David Lynchs fejlskud
2.0
Personligt har mine oplevelser med David Lynchs film været ganske gode. "The Elephant Man" var en afsindig smuk film, "Blue Velvet" en yderst seværdig og dragende oplevelse og "Mulholland Drive" et sammenkog af bizarre stemninger, iscenesat i en ligeså uoverskuelig som effektiv form.
Cannes-vinderen "Wild At Heart" skuffede mig derfor bravt som en, for mig at se, sjusket og dybt absurd rodeforestilling. En stilmæssig typisk 90'er roadmovie, som i form leveres i en typisk plotkryllet emballage fra toppen af Lynchs syrehoved. Vi er endnu engang viklet ind i en knude af følelser, stilarter og tunge stemninger som sætter seeren på prøve i opgaven, der ligger i at binde den op. Og nok engang syntes gåden uløselig.
En lovløs Elvis-fan, Nicholas Cage, og hans smaskliderlige kæreste, Laura Dern, tager på en god, gammeldags køretur hen over USA med alverdens galninge i hælene. Så simpelt kan filmens set-up gengives på skrift (Selvom mange sikkert vil klandre mig for at have forsimplet det (...)) - som en masse vrøvl forvrøvlet sammen til én, opblæst hårdbolle af klæbrige mængder vrøvl. Det bliver som "Wild At Heart" udspiller sig sværere og sværere at se hvor og hvornår David Lynch har planlagt at nå sin pointe. Og 120 minutter inde er simpelthen for sent.
"Wild At Heart" kan sammenlignes med en anden form for opdateret Bonnie og Clyde-krønikke, nemlig "True Romance" fra omtrent samme periode. Der mangler både kunstnerisk sigte, men mest af alt klarhed før end at Lynchs kærlighedshistorie kan begå sig i den klasse. "Wild At Heart" er stilforvirret, svælger måske i symboler om det ene og det andet, men virker som en så modvillig film, at den trodser selv den fundementale skabelon i at lave en god film. I "Mulholland Drive" gik den, her går præmissen ganske enkelt for vidt.
David Lynch synes mest interesseret i at udforsker sit erotiske grænseland, skrive replikker fyldt med ordet "fuck" og skabe nærbilleder at en tændt cigarret. I sidste ende bevirker det, at "Wild At Heart" er en film, der mangler sig selv og sin egen inderlige glød.
Cannes-vinderen "Wild At Heart" skuffede mig derfor bravt som en, for mig at se, sjusket og dybt absurd rodeforestilling. En stilmæssig typisk 90'er roadmovie, som i form leveres i en typisk plotkryllet emballage fra toppen af Lynchs syrehoved. Vi er endnu engang viklet ind i en knude af følelser, stilarter og tunge stemninger som sætter seeren på prøve i opgaven, der ligger i at binde den op. Og nok engang syntes gåden uløselig.
En lovløs Elvis-fan, Nicholas Cage, og hans smaskliderlige kæreste, Laura Dern, tager på en god, gammeldags køretur hen over USA med alverdens galninge i hælene. Så simpelt kan filmens set-up gengives på skrift (Selvom mange sikkert vil klandre mig for at have forsimplet det (...)) - som en masse vrøvl forvrøvlet sammen til én, opblæst hårdbolle af klæbrige mængder vrøvl. Det bliver som "Wild At Heart" udspiller sig sværere og sværere at se hvor og hvornår David Lynch har planlagt at nå sin pointe. Og 120 minutter inde er simpelthen for sent.
"Wild At Heart" kan sammenlignes med en anden form for opdateret Bonnie og Clyde-krønikke, nemlig "True Romance" fra omtrent samme periode. Der mangler både kunstnerisk sigte, men mest af alt klarhed før end at Lynchs kærlighedshistorie kan begå sig i den klasse. "Wild At Heart" er stilforvirret, svælger måske i symboler om det ene og det andet, men virker som en så modvillig film, at den trodser selv den fundementale skabelon i at lave en god film. I "Mulholland Drive" gik den, her går præmissen ganske enkelt for vidt.
David Lynch synes mest interesseret i at udforsker sit erotiske grænseland, skrive replikker fyldt med ordet "fuck" og skabe nærbilleder at en tændt cigarret. I sidste ende bevirker det, at "Wild At Heart" er en film, der mangler sig selv og sin egen inderlige glød.
07/02-2007
