Evnen til at forstå
5.0
I en tid hvor store dele af især den østlige og vestlige verden ikke fatter hinanden, laver mexicanske Alejandro González Iñárritu den oplagte film. ”Babel” handler nemlig om folk der ikke kan snakke sammen. Jo, ægteparret Susan og Richard, spillet af to ualmindelig veloplagte filmkendisser, Brad Pitt og Cate Blanchett, er ganske vist begge amerikanere med samme sprogbrug, men har mistet evnen til at kommunikere. Sammen er de på ferie er sted i Marokkos ørkenland, et ophold der forekommer nyttesløst, ind til et riffelskud suser gennem vinduet i den turistbus parret befinder sig i og dybt ned gennem skulderen på Susan. Magtesløsheden borer sig gennem familiefaderen Richard, der ikke kan trænge ind til de fremmede ham omgås, ligesom Babel og Iñárritu, efter svage 20 minutter, stille og roligt lirker sig ind i hjertemusklen på sin seer og trykker mere og mere nærgående til.
Midt i Tokyos hektiske skyskraberverden møder vi den japanske døvstumme pige, Chieko, der fuldkommen er hæmmet for sin omverden som det største offer for kommunikationsproblemer i ”Babel”. Hun går rundt i sin egen stille verden, der hverken indbefatter mundtlig eller følelsesmæssig udtryk, sammen med sine ligeledes døve veninder. Med dem går hun på diskotek og forsøger forgæves at komme i kontakt med det modsatte køn gennem sit lettere akavede tegnsprog. Chiekos tragiske desperation efter at komme til udtryk driver hende til så vidt som at tage trusserne af og i smug sprede ben under sin skørte foran en håndfuld drenge.
Scenen der omfatter Chieko og hendes veninder på en hårdpumpet natklub bestående af epileptisk elektro-lys, sætter seeren ind bag den døve piges intethed. Den intethed der ser på med et blankt og uforstående blik på sin omverden, der danser til rytmer og musik. Og dén Alejandro González Iñárritu så stærkt formidler, når Tokyos selvoplyste natteliv vises som lydløse billedportrætter. Gennem hele dominoeffekten af ulykker i ”Babel” skabes der en næsten åndelig atmosfære af at kigge ned på menneskene, som var man herren selv og betragtede sit mislykkede værk. De udpinte ansigter, de grædende og de fortabte små prikker, der trøstesløst leder efter en plads i den vide verdens kaos. Ikke mindst takket være filmens lydspor af den akustiske guitar, der i sin følsomme rung og klang en lille oplevelse i sig selv. Det samme kan siges om billedsiden og den mageløse klipning, hvor mindst én af disse tre mesterligheder må være værdig til en Oscar-statuette.
”Babel” træder primært i kraft af fantastisk skuespil, der, lige fra den ukendte Adriana Barraza til verdensstjernen Brad Pitt, alle udtrykker den stikkende frustration af uretfærdighed til en hel utænkelig grad. Ser man bort fra det et kort øjeblik, ligger der på bunden en yderst vigtig film. En film der kan få os til at tænke over, i hvor høj grad vores kultur og sprog fremmedgører kloden og dets individer som små splittede brikker. Nogle steder er det sportslige begivenheder eller tro der bringer mennesker sammen, men helt grundlæggende står den smerte der præger verdensbilledet og udlægger brikkerne til en helhed. Richard og Susans historie gør så ondt at det næsten kan mærkes, men er samtidig den, der måske bedst forslår os i at huske, hvorledes smerten er nødvendig. Smerten som puster kærlighedsflammen op og minder os om at forstår, hvorfor vi er sat på denne jord med og for hinanden.
Selvom ”Babel” går død i sin fortælling i op til flere omgange, lader realismen i stikken og lider under sin løse kædesammensætning af dens fire små historier, får den lige akkurat den sidste stjerne med på vejen, da Iñárritus filmsprog er ligeså stærkt som essensen af hele verdens frustration.
Midt i Tokyos hektiske skyskraberverden møder vi den japanske døvstumme pige, Chieko, der fuldkommen er hæmmet for sin omverden som det største offer for kommunikationsproblemer i ”Babel”. Hun går rundt i sin egen stille verden, der hverken indbefatter mundtlig eller følelsesmæssig udtryk, sammen med sine ligeledes døve veninder. Med dem går hun på diskotek og forsøger forgæves at komme i kontakt med det modsatte køn gennem sit lettere akavede tegnsprog. Chiekos tragiske desperation efter at komme til udtryk driver hende til så vidt som at tage trusserne af og i smug sprede ben under sin skørte foran en håndfuld drenge.
Scenen der omfatter Chieko og hendes veninder på en hårdpumpet natklub bestående af epileptisk elektro-lys, sætter seeren ind bag den døve piges intethed. Den intethed der ser på med et blankt og uforstående blik på sin omverden, der danser til rytmer og musik. Og dén Alejandro González Iñárritu så stærkt formidler, når Tokyos selvoplyste natteliv vises som lydløse billedportrætter. Gennem hele dominoeffekten af ulykker i ”Babel” skabes der en næsten åndelig atmosfære af at kigge ned på menneskene, som var man herren selv og betragtede sit mislykkede værk. De udpinte ansigter, de grædende og de fortabte små prikker, der trøstesløst leder efter en plads i den vide verdens kaos. Ikke mindst takket være filmens lydspor af den akustiske guitar, der i sin følsomme rung og klang en lille oplevelse i sig selv. Det samme kan siges om billedsiden og den mageløse klipning, hvor mindst én af disse tre mesterligheder må være værdig til en Oscar-statuette.
”Babel” træder primært i kraft af fantastisk skuespil, der, lige fra den ukendte Adriana Barraza til verdensstjernen Brad Pitt, alle udtrykker den stikkende frustration af uretfærdighed til en hel utænkelig grad. Ser man bort fra det et kort øjeblik, ligger der på bunden en yderst vigtig film. En film der kan få os til at tænke over, i hvor høj grad vores kultur og sprog fremmedgører kloden og dets individer som små splittede brikker. Nogle steder er det sportslige begivenheder eller tro der bringer mennesker sammen, men helt grundlæggende står den smerte der præger verdensbilledet og udlægger brikkerne til en helhed. Richard og Susans historie gør så ondt at det næsten kan mærkes, men er samtidig den, der måske bedst forslår os i at huske, hvorledes smerten er nødvendig. Smerten som puster kærlighedsflammen op og minder os om at forstår, hvorfor vi er sat på denne jord med og for hinanden.
Selvom ”Babel” går død i sin fortælling i op til flere omgange, lader realismen i stikken og lider under sin løse kædesammensætning af dens fire små historier, får den lige akkurat den sidste stjerne med på vejen, da Iñárritus filmsprog er ligeså stærkt som essensen af hele verdens frustration.
09/02-2007
