Se den pga. Helen Mirren!
4.0
Lad mig starte i den positive ende: Helen Mirren leverer så formidable en præstation i The Queen, at det i sig selv er billettens fulde pris værd. Hun træder i den grad Dronning Elizabeths II’s konede sko fuldt ud. Med kyndig assistance af make-up og kostumeafdelingen er den fysiske fremtoning som en ”copy & paste” udgave af den nulevende dronning, som Helen Mirren med eminente indlevelses- og mimiske evner har formået at udnytte optimalt, så man virkelig får fornemmelsen af, at det er hendes majestæt, vi møder deroppe på lærredet. Den tunge gang; det klodsede; det mussegrå; det stive smil og den kølige fremtoning er fænomenalt affotograferet og beviser endnu engang, at Helen Mirren er en af vor tids så absolut ”grand dames”. Jeg har i mange år været begejstret for hendes kunnen og bredde –så det skulle virkelig glæde mig at se hende modtage den lille eftertragtede gyldne statuette for denne performance. Ingen tvivl om, at hun er den rette vinder af Oscaren – selvom valget af bedste kvindelige skuespillerinde i år synes sværere end nogen sinde. Samtlige nominerede skuespillerinder er virkelig cremen af branchens bedste, så alle ville jeg med sindsro kunne acceptere med statuetten i hånden – men lidt rigtigere er det nok med Helen Mirren for denne rolle. Vi får se den 25/2.
Som Tony Blair opleves James Cromwell, som ligeledes giver en meget fin præstation. Han udstråler initiativ og karisma i fuld overensstemmelse med manden, han her skal portrættere. Absolut troværdigt og flot spillet.
Når det så er sagt, så sad jeg lidt forvirret tilbage der i plyssædet omkring mine egne meninger, medens rulleteksterne løb over lærredet. For hvad ville man egentligt lige med denne film? I al sin enkelthed er filmen mere eller mindre en dokumentarisk korrekt gengivelse af begivenhederne i og omkring det britiske kongehus i forbindelse med Prinsesse Dianas ulykkelige og omdiskuterede dødsulykke i den Parisiske motorvejstunnel. Men ikke med nye sider til at belyse selve ulykken og/eller et evt. komplot bag samme. Ej heller med en analyse af Dianas liv og færden til underbyggelse af hendes kultstatus og/eller ulykkelige samliv med Prins Charles. Men derimod en mere eller mindre minutiøs gennemgang af dagene i det britiske kongehus – i Dronning Elizabeth II gemakker – direkte efter ulykken og op til begravelsen. Som vi kender den fra medierne og den kulørte presse. Og på ingen måde flatterende for Dronningen og hendes familie. Tværtom. Selvom Tony Blairs ihærdige forsøg på at få hende til at forstå folkets stemning og krav i løbet af filmen langsomt krones, og hun tør noget op og slutteligt viser en mere human side. Filmen igennem præsenteres vi imidlertid for en kongelig familie, som nærmest virker karikeret – bevidst? – eller i et forsøg på at fremtræde stærkere? Det er jeg faktisk i tvivl om. Forhåbentligt er der tale om en lettere karikatur, da familiens særheder og stive tankegang virker nærmest så groteske – at jeg helst ikke vil tro, at det er tilnærmelsesvis rigtigt. Værst finder jeg Prins Philips karakter (spillet af James Cromwell). Her skærer arrogancen og afstanden til ”folket” tykt gennem luftlagene. Og den ellers så elskelige Queen Mother (Sylvia Syms) fremstår nærmest farceagtig. Sådan er mit indtryk i virkeligheden ikke af denne stærke lille dame med de faste meninger. Der bliver i hvert fald ikke taget med silkehandsker på familien, som filmen tydeliggør på ingen måde har tænkt sig at gøre et større nummer ud af Dianas død. Men som tiden af medierne og Tony Blair presses hertil. Det er ikke en speciel rar oplevelse at følge familien indenfor slottets fire vægge. Men filmen kommer ikke med nye vinkler eller budskaber på denne triste periode – måske bortset fra, at Tony Blair tillægges en endog temmelig stor indflydelse på Dronningen. Om dette er helt korrekt, er jeg ligeledes noget i tvivl om.
Uanset hvad, ved jeg stadig ikke helt, hvad man vil med denne film. En glorificering af den britiske kongefamilie er der i hvert fald ikke tale om. Dårligst et forsøg på at menneskeliggøre Dronningen og vise, at hun trods alt i al sin konservative tankegang til slut forstod, at tiderne kaldte på større åbenhed og mindre afstand til folket. Og jeg kan ikke lade være at tænke på, hvordan det britiske folk føler, når de ser denne film. Er de sig ilde berørte? Er de enige? Eller er det grænseoverskridende at udstille deres kongelige familie på denne måde? For – uanset royal/ikke-royal – ville vi her i Danmark da synes om at få serveret Dronning Margrethes mindre gode sider på widescreen og i Dolby Surround Sound? For slet ikke at tale om Prins Henriks særheder? Det synes pinligt nok, når han selv har henvendt sig til medierne – og i situationer man som dansker ikke er specielt stolte af – vel? Så jeg havde gerne set, at der havde været bragt ny information eller på anden måde gjort gældende, at her var en film, som gav os muligheden for at se på den britiske kongefamilie med nye øjne. Men det synes jeg ikke rigtigt er helt lykkedes…
Sluttelig skal dog nævnes, at filmen også har nogle meget smukke fotografiske sider. Ikke mindst af de store skotske vidder. I disse naturskønne omgivelser finder man også filmens vendepunkt – nemlig en stolt kronhjort, som symboliserer monarkiet – og hvis død/forsvinden tillægges Dronningens skift af standpunkt. Filmen giver endvidere et udmærket tidsbillede af livet inden bag murene, som vi forestiller os, at det må finde/har fundet sted.
Jeg giver filmen 4 stjerner ud fra synspunktet, at indholdet er jeg ikke helt tilfreds med. Plottet ligger lidt for tæt på en ugebladsagtig gennemgang af hændelsesforløbet, medens Helen Mirrens skuespilpræstation ligger til langt over de 6 stjerner.
Som Tony Blair opleves James Cromwell, som ligeledes giver en meget fin præstation. Han udstråler initiativ og karisma i fuld overensstemmelse med manden, han her skal portrættere. Absolut troværdigt og flot spillet.
Når det så er sagt, så sad jeg lidt forvirret tilbage der i plyssædet omkring mine egne meninger, medens rulleteksterne løb over lærredet. For hvad ville man egentligt lige med denne film? I al sin enkelthed er filmen mere eller mindre en dokumentarisk korrekt gengivelse af begivenhederne i og omkring det britiske kongehus i forbindelse med Prinsesse Dianas ulykkelige og omdiskuterede dødsulykke i den Parisiske motorvejstunnel. Men ikke med nye sider til at belyse selve ulykken og/eller et evt. komplot bag samme. Ej heller med en analyse af Dianas liv og færden til underbyggelse af hendes kultstatus og/eller ulykkelige samliv med Prins Charles. Men derimod en mere eller mindre minutiøs gennemgang af dagene i det britiske kongehus – i Dronning Elizabeth II gemakker – direkte efter ulykken og op til begravelsen. Som vi kender den fra medierne og den kulørte presse. Og på ingen måde flatterende for Dronningen og hendes familie. Tværtom. Selvom Tony Blairs ihærdige forsøg på at få hende til at forstå folkets stemning og krav i løbet af filmen langsomt krones, og hun tør noget op og slutteligt viser en mere human side. Filmen igennem præsenteres vi imidlertid for en kongelig familie, som nærmest virker karikeret – bevidst? – eller i et forsøg på at fremtræde stærkere? Det er jeg faktisk i tvivl om. Forhåbentligt er der tale om en lettere karikatur, da familiens særheder og stive tankegang virker nærmest så groteske – at jeg helst ikke vil tro, at det er tilnærmelsesvis rigtigt. Værst finder jeg Prins Philips karakter (spillet af James Cromwell). Her skærer arrogancen og afstanden til ”folket” tykt gennem luftlagene. Og den ellers så elskelige Queen Mother (Sylvia Syms) fremstår nærmest farceagtig. Sådan er mit indtryk i virkeligheden ikke af denne stærke lille dame med de faste meninger. Der bliver i hvert fald ikke taget med silkehandsker på familien, som filmen tydeliggør på ingen måde har tænkt sig at gøre et større nummer ud af Dianas død. Men som tiden af medierne og Tony Blair presses hertil. Det er ikke en speciel rar oplevelse at følge familien indenfor slottets fire vægge. Men filmen kommer ikke med nye vinkler eller budskaber på denne triste periode – måske bortset fra, at Tony Blair tillægges en endog temmelig stor indflydelse på Dronningen. Om dette er helt korrekt, er jeg ligeledes noget i tvivl om.
Uanset hvad, ved jeg stadig ikke helt, hvad man vil med denne film. En glorificering af den britiske kongefamilie er der i hvert fald ikke tale om. Dårligst et forsøg på at menneskeliggøre Dronningen og vise, at hun trods alt i al sin konservative tankegang til slut forstod, at tiderne kaldte på større åbenhed og mindre afstand til folket. Og jeg kan ikke lade være at tænke på, hvordan det britiske folk føler, når de ser denne film. Er de sig ilde berørte? Er de enige? Eller er det grænseoverskridende at udstille deres kongelige familie på denne måde? For – uanset royal/ikke-royal – ville vi her i Danmark da synes om at få serveret Dronning Margrethes mindre gode sider på widescreen og i Dolby Surround Sound? For slet ikke at tale om Prins Henriks særheder? Det synes pinligt nok, når han selv har henvendt sig til medierne – og i situationer man som dansker ikke er specielt stolte af – vel? Så jeg havde gerne set, at der havde været bragt ny information eller på anden måde gjort gældende, at her var en film, som gav os muligheden for at se på den britiske kongefamilie med nye øjne. Men det synes jeg ikke rigtigt er helt lykkedes…
Sluttelig skal dog nævnes, at filmen også har nogle meget smukke fotografiske sider. Ikke mindst af de store skotske vidder. I disse naturskønne omgivelser finder man også filmens vendepunkt – nemlig en stolt kronhjort, som symboliserer monarkiet – og hvis død/forsvinden tillægges Dronningens skift af standpunkt. Filmen giver endvidere et udmærket tidsbillede af livet inden bag murene, som vi forestiller os, at det må finde/har fundet sted.
Jeg giver filmen 4 stjerner ud fra synspunktet, at indholdet er jeg ikke helt tilfreds med. Plottet ligger lidt for tæt på en ugebladsagtig gennemgang af hændelsesforløbet, medens Helen Mirrens skuespilpræstation ligger til langt over de 6 stjerner.
07/02-2007
