Menneskeheden under kniven
6.0
I et skummelt hjem med mørklagte vinduer og en sur, rådden stank af dødt kød, findes en bogstavelig talt revnende tyk mand død ved sit køkkenbord, med ansigtet smasket ned i en fyldt middagstallerken. Alle vegne flyder det med tomme konservesdåser. Manden har, fasttvunget til en stol, smovset sig ihjel i den vamle dåsemad og naturligvis ikke af egen fri vilje. Herfra er linjen lagt til en brutal morderleg og til et klamt, ondt og gudeligt vellykket filmnoir opus, David Finchers moderne thrillerklassiker, ”Se7en” fra 1995 - den ukronede tronbestiger af midthalvfemsernes fejende flotte bølge. Her er den blævrende, skødesløse Hollywood-tone amputeret væk, det overskydende fedt skåret fra, og alt i alt er det kun det blotlagte skelet af filmmediet, Fincher har opereret sin film ud fra.
Et sådant kirurgisk indgreb kræver naturligvis blod og legemlige omkostninger, og David Fincher har skåret ind til marven og inderbenet med en direkthed, der ikke lefler for nervesvage sjæle. Vi skal helt tilbage til 40’ernes noir-melankoli for at finde den grundsten som Fincher har ladet forblive sit grundlag og som han har dyrket sin ekspressionisme ud fra. Bortset fra at der i hans suspenseunivers blødgør sort/hvid kontrasterne i brunlige nuancer, der er tilslebet i manuskriptets knivskarpe dialog og smurt på med hårdhed i den ellers galante tone, der brutalt maler filmnoir’en med sin blodrøde pensel. Her har vi ingen cigaretgumlende og frakkeiklædt charmør som skurk. Næ, fjenden er led, kold og djævelsk udspekuleret i form af en morder, hvis net af pinsler og plager nærmer sig et stadie af iskold kvalmende ondskab.
I en klamfugtig storby hvis navn vi aldrig for af vide, udspiller filmens plot sig. Det er mørkt, det regner ustandseligt fra oven og minder i høj grad om en overforfalden udgave af New York, flydende i skrald og osende af forurening. Her møder vi det klassiske makkerpar: Den impulsive kriminalkommissær med fremdrift i karrieren, Mills, og den livstrætte og rutinegarvede Sommerset, hvis livssyn og livslyst er blevet svækket i tjenesten. To mænd der sættes på spidsen i jagten på en seriemorder, der kronologisk henretter sine ofre i de syv dødssynders ritualtænkning - den som synder skal dø. Efter det makabre mord på manden der døde med hovedet fordybet i sit måltid, begået i frådserigets navn, er spillet i gang. Kort tid efter følger endnu et mord af samme uhumske slags. Den russiske roulette kører og hvem lander kuglen på? Menneskeheden af syndere er for alvor sat under kniven.
Stemningen i ”Se7en” er en suveræn blanding af mørk dommedagslyrik og den uhyggelige ondskab der gennembløder filmens anslag, når den næste sadistiske mordopsætning nærmer sig. Darius Khondjis fotografi er gennemført ned til mindste belysning og vinkel, i samme grad som scenografien er historisk flot sat op. Alle præstationer i filmen er desuden i top. Morgan Freeman, Brad Pitt og Kevin Spacey som det blomstrende trekløver lyser helt og aldeles op i de smukt afblomstrede omgivelser af faldefærdig morale og en verden i total fordærv. En hemmelighed er det dog ikke, at slutningen i ”Se7en” er syvkabalens stærkeste trumfkort. Moralen når bristepunktet. Helgenens profeti sker fyldest. I den sidste ofring vokser filmen sig i sandhed stærk som et essentielt værk, både som en knaldgod spændingsfilm og som en mørk filmisk depression - på begge fronter leverer ”Se7en” et optimalt udbytte.
Et sådant kirurgisk indgreb kræver naturligvis blod og legemlige omkostninger, og David Fincher har skåret ind til marven og inderbenet med en direkthed, der ikke lefler for nervesvage sjæle. Vi skal helt tilbage til 40’ernes noir-melankoli for at finde den grundsten som Fincher har ladet forblive sit grundlag og som han har dyrket sin ekspressionisme ud fra. Bortset fra at der i hans suspenseunivers blødgør sort/hvid kontrasterne i brunlige nuancer, der er tilslebet i manuskriptets knivskarpe dialog og smurt på med hårdhed i den ellers galante tone, der brutalt maler filmnoir’en med sin blodrøde pensel. Her har vi ingen cigaretgumlende og frakkeiklædt charmør som skurk. Næ, fjenden er led, kold og djævelsk udspekuleret i form af en morder, hvis net af pinsler og plager nærmer sig et stadie af iskold kvalmende ondskab.
I en klamfugtig storby hvis navn vi aldrig for af vide, udspiller filmens plot sig. Det er mørkt, det regner ustandseligt fra oven og minder i høj grad om en overforfalden udgave af New York, flydende i skrald og osende af forurening. Her møder vi det klassiske makkerpar: Den impulsive kriminalkommissær med fremdrift i karrieren, Mills, og den livstrætte og rutinegarvede Sommerset, hvis livssyn og livslyst er blevet svækket i tjenesten. To mænd der sættes på spidsen i jagten på en seriemorder, der kronologisk henretter sine ofre i de syv dødssynders ritualtænkning - den som synder skal dø. Efter det makabre mord på manden der døde med hovedet fordybet i sit måltid, begået i frådserigets navn, er spillet i gang. Kort tid efter følger endnu et mord af samme uhumske slags. Den russiske roulette kører og hvem lander kuglen på? Menneskeheden af syndere er for alvor sat under kniven.
Stemningen i ”Se7en” er en suveræn blanding af mørk dommedagslyrik og den uhyggelige ondskab der gennembløder filmens anslag, når den næste sadistiske mordopsætning nærmer sig. Darius Khondjis fotografi er gennemført ned til mindste belysning og vinkel, i samme grad som scenografien er historisk flot sat op. Alle præstationer i filmen er desuden i top. Morgan Freeman, Brad Pitt og Kevin Spacey som det blomstrende trekløver lyser helt og aldeles op i de smukt afblomstrede omgivelser af faldefærdig morale og en verden i total fordærv. En hemmelighed er det dog ikke, at slutningen i ”Se7en” er syvkabalens stærkeste trumfkort. Moralen når bristepunktet. Helgenens profeti sker fyldest. I den sidste ofring vokser filmen sig i sandhed stærk som et essentielt værk, både som en knaldgod spændingsfilm og som en mørk filmisk depression - på begge fronter leverer ”Se7en” et optimalt udbytte.
05/02-2007
