en film af momenter

Stjernebesat, skæv og potentialefyldt, men også indadvendt excentrisk og ikke ovenud vellykket musicalinspireret tragediekomedie, skrevet og instrueret af den konsekvent fremragende karakterskuespiller John Turturro. Romance and Cigarettes har været et hjertebarn for Turturro i længe, og han har efter sigende grublet over værket siden de tidligere dage med vennerne Joel og Ethan Coen, der fungerer som producere og mentorer på filmen og er en evident inspirationskilde for Turturro, der forsøger at ramme auteur-brødrenes signaturiske skæve og underliggende misantropiske filmstil, uden dog nogensinde at nå mestrenes højder. I stedet leverer Turturro en noget selvsmagende og egenrådig postmodernistisk musical, der lever højt på geniale momenter, men i helhedsbedømmelsen fremstår ret svag og usignifikant.

Turturro har indkaldt alle vennetjenester muligt hos skuespillerkollaboratører, der velvilligt har indrulleret sig i projektet, men Turturro skubber karaktererne og publikums indlevelsesengagement i baggrunden og fokuserer i stedet ensidigt på sine originalmæssigt lukrative, om end noget søgte idéer, der aldrig for alvor finder grobund i det tynde fundament. Altid seværdige James Gandolfini er ellers ret velspillende som hovedkarakteren, der lever i en aparte, men tilfredsstillende familieposition, men han kan desværre ikke holde dilleren i ro da den gudeskønne, men gennemført perverteret og psykotiske Kate Winslet frister med kropslige goder. Romance and Cigarettes er endnu en filmisk version omhandlende det komplekse problemstilling utroskab, men på trods af en ukuelig trang til at undvige enhver form for klichéer og opretholde en kunstnerisk originalitet fra Turturros side, så er det kontemplative aspekt ret banal og uophidsende. I stedet kan man dog glæde sig over de veloplagte implicerede, der på uforudsigelig vis bryder ud i velvalgte og tematisk fyldestgørende popnumre, der anvendes opfindsomt som eksplicit indikator for indre følelser. Susan Sarandon udviser sin kendetegnende form for skrøbelighed og hårdhedsfacade, der har gjort hende til en af filmhistoriens bedste skuespillerinder, og hendes sangscenariums er lige dele skønt og hjerteskærende at overvære. Christopher Walken er ligeledes fantastisk i en lille birolle som konstant citerende Elvis-klon, hvor Kongens simple tekster for alvor statueres som menneskelig poetisk og beskrivende. Det excentriske, om end periferiske, figurgalleri inkluderer også den underanvendte Steve Buscemi, der som altid er en opløftende scenestjæler, og popstjernen Mandy Moore, der muligvis ikke er den store skuespiller, men som har en attraktiv udstråling og en skønhed, som man ikke kan eller må overse. Den seksuelt ladede dialog er ret velskrevet og byder på en underfundig og til tider ekstrem form for sort humor, og skuespillerne leverer dem på den rette dosis uhøjtidelighed.

Visuelt er Romance and Cigarettes attråværdig uden at blive overdimensioneret prangende, og den nedtonede billedside fungerer fornemt som understøtter for filmens middelklassepoesi omhandlende genuine familieværdier, der dog kontrasterer Turturros pessimistiske og kyniske syn på kærlighed. Slutningens sentimentalitet og sæbeoperaelementer føles også ude af synk med resten af filmen, hvilket af en af Turturros ellers så engagerede iscenesættelses store problemer; han formår ikke at opretholde en rød tråd gennem filmen, hvor de forskellige historier udfoldes fragmentarisk og til tider ret overgearet. Romance and Cigarettes er ellers en basalt set sympatisk film, som man så gerne vil holde af, men Turturro formår kun at gøre den sporadisk underholdende, og selvom de mange musiksekvenser er fængende og opfindsomme, så bliver det aldrig ligeså innovativt og uforglemmeligt som i Baz Luhrmanns indefinable Moulin Rouge.