hordern) fortæller os om Redmond Barrys forældre, og vi kan hurtigt høre ironien i ordene og de dertil vel-timede billeder. For eksempel hører vi, at Barrys far ville have været en glimrende advokat. Hvis han altså ikke var blevet dræbt i en duel over et køb af nogle heste.
Filmens starter med den unge Barrys (Ryan O'Neal) første store begær, der ender med at sende ham ud i verden. Barrys første kærlighed er sin kusine Nora (Gay Hamilton), der forfører ham ved at gemme sit halsbånd imellem sine bryster, og hun får den generte, unge Barry til at føle på hendes krop for at finde det. Den forelskelse holder dog ikke længe, da hun hurtigt hopper på den rødklædte kaptajn Quin, for hvem hun straks påstår, at hun aldrig har været sammen med nogen før. Hun siger det elegant og som en ægte dame, hvilket understreger ironien i det hele. Noras familie ser hende helst gift med den forholdsvis velhavende kaptajn, men den viljestærke Barry udfordrer ham til en duel om Nora. Duellen ender med, at den nervøse Quin falder om, og Barry må flygte, da det ikke ligefrem er lovligt at skyde på kaptajner uanset hvor ærbart det er at gøre det ved en duel.
Ironisk nok ender Barry selv i hæren, der lover en fast løn og en flot rød uniform. Det er alt sammen fint, indtil Barry sendes i krig mod Frankrig i Europa. Barry ser sin chance for at komme væk under en scene, der er næsten ud af en komisk sketch af Monty Python, hvor et par badende officer-bøsser taler med en fimset, affekteret overklasse-britisk accent om, hvor meget de vil savne hinanden, når den ene sendes ud som sendebud til de allierede i Preussen. Den snu Barry snupper uniformen og papirerne og giver sig afsted til det neutrale Holland. I sidste ende undslipper han ikke krigen, og han ender med at tjene under den hårde Potzdorf (Hardy Kruger) først under krigene og senere for politiet i Berlin. Men han øjner sin chance, da han møder en irske kortspiller, der udgiver sig for at være adelig, og som tjener penge på at snyde de forskellige grever og baroner rundt omkring i Europa.
Barry ender altså med at være en snu rad, der forstår at tage, hvad han vil have. Første del ender med, at han tager Lady Lyndon (Marisa Berenson), da hendes adelige mand dør. Den sidste del af filmen er meget mere sammenhængende dramatisk, da den handler om Barrys fejltagelser i sit senere liv, da han tilsidesætter Lady Lyndons adelige søn og i stedet giver al sin kærlighed og omsorg til det barn, han selv har med hende. Han er nu heller ikke interesseret i Lady Lyndon selv, som han kun opfatter som et smukt møbel i sin nye samling. Aristokratiet bryder sig ikke om, at han har giftet sig til sin formue på denne måde, og det gør det kun værre, at Barry og Ladyens første søn hader hinanden som pesten.
Filmen fortælles først og fremmest med smukke billeder af slotte og landskaber. Der bruges kun få ord. Mange smukke scener hvor dramaet langsomt udspiller sig uden ord, så som For eksempel bruges der ingen ord, da Barry og Lady Lyndon flirter med hinanden, hvorefter de tager ud på balkonen og kysser. Og når der endelig bruges ord, så er de ofte ganske humoristiske eller satiriske.
Filmens skildring af den engelske pænhed og overklassestilen er fantastisk satirisk. Da Barry gifter sig med Lady Lyndon oplæses formålet med ægteskab, og præsten siger, at det er at formålet er at have diskrete og gudsfrygtige forhold mellem mænd og kvinder og undgå synd og hor. Og ganske få scener senere ser vi Barry bolle omkring med hendes tjenestepiger.
Filmens billeder er ofte ubeskriveligt smukke. Som malerier fra den tid. Og Kubrick giver os god tid til at se dem. Der er en smuk rytme i billederne, hvor der ikke sker for mange hurtige bevægelser eller klipninger. I stedet hives kameraet ofte tilbage, så vi ser de store velkomponerede billeder af Lady Lyndon, der stille sidder i badekaret omgivet af de tjenestepiger, som Barry boller rundt med. Denne rytme punkteres bevidst fra tid til anden af skarp satire.
En af filmens bedste scener er pistolduellen mellem Barry og Lady Lyndons førstefødte. Denne duel afslutter stort set historien, og ligesom den duel der begyndte historien, så er det her den mest viljestærke, der vinder. I et ironisk twist, så er det i denne ærbare måde at kæmpe på en ganske uærbar handling, der afgører striden. Og det hele er timet helt fantastisk, så vi for tid til at gruble over, hvad der foregår i hovederne på vores karaktererer. Der er hele tiden en distance til det hele i filmen. Ofte en ironisk distance, men også en distance til denne billedskønne verden. Men i sidste ende har vi oplevet et liv levet med stor iver, som vi kan forholde os til og reflektere over.
Som sagt nød jeg den fra ende til anden. Det smukke tema spillet som kammermusik, billederne som ud af datidens storslåede malerier, den knastørre britiske humor, og den store fortælling om et absurd liv i en absurd verden.
04/02-2007
