Kompleks og enkel på en og samme tid
5.0
”Yi Yi” skildrer Edward Yang en moderne taiwanesisk familie som en samling af individer med hver deres liv problemer og bekymringer. Det er en utrolig smuk skildring af, hvordan livet er komplekst og enkelt på en og samme tid.
Han giver sig god tid, godt tre timer, og han giver god plads til karaktererne til at udvikle sig. Blandt andet gør Edward Yang det meget enkle og effektive, at han lige lader kameraet hvile lidt længere på karaktererne, når de skilles eller dialogen er forbi, så vi kan mørke deres ensomhed. Ofte bruger Yang lange shots udenfor et rum, hvor lydene fortæller handlingerne og følelserne. På denne måde virker filmen både meget nær og meget fjern.
Filmen er meget overbevisende i skildringen af familien og det moderne Taiwan, men samtidig er der plads til både humor og poesi. ”Yi Yi” er en både rørende og intelligent film.
Den begynder med et bryllup med en højgravid pige og en onkel til familien. Kort efter brylluppet er bedstemoren i et uheld, og hun ligger i koma. Da moren (Elaine Jin) fortæller bedstemoren om sit liv og sine gøremål hver dag, finder hun ud af, at sit liv er tomt. Hun fortæller det grædende til sin mand, der misforstår hendes tomhedsfølelse. Han siger i stedet blot, at han får sygeplejeren til at l¿se avisen for bedstemoren, så hun kan høre noget nyt hver dag.
Denne scene, hvor moren bryder ud i denne fantastiske monolog om sit indholdsløse liv, hvilket minder lidt om hele stemningen i ”All or Nothing”, kommer lige efter faren (Nien-Jen Wu) har kontaktet sin gamle flamme, den nu amerikansk gifte Sherry (Su-Yun Ko). Måske vil han ganske enkelt ikke konfronteres med sin kones følelser. Han efterlader hende blot i et mørkt lokale, hvor hun sidder og græder for sig selv. Dette vises også i et fantastisk shot af lejligheden i højhuset taget udefra, hvor ruderne reflekterer bilerne, der suser forbi i natten, mens vi kan høre hendes gråd, der nærmest bliver overdøvet af, at naboerne har et voldsomt skænderi.
Moren tager væk fra familien til et munkekloster i bjergene, hvor hun forsøger at få styr på sit liv. Faren er ellers i en kritisk situation i firmaet, da det er ved at gå galt, og de bliver nødt til at investere i noget nyt. De kontakter derfor den berømte japanske computerspilsudvikler, Ôta (Ôgata Issei), som faren udvikler et godt forhold til, hvilket senere fører ham til Japan, hvor han igen mødes med sin første store kærlighed. Imens er datteren Ting-Ting i gang med at prøve kræfter med kærligheden for første gang selv. Uheldigvis er det med hendes gode venindes fyr.
Både historien med faren og datteren lyder måske lidt ala et melodrama, men skildringen er langt mere hudløs og ærlig. Og samtidig følger vi også den 8-årige søn, Yang-Yang (Jonathan Chang), der lige som de andre langsomt lærer om livet og udvikler sig. Faren siger på et tidspunkt, at Yang-Yang minder meget om ham. Men hvor faren er usikker og har masser af bekymringer, så har Yang-Yang nysgerrighed og livsenergi. Det ser vi tydeligt, da Yang-Yang begynder at fotografere verden omkring ham med det kamera, faren giver ham. Vi ser det også i den måde han håndterer de drillende børn og klasselæreren, der håner ham. Han er langt stærkere end de voksne omkring ham, der bukker under af livets strabadser og tragedier. Også selv om han måske aldrig vil få den pige, som han beundrer på afstand.
Edward Yang skaber hele tiden paralleller til de forskellige forhold i klipningen. Faren snakker med sin gymnasietids kæreste om, at han var forelsket i hende siden grundskolen. Derefter klippes der til Yan-Yang, der ved swimmingpoolen ser på pigen, han er forelsket i, der sv¸mmer alene i en hvid badedragt. Og derefter klippes der til Ting-Ting, der gør sig i stand foran spejlet iført en hvid kjole til at møde sin kæreste.
Derudover er bedstemoren i koma er et rigtig godt trick til at få alle karaktererne til at åbne op og snakke for sig selv ved at snakke til hende. Den bedste brug af bedstemoren er dog uden ord. Jeg t¿nker på billedet af Ting-Ting, der efter en lille omgang hjertesorger stille lægger ved bedstemorens seng og holder hende i hånden. Dette er et af filmens smukkeste billeder.
Det er herligt at se en film med så meget karakterudvikling, der ikke foregår i et overdramatiseret og kunstigt tempo. Karaktererne får langsomt lov til at blive klogere på dem selv og på verden, og forhåbenligt bliver også vi lidt klogere i de tre timer, vi følger dem.
Han giver sig god tid, godt tre timer, og han giver god plads til karaktererne til at udvikle sig. Blandt andet gør Edward Yang det meget enkle og effektive, at han lige lader kameraet hvile lidt længere på karaktererne, når de skilles eller dialogen er forbi, så vi kan mørke deres ensomhed. Ofte bruger Yang lange shots udenfor et rum, hvor lydene fortæller handlingerne og følelserne. På denne måde virker filmen både meget nær og meget fjern.
Filmen er meget overbevisende i skildringen af familien og det moderne Taiwan, men samtidig er der plads til både humor og poesi. ”Yi Yi” er en både rørende og intelligent film.
Den begynder med et bryllup med en højgravid pige og en onkel til familien. Kort efter brylluppet er bedstemoren i et uheld, og hun ligger i koma. Da moren (Elaine Jin) fortæller bedstemoren om sit liv og sine gøremål hver dag, finder hun ud af, at sit liv er tomt. Hun fortæller det grædende til sin mand, der misforstår hendes tomhedsfølelse. Han siger i stedet blot, at han får sygeplejeren til at l¿se avisen for bedstemoren, så hun kan høre noget nyt hver dag.
Denne scene, hvor moren bryder ud i denne fantastiske monolog om sit indholdsløse liv, hvilket minder lidt om hele stemningen i ”All or Nothing”, kommer lige efter faren (Nien-Jen Wu) har kontaktet sin gamle flamme, den nu amerikansk gifte Sherry (Su-Yun Ko). Måske vil han ganske enkelt ikke konfronteres med sin kones følelser. Han efterlader hende blot i et mørkt lokale, hvor hun sidder og græder for sig selv. Dette vises også i et fantastisk shot af lejligheden i højhuset taget udefra, hvor ruderne reflekterer bilerne, der suser forbi i natten, mens vi kan høre hendes gråd, der nærmest bliver overdøvet af, at naboerne har et voldsomt skænderi.
Moren tager væk fra familien til et munkekloster i bjergene, hvor hun forsøger at få styr på sit liv. Faren er ellers i en kritisk situation i firmaet, da det er ved at gå galt, og de bliver nødt til at investere i noget nyt. De kontakter derfor den berømte japanske computerspilsudvikler, Ôta (Ôgata Issei), som faren udvikler et godt forhold til, hvilket senere fører ham til Japan, hvor han igen mødes med sin første store kærlighed. Imens er datteren Ting-Ting i gang med at prøve kræfter med kærligheden for første gang selv. Uheldigvis er det med hendes gode venindes fyr.
Både historien med faren og datteren lyder måske lidt ala et melodrama, men skildringen er langt mere hudløs og ærlig. Og samtidig følger vi også den 8-årige søn, Yang-Yang (Jonathan Chang), der lige som de andre langsomt lærer om livet og udvikler sig. Faren siger på et tidspunkt, at Yang-Yang minder meget om ham. Men hvor faren er usikker og har masser af bekymringer, så har Yang-Yang nysgerrighed og livsenergi. Det ser vi tydeligt, da Yang-Yang begynder at fotografere verden omkring ham med det kamera, faren giver ham. Vi ser det også i den måde han håndterer de drillende børn og klasselæreren, der håner ham. Han er langt stærkere end de voksne omkring ham, der bukker under af livets strabadser og tragedier. Også selv om han måske aldrig vil få den pige, som han beundrer på afstand.
Edward Yang skaber hele tiden paralleller til de forskellige forhold i klipningen. Faren snakker med sin gymnasietids kæreste om, at han var forelsket i hende siden grundskolen. Derefter klippes der til Yan-Yang, der ved swimmingpoolen ser på pigen, han er forelsket i, der sv¸mmer alene i en hvid badedragt. Og derefter klippes der til Ting-Ting, der gør sig i stand foran spejlet iført en hvid kjole til at møde sin kæreste.
Derudover er bedstemoren i koma er et rigtig godt trick til at få alle karaktererne til at åbne op og snakke for sig selv ved at snakke til hende. Den bedste brug af bedstemoren er dog uden ord. Jeg t¿nker på billedet af Ting-Ting, der efter en lille omgang hjertesorger stille lægger ved bedstemorens seng og holder hende i hånden. Dette er et af filmens smukkeste billeder.
Det er herligt at se en film med så meget karakterudvikling, der ikke foregår i et overdramatiseret og kunstigt tempo. Karaktererne får langsomt lov til at blive klogere på dem selv og på verden, og forhåbenligt bliver også vi lidt klogere i de tre timer, vi følger dem.
15/02-2007
